Camilla om politiker-regler: De skulle skamme sig

Politikerne på Christiansborg har lavet vidt forskellige regler for dem selv og borgerne, når det kommer til sygdom. 54-årige Camilla Johansen har fået nok af hykleri

Khader og Camilla er begge sygemeldt med stress, men der stopper ligheden også.

Politikere som 57-årige Naser Khader (K) har ingen trussel om at miste livsgrundlaget hængende over hovedet. De kan få fuld løn helt indtil næste valg og op mod to år efter. Der er heller ikke noget krav om, at politikerne skal aflevere lægeerklæring eller til opfølgende samtaler.

- Jeg får sgu ondt i røven, fordi de forgyldes uden krav og kritiske spørgsmål, siger den tidligere lagermedarbejder Camilla Johansen, der gik ned med stress i september sidste år.

Borgere som 54-årige Camilla Johansen fra Vejle risikerer at må gå fra hus og hjem, når sygedagpengene stopper efter 22 uger. Og som andre syge borgere har Camilla Johansen skulle vise en række lægeerklæringer og til flere samtaler med kommunen.

- De har selv lavet reglerne, så jeg synes det er ulækkert og usmagelige. Politikerne skulle skamme sig, siger Camilla Johansen.

- Jeg må gå fra hus og hjem eller finde et job, selvom jeg er syg, når sygedagpengene ryger til juni. Politikerne har deres på det tørre, fortæller hun.

Krav til syge danskere

Regler for sygdomsramte medlemmer af Folketinget

  • Send en mail til Folketingets administration. Ellers ingen regler.
  • Fuld løn og skattefrit omkostningstillæg under sygeorlov. Tidsbegrænset til næste folketingsvalg.
  • Herefter mulighed for fuld løn i op til to år (eftervederlag) - dog uden omkostningstillæg.

Regler for øvrige sygemeldte danskere - blot et udpluk

  • Arbejdsgivere kan til enhver tid kræve lægeerklæring
  • Sygemeldte, som har modtaget løn under sygdom i 120 dage inden for det seneste år, kan opsiges med en måneds varsel.
  • Modtagere af sygedagpenge skal til møde hos arbejdsgiveren efter fire uger.
  • Modtagere af sygedagpenge skal efter otte uger indkaldes til samtale hos kommunen. Herefter møde hver fjerde uge. Eventuelt afklaringsforløb.
  • Sygedagpengemodtagere skal deltage i behandlingstilbud.
  • Sygedagpengene ophører efter 22 uger. Kun mulighed for forlængelse under særlige krav.
  • Sygedagpengemodtagere skal have ret til dagpenge ved tidspunktet for sygemelding.

Kilder: Folketinget, Sundhed.dk, borger.dk

Fik en måneds opsigelse
Camilla Johansen fik ifølge hende selv stress på grund af mobning på arbejdspladsen. Hun prøvede forgæves at komme tilbage og blev til sidst fyret efter den såkaldte 120 dages-regel. Det vil sige, at hun kun fik en måneds opsigelse i stedet for et halvt år.

Til juni stopper sygedagpengene, og så må Camilla Johansen på en ydelse svarende til kontanthjælp. Og det er ikke nok, selvom hun bor til leje, da hun har en hjemmeboende søn.

Camilla Johansen og den tidligere radikale leder Morten Østergaard blev syge med en måneds mellemrum. Men politikeren har udsigt til op mod fire år og otte måneder med fuld løn, selvom Morten Østergaard ikke stiller op ved næste valg.

Camilla Johansen er 54 år og gik ned med stress sidste år. Siden har hun skulle vise den ene lægeerklæring efter den anden, mens politikerne helt går fri af krav, hvis de bliver syge. Foto: Anders Brohus
Camilla Johansen er 54 år og gik ned med stress sidste år. Siden har hun skulle vise den ene lægeerklæring efter den anden, mens politikerne helt går fri af krav, hvis de bliver syge. Foto: Anders Brohus
 

Hvad er meningen?
Det skyldes, at han har været sygemeldt siden oktober 2020, da han tilstod flere seksuelle krænkelser af radikale kvinder. Og det får blodet i kog hos Camilla Johansen.

- Når lokummet brænder, så melder de sig bare syge, og folk som Morten Østergaard kan få løn i årevis, mens jeg mister sygedagpenge efter bare 22 uger. Hvad er meningen? spørger Camilla Johansen.

Morten Østergaard kan derfor få op til 3,2 mio. kroner i orlovs-løn og eftervederlag plus et samlet skattefrit omkostningstillæg på 170.000 kroner.

Mette F: Der foregår en diskussion

Statsminister Mette Frederiksen (S) henviser til Folketinget, når det handler om politikernes vilkår.

- Der foregår allerede nu en diskussion i Folketinget om folketingsmedlemmers vilkår, og der går jeg ud fra, at spørgsmål om orlov, lægerklæring og sygdom indgår, siger hun.

Hun erkender dog, at det kan være særdeles bureaukratisk, når almindelige danskere bliver syge.

- Der er nogle sygemeldte, som oplever for meget besvær i forbindelse med deres sygdom, fortæller Mette Frederiksen.

Socialdemokratiets gruppeformand Leif Lahn oplyser, at han ikke ønsker at tilføje yderligere til statsministerens bemærkning.

Venstre var sammen med Socialdemokratiet med til at stramme skruen over for de lokale politikere sidste år, så de nu skal vise lægeerklæring. Men formand Jakob Ellemann-Jensen virker ikke klar til at tage sin egen medicin.

Han træder i stedet ind rollen som tillidsmand for gruppen af sygemeldte toppolitikere, da Ekstra Bladet spørger ham ved et pressemøde på Christiansborg.

– Jeg kommer ikke til at mistænkeliggøre eller pege fingre ad kolleger, som er sygemeldt med stress. Det har ramt mange mennesker herinde - og ved du hvad, det kan jeg godt forstå. Det er eddermame et hårdt arbejdsmiljø.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Venstres gruppeformand Karsten Lauritzen.

Ekstra Bladet har tidligere skrevet om 12 almindelige danskere, der blev for syge til at arbejde. Læs om deres oplevelser af et system bygget op om bureaukrati, skrankepaveri, papirbunker og økonomiske stokkeslag.