Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

Borgmesters fede bryllups-fidus til revision: 'Skuffe-aftale'

Skatteborgerne gik glip af op mindst 65.000 kroner, da integrationsborgmester i København Anna Mee Allerslev (R) holdt gratis fest i rådhushallen. Nu skal reglerne til revision

Beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Anna Mee Allerslev (RV) anser det for helt rimeligt, at hun og manden - i modsætning til de ca. 4000 andre par som hvert år bliver viet på Københavns Rådhus - kunne låne Hovedstadens mest attraktive og centrale festlokaler helt gratis. Foto: Anna Mee Allerslevs Facebook-profil
Beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Anna Mee Allerslev (RV) anser det for helt rimeligt, at hun og manden - i modsætning til de ca. 4000 andre par som hvert år bliver viet på Københavns Rådhus - kunne låne Hovedstadens mest attraktive og centrale festlokaler helt gratis. Foto: Anna Mee Allerslevs Facebook-profil

Særlige privilegier for politikerne i København til en værdi er sekscifrede beløb skal være forbi, hvis det står til Enhedslisten.

Meldingen kommer efter Ekstra Bladets afsløring om, at den radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Anna Mee Allerslev, afholdt et stort anlagt bryllup på Københavns Rådhus uden at betale en krone i leje.

Det koster ellers normalt mellem 65.000 og 100.000 kroner i døgnet, hvis man skal leje den fornemme ’rådhushal’ på Københavns Rådhus til et privat arrangement. Og Anna Mee Allerslev havde salen fra fredag middag til mandag.

- Det er fint at bruge rådhuset, hvis det har noget med ens politiske hverv at gøre, men man må sige, at et bryllup er rent privat, og så skal vi politikere ikke have særlige fordele fremfor borgerne i København, siger Enhedslistens Rikke Lauritzen, som er 2. næstformand i borgerrepræsentationen

Ifølge de nedskrevne regler må kommunen ellers ikke udlåne lokaler til medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation til private formål.

(artiklen fortsætter under billedet)

 

Skuffe-aftale
- De regler, som er skrevet ned er fine, men der ligger så en skuffe-aftale, som vi enten skal have på skrift, så der er åbenhed, men aller helst så jeg, at den ikke eksisterede, fortæller Rikke Lauritzen.

Den såkaldte 'skuffe-aftale' går ifølge sekretariatschef i Borgerrepræsentationen Flemming Dubgaard ud på, at de nedskrevne regler for de folkevalgtes brug af kommunens lokaler ikke gælder ved lige præcis bryllupsreceptioner. Her gælder nemlig uskrevne regler, ifølge Flemming Dubgaard.

Ifølge Flemming Dubgaard 'udspringer' Anna Mee Allerslevs særlige privilegium af en ’mangeårig administrativ praksis, som på nuværende tidspunkt ikke er kodificeret’ (det betyder, at den pågældende praksis ikke er skrevet ned og gjort til officielle regler, red.)

Nu skal reglerne - uskrevne og skrevne - så tages op til revision på næste møde for gruppeformændene på Københavns Rådhus i slutningen af september, oplyser Enhedslisten.

- Hvis et flertal af gruppeformændene vil beholde det særlige privilegium, så vil vi gerne have det til afstemning i salen, hvor vi stemmer imod, fordi vi ikke skal have særprivilegier, siger Rikke Lauritzen.

Enhedslisten tidligere gruppeformand på rådhuset protesterede angiveligt også, da brylluppet blev diskuteret på et møde i februar.

Da den radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Anna Mee Allerslev, lørdag den 26. august blev gift med sin udkårne Christian Tarp, fejrede parret den store dag med en privat bryllupsreception for 300 gæster med dans og musik i netop rådhushallen uden at betale en eneste krone til kommunekassen for leje af lokalet. Det viser dokumenter, som Ekstra Bladet har fået indsigt i.

Der bliver årligt viet cirka 4000 par på rådhuset. Mange af dem kunne sikkert også godt tænke sig at holde bryllupsreceptionen samme sted. Ifølge kommunen hjemmeside kan rådhushallen dog ikke udlånes (gratis) til bryllupsreceptioner.

Men hvis man vil betale for det, så er det altså muligt at leje det attraktive festlokale midt i København for mellem 65.000 og 100.000 kroner i døgnet. Dertil kommer udgifter til rådhusets personale.


Ifølge dokumenterne fra kommunen lagde Anna Mee Allerslev beslag på rådhushallen allerede fra fredag eftermiddag til mandag morgen. Altså næsten tre døgn. Uden at betale for det attraktive festlokale.

Fredag ved middagstid opsatte rådhusets personale – efter instruktion fra Anna Mee Allerslev - borde til gæsterne og scene til et orkester. Dagen efter blev serveringspersonale, kaffebryggere og fire vagter kommanderet på overarbejde.

Lørdag klokken 13 blev hele rådhuset lukket for offentligheden, så almindelige københavnere ikke kunne forstyrre under talerne og den planlagte underholdning, der blandt andet omfattede lancier for de 300 private gæster. Først mandag blev der ryddet op og gjort rent.

Eneste udgift for Anna Mee Allerslev var lønnen til de ansatte på rådhuset samt leje af service. I alt cirka 23.000 kroner, hvilket normalt - ifølge kommunens hjemmeside - ville komme oven i lokalelejen på 65.000-100.000 kroner pr. dag.

(artiklen fortsætter under billedet)

 

Anna Mee Allerslev havde for få dage siden stadig smilet på. Foto: Anthon Unger Tæt på Anna Mee ikke alene: Her er Danmarks skandale-borgmestre

Ifølge Flemming Dubgaard begyndte den 'mangeårige praksis' i 2012. Ifølge Flemming Dubgaard har tre andre medlemmer af Borgerrepræsentationen også holdt helt tilsvarende bryllupsreceptioner på rådhuset.

Ifølge Flemming Dubgaard drejer det sig om den radikale Henrik Nord, SF’s Sisse Marie Welling og Venstres nuværende spidskandidat Cecilie Lonning-Skovgaard.

Afviser Dubgaards forklaring
Henrik Nord bekræfter overfor Ekstra Bladet, at han ganske rigtigt holdt bryllupsreception på rådhuset i 2015. Men det var i den langt mindre festsal og ikke i rådhushallen. Og hans bryllup lagde ikke beslag på rådhusets lokaler i eventyrlige fire døgn som i tilfældet Anna Mee Allerslev, oplyser han.

- Vores reception blev - så vidt jeg ved - puttet ind i mellem andre arrangementer i festsalen samme dag. Vi serverede medbragt vin og kage til gæsterne, som overværede vielsen. Der var ikke dans, forklarer han.

Sisse Marie Welling fortæller, at hun slet ikke holdt nogen reception på rådhuset i forbindelse med sin vielse i 2012.

- Jeg blev viet på rådhuset i festsalen. Men vi holdt bryllupsreception ude i byen, siger hun og afviser dermed et centralt element i Flemming Dubgaards forklaring.

Venstres borgmesterkandidat Cecilie Lonning-Skovgaard nægter at lade sig interviewe til Ekstra Bladet om sin vielse på rådhuset i 2012.

Anna Mee Allerslev foretrækker Facebook
Den radikale spidskandidat til kommunalvalget i november, Anna Mee Allerslev, vil ikke svare på spørgsmål om det rimelige i, at hun over fire døgn helt gratis har lagt beslag på et af Københavns mest attraktive lokaler.

Men mandag valgte Anna Mee Allerslev at kommentere sagen på Facebook. Hun elsker København, forklarer hun. Derfor fejrede hun sin private bryllupsreception med 300 gæster på rådhuset uden at betale lokaleleje. (artiklen fortsætter under billedet)

 

’Vi valgte at holde vores bryllupsreception på Rådhuset, fordi København og Københavns Rådhus betyder meget for mig. Jeg elsker København, og jeg elsker mit arbejde. Derfor besluttede vi at holde vores bryllupsreception på Rådhuset.

Vi har selvfølgelig fulgt alle de regler, der er vedtaget af gruppeformandskredsen i Borgerrepræsentationen. Inden beslutningen dobbelttjekkede jeg med Borgerrepræsentationens sekretariat, og de bekræftede, at vi måtte holde vores reception på Rådhuset, når vi dækkede alle omkostninger selv. Vi har selvfølgelig betalt for alle afholdte timer til bordopsætning, opdækning, servering, rengøring og opvask i alt 23.028,75 kr. og har desuden selv bestilt og betalt forplejningen udefra,’ skriver hun.

Altså uden at forholde sig til, at hendes københavnske vælgere skulle betale mellem 65.000 og 100.000 kroner ekstra pr. døgn for at benytte rådhushallen til fuldstændig samme formål.

Herunder kan du se programmet for Anne Mee Allerslevs bryllupsreception. Som det fremgår mente 'nogen' tilsyneladende, at kommunen skulle afholde alle udgifterne for det private arrangement. Også udgifterne til rådhusets personale. Men det var dog en fejl, ifølge sekretariatschef Flemming Dubgaard.

 

 

1 af 2 Rådhushallen udlånes ifølge kommunens hjemmeside ikke ud til bryllupsreceptioner. Men den kan lejes til private formål for mellem 65.000 og 100.000 kroner i døgnet. Anna Mee Allerslev rådede over hallen fra fredag middag til mandag morgen uden at betale en krone i leje. Foto: Københavns Kommunes hjemmeside
2 af 2 Beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Anna Mee Allerslev (RV) anser det for helt rimeligt, at hun og manden - i modsætning til de ca. 4000 andre par som hvert år bliver viet på Københavns Rådhus - kunne låne Hovedstadens mest attraktive og centrale festlokaler helt gratis. Foto: Anna Mee Allerslevs Facebook-profil
kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Politik
Mest læste i Politik
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Mikkel Cramon
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen