Brøndby-legende sagde udlændinge ville udnytte systemet: - Jeg fik ret

Henrik Sass Larsen og Morten Bødskov ville i 1994 have ekskluderet Brøndbys borgmester fra Socialdemokratiet

Kan du så høre efter Morten Bødskov. Brøndbys tidligere borgmester Kjeld Rasmussen kan stadig råbe op. Foto: Stine Tidsvilde.
Kan du så høre efter Morten Bødskov. Brøndbys tidligere borgmester Kjeld Rasmussen kan stadig råbe op. Foto: Stine Tidsvilde.

Hvis det havde stået til Socialdemokratiets nuværende gruppeformand Henrik Sass Larsen og partiets tidligere justitsminister Morten Bødskov skulle Brøndbys borgmester Kjeld Rasmussen have været ekskluderet fra partiet i 1994.

Det fremgår af bogen ’Kjeld – borgmesteren der skabte Brøndby’, der udkommer lørdag.

Henrik Sass Larsen var på det tidspunkt formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), hvor Morten Bødskov på det tidspunkt var DSU’ernes internationale rejsesekretær.

De unge DSU’ere var forfærdede over, at Kjeld Rasmussen havde udtalt, at ’udlændingene havde fundet ud af at udnytte systemet i en grad, der havde bragt Brøndby Kommune i økonomiske vanskeligheder’.

Idiot og bananstat

Henrik Sass Larsen kaldte i 1994 Kjeld Rasmussen for at være en idiot. Foto: Lars Krabbe/POLFOTO.
Henrik Sass Larsen kaldte i 1994 Kjeld Rasmussen for at være en idiot. Foto: Lars Krabbe/POLFOTO.
 

Det fik Henrik Sass Larsen til at kalde Kjeld Rasmussen for at være en idiot.

Til avisen Det Fri Aktuelt sagde Henrik Sass Larsen i sommeren 1994:

- Rasmussens udtalelser hører hjemme i en bananstat og strider fuldstændig imod vores principprogram. Et eller andet sted må der sættes en grænse, og det må partiledelsen gøre her.

Henrik Sass Larsen opfordrede derfor Socialdemokratiets daværende næstformand, Birte Weiss, til at tage sig af sagen.

Fylder 90 år
Men Kjeld Rasmussen overlevede dette politiske angreb, som han overlevede mange andre angreb fra partifæller i de 39 år, han var borgmester i Brøndby, hvor han var bykonge fra 1966 til 1. juli 2005.

27. december fylder Kjeld Rasmussen 90 år.

I den anledning har bl.a. Morten Bødskov og fodboldklubben Brøndby IF’s tidligere formand Per Bjerregaard taget initiativ til, at der er blevet skrevet en bog om borgmesteren. TV2-journalisten Henrik Madsen har skrevet bogen. Han arbejdede i sine unge år for Brøndby IF og for ugeavisen Folkebladet, hvor han hver fredag var i audiens hos borgmesteren, der fortalte, hvad der ville ske på det kommende byrådsmøde.

Kjeld Rasmussen og Morten Bødskovs mødes ofte på Brøndby Stadion, men de har aldrig talt om dengang, da bl.a. Bødskov ville have Kjeld Rasmussen ekskluderet fra Socialdemokratiet. Foto: Stine Tidsvilde
Kjeld Rasmussen og Morten Bødskovs mødes ofte på Brøndby Stadion, men de har aldrig talt om dengang, da bl.a. Bødskov ville have Kjeld Rasmussen ekskluderet fra Socialdemokratiet. Foto: Stine Tidsvilde
 

Kjeld og Christiansborg
Det er en bog fyldt med mange lokale historier fra Brøndby, men den beskriver også mange af de problemer, som Kjeld Rasmussen rendte ind i, når han talte sine partifæller på Christiansborg imod.

- Hvordan har du det i dag med Morten Bødskov og Henrik Sass Larsen, når de ville have dig ekskluderet i 1994?

- Jeg har aldrig været rigtig sur på dem, siger Kjeld Rasmussen.

- De gjorde det jo i en god sags tjeneste. DSU havde et andet syn på indvandrere dengang, så Sass kunne vel ikke gøre andet.

Lærer af sine fejl
- Jeg kan tydeligt huske, hvad Sass sagde, men det ville vel have været underligt, hvis han ikke havde været sådan i sine unge dage.

- Man har lov til at sige ting som ung, men man lærer meget af de fejl, man begår.

- Jeg betragter i dag Henrik Sass Larsen for at være et af de bedste medlemmer af Folketinget, siger Kjeld Rasmussen.

Mødes på stadion
- Har du talt med Sass og Morten Bødskov om det?

- Nej, men vi har en god forståelse for hinanden. Jeg møder jo Sass og Bødskov på Brøndby Stadion, og der taler vi om fodbold og meget andet.

Kort fra Nyrup

Kejld Rasmussen fik engang et kort fra Poul Nyrup Rasmussen, hvor der stod: Tillykke. trods alt. Foto: Stine Tidsvilde
Kejld Rasmussen fik engang et kort fra Poul Nyrup Rasmussen, hvor der stod: Tillykke. trods alt. Foto: Stine Tidsvilde
 

Socialdemokraternes daværende formand Poul Nyrup Rasmussen havde også svært ved at finde en grimasse, der kunne passe, når talen i 1990’erne kom ind på Kjeld Rasmussen.

- Det skægge med Nyrup var, at han engang sendte mig et lykønskningskort, hvor der stod:

- Kære Kjeld. Tillykke – trods alt.

- Det er da humor, kommer det med et stor grin i stemmen fra Kjeld Rasmussen.

Glad for Mette F
- I 1990’erne var der ingen, der rigtigt turde fortælle, hvad det kostede kommunerne at tage imod så mange fremmede, som vi gjorde i kommunerne på den københavnske vestegn.

- Derfor er jeg glad for, at Mette Frederiksen (Socialdemokratiets nuværende formand, red.) i en tale har sagt undskyld til vestegns-kommunerne.

- Vi skulle have lyttet til vestegns-kommunerne sagde Mette Frederiksen.

- Det viser, at jeg fik ret, siger Kjeld Rasmussen.

121 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere