Efter 17 års ægteskab er det nu slut mellem Mette og Mikkel Dencker, der begge sidder i Folketinget for Dansk Folkeparti.
- Det hele er foregået i fred og fordragelighed. Vi har holdt sammen i så mange år, fordi vi er et rigtig godt team. Det er vi stadig, og vores tætte venskab fortsætter, lyder det i en fælles pressemeddelelse.
Her fremgår det også, at ægteparret har holdt ferie med deres børn de sidste par uger, og det skal de igen til efteråret.
DF-parret har ikke boet sammen siden 2017, da Mette Dencker drog mod Mols, og Mikkel Dencker blev boende i Hvidovre, hvor han også er viceborgmester.
Mikkel Dencker er Dansk Folkepartis klima- og energiordfører og Mette Dencker er landdistriks- og øordfører.
Eks-parret har to fælles børn på 15 og 16 år.