Byråd siger 'ja' til ny kommunesammenlægning

I Holstebro byråd er der tirsdag blevet stemt for, at borgerne skal stemme om kommunesammenlægning med Struer

Borgerne i Holstebro Kommune skal stemme om, hvorvidt de skal lægges sammen med Struer Kommune eller ej.

Det har byrådet i Holstebro besluttet tirsdag aften, skriver TV Midtvest.

Med et snævert flertal stemte 14 byrådsmedlemmer for at fortsætte processen med at lægge de to kommuner sammen, mens 12 stemte imod.

Hvis Struer byråd beslutter det samme på deres møde tirsdag aften, skal borgerne i de to kommuner til stemmeurnerne den 3. december i år i forbindelse med EU-afstemningen om retsforbeholdet.

Til Dagbladet Holstebro-Struer siger borgmester i Holstebro H.C. Østerby (S), at fusionen handler om at sikre en god fremtid for de to kommuner.

- Det drejer sig om, hvilken vision man har for kommunerne. Og om man tror på, at vi kan gøre det bedre sammen eller man er bedst stillet hver for sig, siger han.

Dagbladet skriver også, at Venstre har argumenteret for, at det aftalegrundlag, der skal danne baggrund for folkeafstemningen ikke er grundigt nok. Men det er borgmesteren ikke enig i.

- Vi kan blive ved med at grave et spadestik dybere, og et til og et til. Det ændrer ikke på, at der stadig vil være usikkerhed om, hvad det kommer til at betyde, siger Østerby.

Det er Struer Kommune, der har budt Holstebro Kommune op til dans i erkendelse af, at voksende opgaver stiller store krav til en kommune med under 22.000 borgere.

Struer fik tørre tæsk under finanskrisen og mistede en række større virksomheder. Holstebro har til sammenligning 58.500 borgere i kommunen.

Begge borgmestre har tidligere forsikret, at der ikke kommer lukninger af skoler, biblioteker og ældrecentre, som det skete i stor stil efter strukturreformen i 2007.

I stedet håber de blandt andet at spare 30 millioner kroner på administrationen.

24 kommentarer
Vis kommentarer