Chefer i staten får bonusser på trods af skandalesager

Et offentligt byggeri skred med over 1 mia. kr. Alligevel fik cheferne bonusser. Sagen er langtfra enestående, viser en stor undersøgelse

Budgettet for byggeriet af Niels Bohr Bygningen på Jagtvej i København er foreløbig overskredet med 1,3 milliarder kroner. Alligevel er der gennem årene givet 11 bonusser til ledere i Bygningsstyrelsen tilknyttet byggeriet, skriver Jyllands-Posten. Foto: jens Dresling
Budgettet for byggeriet af Niels Bohr Bygningen på Jagtvej i København er foreløbig overskredet med 1,3 milliarder kroner. Alligevel er der gennem årene givet 11 bonusser til ledere i Bygningsstyrelsen tilknyttet byggeriet, skriver Jyllands-Posten. Foto: jens Dresling

En lang række statslige chefer har modtaget lønbonusser, selv om de har misset fastsatte mål i deres kontrakter og haft ansvar for sager, der er blevet til regulære skandaler.

 Det fremgår af en undersøgelse fra Rigsrevisionen, som bl.a. har gransket byggeriet af Niels Bohr Bygningen, et projekt for Københavns Universitet, der gik i gang i 2013, og som er både forsinket og fordyret.

Foreløbig er budgettet overskredet med 1,3 mia. kr., skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Alligevel er der gennem årene givet 11 bonusser til ledere i Bygningsstyrelsen tilknyttet byggeriet.

I 2016 blev chefernes succesrate endda hævet med et pennestrøg fra 63 pct. til 90 pct., så bonusserne blev højere. De udbetalte beløb varierer mellem 54.000 kr. og 140.000 kr.

Utilfredsstillende
Statens brug af bonusser er generelt kritisabel, konstaterer Henrik Thorup (DF), formand for Folketingets Statsrevisorer.

- Der er steder, hvor man bare udbetaler bonus, selv om der ikke er noget at give bonus for. Det er en utilfredsstillende forvaltning. Det kan slet ikke diskuteres, siger han til Jyllands-Posten.

Eksemplet med Niels Bohr-byggeriet står langtfra alene. Skat udbetalte f.eks. bonusser på mellem 50.000 kr. og 100.000 kr. til 10 chefer, som var tilknyttet it-systemet EFI, der automatisk skulle inddrive skyldig skat, men som i stedet blev lukket ned med den konsekvens, at skattegælden i dag er steget til 116 mia. kr. Udbetalingerne skete, selv om fastsatte mål om EFI slet ikke var opfyldt, noterer Rigsrevisionen.

I Banedanmark fik en chef den maksimale bonus på 100.000 kr., selv om han missede sit mål om det nye signalprogram, som er forsinket i flere år og bliver 4,4 mia. kr. dyrere end budgetteret.

Opmærksom minister
Sophie Løhde (V), minister for offentlig innovation og ansvarlig for lønforhold i staten, mener, at bonusser kan være 'et udmærket værktøj' til at nå bestemte mål. Men hun er 'opmærksom på, at der kan være udfordringer forbundet med brugen af resultatløn' og har derfor igangsat en analyse.

'Og når analysen inden længe er klar, vil jeg bl.a. tage stilling til, om der er behov for klarere retningslinjer på området,' udtaler hun til Jyllands-Posten i en skriftlig kommentar.

Bonusser bruges i stigende omfang i staten. Såkaldt resultatløn og engangsvederlag kostede i alt 170 mio. kr. i 2017. Det er en stigning på 9 pct. ift. året forinden.

46 kommentarer
Vis kommentarer