Chok-rapport revser Danmarks EU-stjerne: Vil helst mødes med danskere

Vestager mødes mest med danske lobbyister. Ny rapport langer ud efter Danmarks store EU-profil

Margrethe Vestager. Foto: Ritzau Scanpix
Margrethe Vestager. Foto: Ritzau Scanpix

Hun langer rask væk milliardbøder over disken til amerikanske tech-giganter og blokerer uden videre for konkurrenceforvridende kæmpe-fusioner.

Se også: Medie: Margrethe Vestager vil blokere kæmpefusion

Men Danmarks EU-stjerne nummer ét, konkurrencekommissær Margrethe Vestager, får nu opsigtsvækkende kritik for sin ageren i EU-kommissionen.

'Konkurrencekommissær Margrethe Vestager fra Danmark ligner et klart mål for danske erhvervsinteressers lobbyister.'

Sådan skriver interesseorganisationen Corporate Europe Observatory i en rapport, der har kigget på de 28 EU-kommissærers møder med lobbyister.

En håndfuld
Her bliver Margrethe Vestager i kapitlet 'Kommissærer: Venner af nationale lobbyer?' peget ud sammen med blot en håndfuld andre kommissærer for primært at mødes med danske lobbyister fra erhvervslivet i stedet for at prioritere repræsentanter fra alle EU-lande.

Ud af 41 møder har den tidligere radikale partiformand og minister mødtes med danske lobbyister 24 gange. Det svarer til, at knap 60 pct. af de møder, som EU's konkurrencekommissær holder med lobbyister, foregår med danske lobbyister.

Blandt andet har Margrethe Vestager mødtes med Dansk Industri hele ni gange og med Dansk Erhverv og Dansk Arbejdsgiverforening hver tre gange.

Rapporten kritiserer i øvrigt i skarpe vendinger EU-systemet for at være præget af 'chokerende' lidt gennemsigtighed.

Se også: 'Chokerende' lidt gennemsigtighed

Ifølge Corporate Europe Observatory er de mange møder med lobbyisterne 'hjemmefra' en alvorlig trussel mod blandt andet Margrethe Vestagers uafhængighed som kommissær.

'For alle disse kommissærer virker der til at være alvorlig risiko for, at de tilsyneladende har prioriteret lobbymøder med erhvervsinteresser fra deres hjemlande. Det står også klart, at kommissærerne indimellem bliver opsøgt af industrier for at diskutere emner, der ikke er i nærheden af deres eget ressortområde', hedder det i rapporten.

Af EU-kommissionens hjemmeside fremgår det også, at Margrethe Vestager har mødtes med A.P. Møller Mærsk samt med 3F.

Hvad den højt betalte politiske stjerne diskuterer med lobbyisterne, er til gengæld ekstremt skyggefuldt.

I det officielle åbenhedsregister fremgår blot et overordnet mødetema, der typisk er noget så vagt som 'EU current affairs' - som vel løst kan oversættes til 'aktuelt i EU'.

Tavs Margrethe
Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Margrethe Vestager, men hun har ikke ønsket at stille op til interview.

Hendes kabinet oplyser dog til Ekstra Bladet, at Vestager har tolket det 'mission letter' - som de 28 kommissærer er udstyret med, hvori det fremgår, at de også skal blande sig i den nationale debat i deres hjemlande - som en invitation til ofte at mødes med danskere.

93 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere