Det hænger ikke sammen ude i virkeligheden, hvis danskere i alle tilfælde skal bestille bord mindst 30 minutter før, de ankommer til restauranten eller baren, som åbner for indendørs servering på onsdag.
Det mener de konservatives erhvervsordfører, Mona Juul, som nu vil have den nyligt indgåede aftale om bordbestilling ændret.
- Det er mærkeligt, at det lige pludselig er 30 minutter. Det går ikke. Det kunne jo være, at man havde fire ledige pladser, hvorfor skal man så ikke kunne bestille det og sætte sig der, hvis det ikke i forvejen er bestilt. I forvejen skal de her restauranter jo åbne med restriktioner og er meget presset.
Ikke aftalt
- Du har selv været med til indføre den her regel i den aftale, I har indgået. Hvad tænker du om det her i praksis?
- Det er ikke, det her, vi har aftalt. Vi har aftalt, at der skal være bordbestilling, men ikke at der skal være bestilling minimum 30 minutter tidligere. Det vil for mange ikke kunne fungere i realiteten. For eksempel for restauranter langs motorveje, siger Mona Juul til Ekstra Bladet
Skal pilles ud
Ifølge ordføreren er det Erhvervsministeriet, som efter de politiske partiers indgåelse af aftalen har vurderet, at der skal være mindst 30 minutters forskel på, hvornår man bestiller et bord og kan sætte sig ved det.
- Det er totalt virkelighedsfjernt. Det er for langt fra, hvordan tingene fungerer i virkeligheden. Vi skal passe på, at der ikke hver gang kommer en masse benspænd og urimelig tolkning. Vi er enige om, at det er klogt at have bordbestilling. Men det skal fungere ordentligt, siger Mona Juul, der nu vil have ændret reglen, som gælder indtil 6. maj.
- Vi vil have pillet det her ud. Derfor har jeg henvendt mig til ministeriet i dag. Hvis man ikke får talt med partierne eller dem, det handler om, kommer man med uhensigtsmæssige retningslinjer. Det er desværre sket her.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Ren idioti
Også Nye Borgerlige, der dog ikke er med i genåbningsaftalen, langer kraftigt ud efter den nye regel.
- Det er jo ren idioti!, siger partiets sundhedsordfører, Lars Boje Mathiesen:
- De partier, som blindt i 'genåbningsaftalen' har valideret Socialdemokratiets nye samfundskontrakt, må snart have en dårlig smag i munden. Gang på gang lægger de stemmer til det her vanvid.
Ifølge Lars Boje Mathiesen bruger myndighederne alt for meget energi på at finde på ulogiske restriktioner, selvom man har besluttet at åbne op for borgere med coronapas:
- Partierne bag aftalen har solgt ideen om coronapas til borgerne med at det var nøglen til at lukke op, siger NB-ordføreren:
- Det gør man bare ikke. I stedet pålægger man en række komplet ulogiske og håbløse restriktioner på befolkningen og erhvervslivet.