Annonce:
Annonce:

Cand.lur: Topjurister snorksov i minkskandale

Tre topjurister sov i timen på møde i regeringsudvalg, da beslutning om at slagte alle landets mink blev taget uden lovgrundlag

Barbara Bertelsen (tv.) og statsminister Mette Frederiksen. Arkivfoto: Jens Dresling
Barbara Bertelsen (tv.) og statsminister Mette Frederiksen. Arkivfoto: Jens Dresling
Annonce:
Følg Politik

Ikke mindre end tre af landets ypperste jurister snorksov, da regeringen besluttede at slå alle mink ihjel uden lovgrundlag.

De har tilsammen over 60 års erfaring fra Slotsholmen, men sagde ikke en døjt, selvom Mette Frederiksens drastiske beslutning ikke kunne gennemføres uden ny lovgivning.

Det står klart, fordi Ekstra Bladet nu kan afsløre, hvem der deltog i regeringens koordinationsudvalg tirsdag aften i forrige uge, hvor et helt erhverv med et pennestrøg blev destrueret og tusindvis gjort arbejdsløse.

De tre topjurister, der denne aften reelt bar titlen 'cand.lur.', var alle tre departementschefer, som hver især er øverste embedsmand i deres ministerium.

Det drejer sig om Barbara Bertelsen i Statsministeriet, Johan Kristian Legarth i Justitsministeriet og Henrik Studsgaard i Fødevareministeriet.

Med andre ord sad fagministeriets jurauddannede topembedsmand med ved mødet - uden at rejse det røde flag.

Annonce:

Frederik Waage, professor på Juridisk Institut, Syddansk Universitet, undrer sig.

- Man vil normalt præsentere lovhjemmelen i forbindelse med et afgørende møde som dette, hvor der træffes beslutninger. Jeg er meget overrasket over, at de træffer denne beslutning helt uden lovgrundlag, siger han.

Artiklen fortsætter efter videoen ...

Mette Frederiksen nægtede at fortælle, hvem der lagde forslaget om minkaflivningerne på hendes bord, da Ekstra Bladet spurgte hende torsdag aften. Video: Signe Skov

Tornerosesøvn
Der var imidlertid en anden juridisk diskussion på mødet om det lovlige i regeringens beslutning.

Den drejede sig om den manglende lovgivning, når minkejere skulle kompenseres for deres tab, erfarer Ekstra Bladet.

Men end ikke den debat fik vækket de tre topjurister af deres tornerosesøvn.

Ingen spurgte nærmere ind til lovligheden af myndighedernes påbud om nedslagning af omkring 15 millioner mink ude hos private minkavlere.

Annonce:

Fødevareminister Mogens Jensen (S) var også til stede på mødet i koordinationsudvalget ifølge Ekstra Bladets oplysninger.

En måned tidligere havde han personligt underskrevet en såkaldt bekendtgørelse, der gjorde det lovligt at slå raske mink ihjel på farme, der lå inden for 7,8 kilometer af en smittet minkfarm.

Nu skulle alle mink i hele landet så dø på grund af fare for en muteret coronavirus, men det fik ikke en klokke til at ringe hos Mogens Jensen.

Hverken topjuristerne eller fagministeren bragte derfor lovgrundlaget op, og det er ikke godt nok ifølge Frederik Waage.

- Det er en meget stor fejl, når det er så væsentlige beslutninger, der er på dagsordenen, siger han.

Regeringens koordinationsudvalg

Statsminister Mette Frederiksen (formand)
Finansminister Nicolai Wammen
Udenrigsminister Jeppe Kofod
Justitsminister Nick Hækkerup
Skatteministere Morten Bødskov

Alle deltog - undtagen coronaramte Nick Hækkerup - med departementschefer på mødet tirsdag 3. november.

Mette: Det kom ikke op
En uge efter mødet i regeringsudvalget gjorde statsministeren det klart overfor pressen, at lovgrundlaget for minkdrab ikke havde været diskuteret.

Annonce:

- Da vi træffer beslutningen, er vi bekendt med, at der kan være og er en hjemmelsudfordring i forhold til kompensationsspørgsmålet.

- Men nej, vi er ikke bekendt med, at der ikke er hjemmel til at aflive alle mink, sagde hun.

Fødevarestyrelsen, som hører under fødevareminister Mogens Jensen, har oplyst, at den hele tiden var klar over, at lovgrundlaget for at aflive alle mink ikke var på plads.

To redegørelser er på vej om sagen. Den første lander i næste uge.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra de tre jurister og Statsministeriet.

 

CAND.LUR 1
Henrik Studsgaard. Departementschef i Fødevareministeriet. Ansat i Folketinget og i ministerier siden 2001. Uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet

CAND.LUR 2
Johan Legarth. Departementschef i Justitsministeriet. Ansat i Justitsministeriet siden 2000. Uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet.

CAND.LUR 3
Barbara Bertelsen. Departementschef i Statsministeriet. Ansat i forskellige ministerier siden 2000. Uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet.

Annonce:

Skandalen dag for dag

Mandag 2. november

Regeringen bliver om aftenen gjort opmærksom på en ny mink-analyse fra Statens Serum Institut (SSI). Heri lyder konklusionen: 'En fortsat minkavl under en igangværende COVID-19 epidemi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for mulighederne for at forebygge COVID-19 med vacciner.'

Tirsdag 3. november

Om aftenen er der møde i regeringens magtfulde koordinationsudvalg, hvor den nye analyse fra SSI er på dagsordenen. Det er på dette måde, at regeringen træffer beslutningen om, at alle mink i landet skal aflives. Hvorvidt dette overhovedet er lovligt, bliver angiveligt ikke drøftet på mødet.

Onsdag 4. november

På et pressemøde kl. 16 leverer Mette Frederiksen det klokkeklare budskab til danskerne: Det er nødvendigt at aflive alle mink i Danmark.

Fredag 6. november

Kl. 22.02 udgår der en mail til alle minkavlere i landet. Afsenderen er Veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen, Hanne Larsen. I denne får minkavlerne konkrete anvisninger til aflivningen af deres dyr. De får bl.a. at vide, at der er bonus at hente ved hurtig aflivningen. Ordet 'skal' indgår 31 gange i mailen.

Søndag 8. november

Fødevareminister Mogens Jensen må erkende, at regeringens slet ikke havde lovgivningen på sin side, da den beordrede alle mink aflivet. Over for Ekstra Bladet bemærker han: 'Regeringen har besluttet, at det hastede, situationens alvor taget i betragtning. Derfor har man vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, inden man meldte dette ud'.

Mandag 9. november

Om aftenen rykker Mogens Jensen i flere medier ud med en beklagelse: 'Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at vi burde have kommunikeret klart, hvorvidt der er lovhjemmel til, at myndighederne kan påbyde at aflive raske minkbesætninger udenfor sikkerhedszonerne. Det har ikke været tilfældet i denne sag, og det vil jeg gerne beklage', skriver han til Ekstra Bladet.

Tirsdag 10. november

I Folketingets spørgetime beklager Mette Frederiksen, at regeringen ikke havde lovhjemmel til at udstede ordren om aflivningen af alle landets mink. Hun forklarer, at hun først blev orienteret om den manglende lovhjemmel søndag. Samme dag får minkavlerne en ny mail, hvor Fødevarestyrelsen beklager den tidligere udsendte ordre: 'Fødevarestyrelsen beklager meget, at det i brevet ikke fremgik, at der for raske minkfarme, der befinder sig længere væk end 7,8 km fra en smittet besætning, var tale om en opfordring til aflivning hurtigst muligt af hensyn til folkesundheden,' skriver myndigheden til minkavlerne.

Onsdag 11. november

I et samråd forklarer Mogens Jensen, at han først blev gjort opmærksom på den ulovlige mink-ordre i løbet af den foregående weekend. Præcis hvornår kan han ikke komme nærmere. Desuden forklarer han, at der vil blive udarbejdet en redegørelse om forløbet. Dennes forventes klar onsdag 18. november.

Tirsdag 17. november

Ekstra Bladet afslører, at Mogens Jensens departement blev orienteret om den manglende lovhjemmel til aflivning af raske mink allerede i slutningen af september. Det var Fødevarestyrelsen, som skrev dette til ministeriet.

Onsdag 18. november

Mogens Jensen trækker sig som minister. Det sker samtidig med, at en opsigtvækkende redegørelse om forløbet kommer for en dag. I redegørelsen kan man bl.a. læse, at hele seks ministre blev advaret om den manglende lovhjemmel allerede 1. oktober. Desuden peger redegørelsen på, at Mogens Jensens egen departementschef var bevidst om problemerne, før den ulovlige ordre blev udsendt til alle minkavlerne 6. november.

Annonce:
Annonce:
Annonce:
LIGE NU

Mere fra Ekstra Bladet+

Annonce:
A-kraft i baghaven - manges haver står klar
Annonce:

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Annonce:
Annonce:
Annonce: