Det er ikke en synderligt glad Claus Hjort Frederiksen, der i dag har fundet ud af, at han er blevet reddet af sin parlamentariske immunitet. I hvert fald efter eget udsagn.
'På den ene side siger den gamle politiske fighter i mig, at jeg ville have kæmpet for at blive frifundet, hvilket blandt andre en række juridiske professorer har anset for sandsynligt,' skriver den tidligere forsvarsminister i et Facebook-opslag.
'På den anden side havde jeg jo besluttet at udtræde af Folketinget efter næste valg for at nyde mit otium, og her indgik der jo ikke ligefrem planer om at jeg skulle gå ud og ind i retssale i måske flere år i en principsag om oppositionspolitikeres ytringsfrihed,' skriver han videre.
Artiklen fortsætter efter videoen...
Og det er altså ikke, fordi han har armene helt over hovedet, må man forstå, selvom tiltalen mod ham nu er bremset.
'Så personligt er jeg i dag lidt mellemfornøjet, men familie og nærmeste er til gengæld glade og lettede over dette punktum, så det er jeg sikkert også, når det hele er kommet lidt på afstand. Jeg opfatter det sådan, at der i dag er sat endeligt punktum.'
Claus Hjort har tidligere sagt, at han ikke har planer om at genopstille til Folketinget næste gang, og med det ryger også hans parlamentariske immunitet, hvor tiltalen så endnu engang kan komme på bordet, hvis anklagemyndigheden vurderer, at der er grundlag for det.
Ellemann: 'Det rigtige at gøre'
Få øjeblikke før Claus Hjorts opslag tog også Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen bladet fra munden, efter flertallet for at hæve Claus Hjort Frederiksens immunitet er faldet.
Ikke overraskende er han ganske tilfreds med resultatet.
'Et flertal i Folketinget har tilkendegivet, at de ikke vil stemme i blinde i sagen om Claus Hjort.Det, synes jeg, er det rigtige at gøre. For som folketingsmedlem er man udelukkende bundet af sin egen overbevisning ifølge Grundloven. Hvis man ikke må vide, hvad man stemmer om, så ved man heller ikke, om man følger sin overbevisning,' skriver han på Facebook.
Ekstra Bladet har dagen igennem forsøgt at få en kommentar fra formanden, men han er i stedet tyet til taster på Facebook.
'I Venstre har vi sagt meget klart, at når regeringen vil tiltale en oppositionspolitiker for landsforræderi, så skal Folketingets medlemmer have indsigt i anklagen, for at de kan træffe en beslutning om at ophæve immuniteten. Det er principielt,' skriver han videre.
Opslaget afsluttes med, at han 'tager til efterretning', at regeringen har valgt at frafalde tiltalen mod Hjort.
Artiklen forsætter under billedet ...
K afgjorde sagen
Socialdemokratiet, SF og Frie Grønne endte som de eneste, der tilkendegav, at de ville strippe Hjort for den parlamentariske immunitet.
Efter Enhedslisten gik imod regeringen, blev Mette Frederiksen og co. nødt til at sikre sig et flertal uden om støttepartierne. Her endte Konservative som tungen på vægtskålen.
Torsdag morgen trådte formand Søren Pape frem for et massivt presseopbud.
- Jeg har lavet en indstilling til gruppen. Jeg er glad for at kunne sige, at en enig gruppe har fulgt min indstilling om, at jeg hverken kan eller vil bede folkevalgte medlemmer stemme om noget, de ikke ved, hvad er.
- Derfor er min indstilling, at lige nu vil jeg ikke anbefale, at vi ophæver Claus Hjort Frederiksens immunitet, siger Søren Pape Poulsen efter et gruppemøde i de konservatives gruppe.
Dermed røg flertallet, efter også flere løsgængere fortalte, at også de ville frede Hjort.
Artiklen fortsætter efter videoen...
Søren Pape Poulsen har netop meldt ud, at Det Konservative Folkeparti ikke ønsker at ophæve Claus Hjort Frederiksens immunitet. En beslutning, der tydeligt indikerer, at Pape ikke er i stand til at stå imod et pres fra de øvrige blå politiske partier, ifølge politisk kommentator Joachim B. Olsen. En amatørbeslutning fra Papes side, hvis man spørger ham.
Tesfaye står tilbage
Tilbage står nu den spritnye justitsminister, Mattias Tesfaye, med uforrettet sag.
- Der er ikke flertal i Folketinget for at ophæve Claus Hjorts immunitet, uden at man frigiver statens hemmeligheder for hele Folketinget. Og dermed står jeg over for et valg nu.
- Enten så oplyser jeg hele Folketinget om nogle af statens dybeste hemmeligheder i strid med de anbefalinger, der kommer fra de myndigheder, der rådgiver mig. Det vil jeg aldrig gøre. For mit ansvar er statens og befolkningens sikkerhed, og det er prioritet nummer et, siger justitsministeren.
Nej-partierne har gentagne gange sagt, som Jakob Ellemann nu igen gentager, at det netop er på grund af manglende indsigt i sagen.
Det, selvom selvsamme Mattias Tesfaye har afholdt orienteringer med samtlige partiformænd. Men de orienteringer har ikke været nok for partierne.