Claus Hjort Frederiksen bekræfter dansk samarbejde med NSA

Claus Hjort Frederiksen angriber forsvarsminister Trine Bramsen for at 'udbasunere' statshemmeligheder i FE-sagen, men bekræfter selv oplysningerne

Der rejses kritik af Claus Hjort Frederiksen for officielt at bekræfte, at Danmark har 'en aftale med NSA'. Foto: Aleksander Klug
Der rejses kritik af Claus Hjort Frederiksen for officielt at bekræfte, at Danmark har 'en aftale med NSA'. Foto: Aleksander Klug

Der rejses nu skarp kritik af Claus Hjort Frederiksen (V) for – som den første tidligere forsvarsminister – officielt at bekræfte, at Danmark har 'en aftale med NSA', og at samarbejdet handler om 'kabelaflytning'.

Udtalelserne fra Claus Hjort Frederiksen (V) falder i et interview med Morgenavisen Jyllands-Posten søndag som led i hans hårde kritik af forsvarsminister Trine Bramsen og hendes håndtering af den aktuelle sag om mulige ulovligheder og løgne i Forsvarets Efterretningstjeneste, FE.

Ikke mindst problematiserer Claus Hjort Frederiksen, at Trine Bramsen ifølge ham tillod, at Tilsynet med Efterretningstjenesterne, TET, 24. august udsendte en pressemeddelelse om sagen.

Dermed satte hun vores samarbejdspartneres tillid og generationers arbejde med dansk sikkerhed over styr, mener Hjort.

Bramsen burde ifølge forgængeren have stoppet pressemeddelelsen og 'sikret, at det ikke blev udbasuneret for hele verden, at vi havde en aftale med NSA'.

Adspurgt, om han reelt ikke som den første tidligere minister officielt bekræfter eksistensen af en aftale mellem Danmark og NSA, svarer Claus Hjort Frederiksen:

- Joe, det gør jeg muligvis, men der er ligesom grænser for, hvor stort hykleriet kan være omkring det her.'

I Enhedslisten beskylder forsvarsordfører Eva Flyvholm – på baggrund af den forhenværende forsvarsministers udtalelser til Jyllands-Posten og tidligere udtalelser til Weekendavisen – Claus Hjort Frederiksen for netop 'hykleri'.

- Trine Bramsen har været tavs som en østers. Claus Hjort og Venstre forsøger at fordreje sagen til et spørgsmål om proces og forsvarsministerens håndtering, selv om V-ministre selv sidder og fortæller detaljeret om, hvad sagen handler om, og siger langt mere, end hvad ministeren eller tilsynet på noget tidspunkt har sagt, siger Eva Flyvholm.

Weekendavisen har tidligere skrevet, at Poul Nyrup som statsminister i slutningen af 1990’erne underskrev en aftale, der gav FE adgang til at aflytte et centralt datakabel i København, at NSA siden fik adgang til de data, og at skiftende forsvarsministre har kendt til aftalen.

Adspurgt af Weekendavisen, om han kunne bekræfte den historie, svarede Claus Hjort Frederiksen, at 'det er jo i princippet det, vi taler om'.

95 kommentarer
Vis kommentarer