Der hersker kaos blandt regeringspartierne i sagen om et forbud mod at bære burka og niqab offentligt.
De konservative med udlændingeordfører Naser Khader i spidsen er tilhængere af et forbud om de religiøse beklædningsgenstande. Hans parti stemte dog for godt et halvt år siden imod et sådant forslag.
Venstres ordfører på området, Marcus Knuth, går personligt også stærkt ind for et forbud. Han ved imidlertid ikke, om et flertal i Venstres folketingsgruppe bakker op om synspunktet.
Og så er der Liberal Alliance. Her er man lodret imod forslaget om et burkaforbud, som Dansk Folkeparti (igen) vil fremsætte. Det er uliberal og ren symbolpolitik, lyder det fra partiets udlændingeordfører, Laura Lindahl.
Kaos om burkaforbud: Sommervikar pandet ned på få timer
Prisen for at gå i regering
Debatten er blusset op, efter at den Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har valgt at opretholde et belgisk forbud mod offentligt at bære den muslimske hovedbeklædning niqab, der dækker hele ansigtet.
Det har fluks fået Dansk Folkeparti til at melde ud, at man vil genfremsætte et forslag i Folketinget om et forbud mod, at muslimske kvinder offentligt bærer niqab eller burka.
Et lignende forslag var til afstemning i Folketinget så sent som i december, hvor samtlige partier på nær DF stemte imod.
Ifølge de konservative skete det dog ikke med partiets gode vilje, men det var simpelthen prisen for at gå i regering.
Europæisk domstol fastholder forbud mod niqab
Tingene bevæger sig
Men med dommen fra menneskerettighedsdomstolen føler den konservative udlændingeordfører, Naser Khader, at der nu er gode muligheder for, at regeringen vil bakke op om et forbud.
- De konservatives holdning er, at vi skal forbyde burkaer. Det er ikke regeringens holdning endnu, men jeg fornemmer, at der er ved at ske det samme som med blasfemiloven, og at der lige pludselig sker noget, så tingene bevæger sig.
- I sagde i december 2016, at I måtte stemme imod et lignende forslag, fordi det ikke var regeringens politik. Men nu er I så klar til at stemme for?
- Jeg var ikke i landet, da det skete, så jeg har ikke stemt imod DF's forslag. Men det er klart, at når man sidder i regering, så kan man ikke stemme forskelligt, siger Khader og understreger, at han udtaler sig på de konservatives vegne og ikke regeringens.
Personlig sag
I et af de andre regeringspartier, Venstre, er der da også fuld opbakning at hente fra udlændingeordfører, Marcus Knuth:
- For mig er det en meget personlig sag. Jeg har været udstationeret flere gange i Afghanistan, og for mig symboliserer burkaen det allerværste ved den sharia-kultur, hvor kvinder bliver undertrykt. Derfor synes jeg, det er fuldstændig uacceptabelt i Danmark, siger han og fortsætter:
- Venstre som parti har hidtil været kritiske over for et forbud, fordi det ud fra et liberalt synspunkt er forkert at blande sig i, hvordan folk går klædt. Men som ordfører indstiller jeg til vores sommergruppemøde, at vi tager en diskussion om det, og jeg anbefaler personligt, at vi laver et forbud. Der er bred opbakning fra partiledelsen, og så må vi se, om resten af gruppen også støtter det.
Symbolpolitik
Støtte er der til gengæld ikke meget af hos regeringspartneren Liberal Alliance. Her slår udlændingeordfører Laura Lindahl fast, at partiet er lodret imod et burkaforbud.
- For det første er det ikke liberalt at lade staten blande sig i, hvad folk iklæder sig. For det andet tror vi ikke på, at det hjælper. Vi tror, at det er meget naivt at tro på, at de mænd, der tvinger deres koner til at tage en burka på, pludselig springer ud som liberale, moderne mænd, der hylder ligestilling, siger hun og påpeger:
- I dag er det allerede strafbart at tvinge religiøse beklædningsgenstande på folk. Så hvad er det, man vil? For mig er det symbolpolitik, som ikke gør nogen forskel.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Laura Lindahl tror desuden ikke en meter på, at et flertal i Venstre vil bakke op om et forbud.
- Jeg er helt overbevist om, at Marcus Knuths standpunkt ikke deles af flertallet i Venstre. Jeg har svært ved at se, at Venstre som liberalt parti pludselig skulle gå ind for, at staten skal blande sig i, hvad man må tage på, siger hun.
- Marcus Knuth, Liberal Alliance er lodret imod forslaget. Det lyder om om, at det kan blive lidt af en armlægning at nå til enighed om det her i regeringen?
- Sådan er det jo med en lang række emner, når tre forskellige partier skal gå sammen om ting. Men jeg synes, at vi indtil videre har været rigtig gode til at lave kompromiser. Så må vi se, hvor den her lander, lyder det fra Venstres udlændingeordfører.