Christian Hüttemeier ny partisekretær i Venstre

Lars Løkkes tidligere spindoktor bliver ny partisekretær i Venstre

Her ses Christian Hüttemeier sammen med Lars Løkke på Christiansborg. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Her ses Christian Hüttemeier sammen med Lars Løkke på Christiansborg. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Christian Hüttemeier bliver ny partisekretær i Venstre.

Det oplyser Venstre i en pressemeddelelse.

Den 44-årige journalist var i perioden 2011-2015 spindoktor for daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, og nu er det så Jakob Ellemann-Jensen, der kan glæde sig.

- I Christian Hüttemeier får vi en mand, som kender partiet, vores bagland, vores organisation og de politiske beslutningsprocesser på alle niveauer. Christian tænker strategisk, og hans rolle i partiet bliver helt central, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Inden sin nye rolle som partisekretær i Venstre har Christian Hüttemeier været kommunikationsdirektør i Landbrug & Fødevarer.

Men han ser frem til de nye udfordringer.

- Venstre er et fantastisk parti, som har dybe rødder i den danske historie, og som har været med til at forme det Danmark, vi kender i dag. De seneste to årtier har intet andet parti haft så afgørende betydning for hver enkelt dansker, som Venstre har. Det forpligter, og det glæder jeg mig til at være med til at bygge videre på, siger Christian Hüttemeier.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, ser frem til at få Hüttemeier tilbage i Venstre. Hüttemeier var i Venstre fra 2011 til 2015. Foruden at være Løkkes særlige rådgiver nåede han også at være partiets pressechef.

- I Christian Hüttemeier får vi en mand, som kender partiet, vores bagland, vores organisation og de politiske beslutningsprocesser på alle niveauer.

- Christian tænker strategisk, og hans rolle i partiet bliver helt central, siger Jakob Ellemann-Jensen i pressemeddelelsen.

- Jeg ved, hvad Christian står for. Og jeg ved, at han passer ind i det projekt, vi skal opbygge. Ud over at have en stærk organisationsforståelse er han vellidt og har blik for kommunikationens rolle i moderne politik.

- Både når det gælder om at få mobiliseret baglandet, og når det handler om at få formet og formidlet Venstres politik. Den erfaring og kapacitet er afgørende for en partisekretær i dag, siger Ellemann-Jensen.

Christian Hüttemeier tiltræder 13. januar.

Tilbage i september sidste år sagde Claus Richter sin stilling op som Venstres partisekretær.

Det skete kort tid efter formandsopgøret, som sendte Løkke, den daværende formand, og den daværende næstformand Kristian Jensen ud i kulden.

66 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere