Bwalya Sørensen: Jeg blev kaldt abe på arbejdet

Hun bekæmper racisme, og hun har selv været udsat for den, fortæller talspersonen for Black Lives Matter, Bwalya Sørensen

- Hvorfor råber du, at en række politikere skal bures inde?
- Inger Støjberg bager kager over noget, hvor vi møder resultatet og ser de mennesker i øjnene, som hun splitter, fordi de ikke kan sammenføre familien, siger talsperson for Black Lives Matter, Bwalya Sørensen. Foto: Stine Tidsvilde.
- Hvorfor råber du, at en række politikere skal bures inde? - Inger Støjberg bager kager over noget, hvor vi møder resultatet og ser de mennesker i øjnene, som hun splitter, fordi de ikke kan sammenføre familien, siger talsperson for Black Lives Matter, Bwalya Sørensen. Foto: Stine Tidsvilde.

53-årige Bwalya Sørensen er født i Zambia i Afrika, men siden hun kom til Danmark som 18-årig, har hun været udsat for racisme.

Det forklarer talspersonen for græsrodsbevægelsen Black LIves Matter i Danmark, der bekæmper racisme.

– Jeg har ikke posttraumatisk stress-syndrom (PTSD, red.), jeg har traumatisk stress-syndrom, fordi jeg løbende oplever racisme, siger Bwalya Sørensen.

Chat med Bwalya Sørensen søndag

Talspersonen for Black Lives Matter kommer ind på Ekstra Bladet søndag.

Hun svarer på spørgsmål fra læserne fra klokken 12-14.

Har du et godt spørgsmål til Bwalya Sørensen, eller er du bare nysgerrig, så følg med på eb.dk.

Bwalya Sørensen kom til Danmark som 18-årig, hvorefter hun har læst til datamatiker. Siden har hun arbejdet som it-konsulent i mange år for flere forskellige større virksomheder.

Det er blandt andet på arbejdspladsen, at talspersonen for Black Lives Matter beretter om racisme.

– Jeg er blevet kaldt abe på mit arbejde. Jeg er også blevet fyret, fordi en hvid har fortalt, at jeg har sagt sådan og sådan, siger Bwalya Sørensen.

– Det er svært at forsvare sig som sort. Den hvide har ret, og så har chefen siddet med tårer i øjnene og smidt mig ud, så der var fred, fortæller hun.

Hun har dog ikke lyst til at tale videre om den racisme, hun selv oplever.

– Jeg kan tale om mine oplevelser med racisme længe, men jeg vil hellere bruge tiden på den strukturelle racisme, fortæller hun.

Bwalya Sørensen har været gift med en dansk mand, men er nu skilt. Hun har fire børn og tre børnebørn.

Ord fra omstridt talsperson: Bwalya Sørensen

Demonstration foran Christiansborg, 1. juni

Bwalya Sørensen opfodrer publikum til at råbe ’lock him/her up’ om Inger Støjberg, Mattias Tesfaye og Pernille Vermund.

- Det var lige der, at jeg fik allermest respons fra demonstranterne. Det kan jeg godt sige dig, sagde Bwalya Sørensen til Berlingske.

Demonstration i København, 7. juni

Der var retningslinjer om, at hvide ikke måtte råbe visse slagord eller give interview til pressen. Bwalya Sørensen ville dele sorte og hvide op.

- Flyt jer venligst. Flyt jer. Hvide mennesker - stil jer her, sagde Bwalya Sørensen blandt andet ved demonstrationen ifølge avisen B.T.

- Vi vil gerne have 'black people' op foran ved bannerne. Vi ved godt, at der har været forargelse omkring det, men vi er ligeglade.

Angreb på Amnesty, 9. juni

- Amnesty har kun hvide ansatte. Ingen bare halvt brune, sagde Bwalya Sørensen til netmediet Solidaritet.

Amnesty International havde arrangeret en demonstration, som senere viste sig at være samme tid som en Black Lives Matter-demonstration. Amnesty bad Bwalya Sørensen om at rykke sin demonstration.

Amnestys ageren var udtryk for 'hvidt overherredømme, racisme og misogynistisk svineri for at sige det mildt', forklarede Bwalya Sørensen til Solidaritet.

Blæser på ulovlig indsamling, 10. juni

En indsamling til Black Lives Matter er i strid med loven, og Bwalya Sørensen har gjort det med åbne øjne.

- Det er civil ulydighed. Det er sådan, det ser ud, sagde Bwalya Sørensen til Radio4.

Hun vil ikke svare på, hvor mange penge der er samlet ind, og hvad de er brugt på.

Bwalya om Støjberg, hvide vejledninger og Amnesty

- Hvorfor lagde I vejledninger for hvide på Instagram?

- Jeg anede intet om, at det var lagt på Instagram. Der var ingen i vores maskinrum, som havde noget med det at gøre. Vi er en græsrodsbevægelse, hvor folk hjælper til, og jeg vil ikke mikro-manage, siger Bwalya Sørensen.

- Hvorfor råber du, at en række politikere skal bures inde?

- Inger Støjberg bager kager over noget, hvor vi møder resultatet og ser de mennesker i øjnene, som hun splitter, fordi de ikke kan sammenføre familien.

- Vi har ytringsfrihed i Danmark, og man kan kritisere magten. Vi har mange gange sagt, at man skulle ’shut her (Inger Støjberg, red.) down’, og så siger vi til sidst som en joke ’lock her up’. Forstår de ikke dansk humor eller hvad? Hvorfor er folk så hysteriske, siger talspersonen.

- Hvorfor går du op i, hvor mange sorte der er ansat på Amnesty?

- Vi har aldrig set Amnesty til en antiracistisk noget-som-helst. Vi er Black Lives Matter.

Samfund - 9. jun. 2020 - kl. 22:18 Black Lives Matter-indsamling bryder loven

LIVE