Svindelmistænkte Britta Nielsen blev år efter år belønnet med store bonusser og særlige kvalifikations-tillæg. Pengene var et kontant skulderklap for hendes flittige og grundige arbejde med satspuljemidler under Socialministeriet.
Bonusserne blev tildelt af chefer i Socialstyrelsen og Socialministeriet samtidig med, at deres medarbejder ifølge politiets sigtelse svindlede samfundets mest udsatte for millioner af kroner.
Det viser en aktindsigt over Britta Nielsens lønforhold de sidste fem indkomstår. Altså perioden fra 2013 til 2017 hos både Socialstyrelsen og Socialministeriet.
Alene i 2015 - hvor forvaltningen af satspuljemidler i august blev overført fra ministeriets departement til Socialstyrelsen - fik den i dag varetægtsfængslede kontorfunktionær bonus hele to gange.
Først 20.000 kroner fra ministeriet og senere 20.000 kroner fra styrelsen, fremgår det af aktindsigten. Pengene kan være landet på et tørt sted det år, hvor den 64-årige ifølge sigtelsen kun svindlede for 1,1 millioner kroner. (artiklen fortsætter under dokumenterne)
Altid tjenestevillig
I indkomstårene 2013 til 2017 har Britta Nielsen fået i alt 75.000 kroner i bonus, også kaldet ’engangsvederlag’. Dertil kom særlige ’kvalifikationstillæg’ på godt 22.000 kroner - og jubilæumsgratiale på 7.827 kroner.
I samme periode steg hendes samlede årlige bruttoløn, inklusive pension også med cirka 105.000 kroner, viser aktindsigten.
Det har ikke været muligt at få et interview med Socialstyrelsen om årsagen til, at Britta Nielsen skulle have bonus.
Men da hun i 2017 fik et 40 års jubilæumsgratiale på 7827 kroner, blev hun af sin kontorchef betegnet som ’engageret og altid tjenestevillig’.
Værdifuld medarbejder
Hun havde fokus på en ’korrekt og effektiv forvaltning’, skrev kontorchef Mette Holm Sørensen i den indstilling til hoffet, som samme år udløste dronningens fortjenstmedalje i sølv til Britta Nielsen. (artiklen fortsætter under dokumentet)
Kontorchefen understregede også overfor hoffet, at Britta Nielsen gik foran og understøttede Socialstyrelsens ’værdier’.
Mandag blev Britta Nielsen varetægtsfængslet i Sydafrika, mistænkt for underslæb til en værdi af 111 millioner kroner.