Comeback til Jelved

Håndtasken tilbage i toppen: Marianne Jelved atter tæt på ledelsen i Radikale Venstre

Det radikale kaos tog fart med Morten Østergaards exit og udviklede sig hurtigt til direkte åben krig partimedlemmer imellem - få overblikket her. Video: Peter Breitenstein

77-årige Marianne Jelved er tilbage i inderkredsen i Radikale Venstre.

De radikales grand old woman har efter de seneste ugers krænkelseskaos i partiet scoret sig en ny rolle tæt på partitoppen.

Det fremgår af den rokade, som de radikale har foretaget efter Morten Østergaards exit som politisk leder.

I en pressemeddelelse står, at: 'Sofie Carsten Nielsen og Andreas Steenberg fremover udgør den radikale gruppeledelse. Her får de bistand fra Marianne Jelved, der indtræder i en ny funktion som kontaktperson for gruppeledelsen. Hun vil deltage i udvalgte gruppeledelsesmøder og agere sparringspartner for gruppeledelsen.'

Marianne Jelved er tilbage i manegen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Marianne Jelved er tilbage i manegen. Foto: Mads Claus Rasmussen
 

Marianne Jelved har de seneste år levet en tilbagetrukket tilværelse som blandt andet kirkeordfører, men er altså nu tilbage i toppen af Radikale Venstre, hvor hun selv var politisk leder fra fra 1990 - 2007.

Dansk politik Sofie Carsten Nielsen: - Der er opbakning til mig

Ekstra Bladet ringede til 'damen med håndtasken':

- Du gør comeback, kan vi se?

- Ja, jeg skal fungere som en form for sparringspartner for gruppeledelsen. Det var noget, jeg nævnte for Sofie Carsten Nielsen. Og det, syntes vi begge to, var en god ide. Jeg sidder trods alt med en vis erfaring, siger Marianne Jelved til Ekstra Bladet.

- Skal du gyde olie på vandene efter de seneste ugers krænkelsessager?

- Først og fremmest skal jeg bidrage til, at der nu kommer fokus på vores politik. Nu sidder Sofie Carsten Nielsen med det fulde ansvar. Men vi begge to syntes, at det kunne være en god ide at hjælpe folketingsmedlemmer med deres arbejde. Ikke, at de ikke er dygtige nok i sig selv; det er ikke det. Men der er mange tvivlsspørgsmål, og der kan de også stikke hovedet ind til mig.

- Du er jo ikke nogen vårhare. Hvordan føles det at gøre comeback i partitoppen som 77-årig?

- Ved du hvad, nu er der en minister, der ringer til mig, kan jeg mærke på min mobiltelefon. Og du har vist også fået lidt nu.

Marianne Jelved har selv været minister af flere omgange. Senest under Helle Thorning-Schmidt-regeringen fra 2012-2015.

1 af 2 Marianne Jelved er tilbage i manegen. Foto: Mads Claus Rasmussen
2 af 2 Marianne Jelved er tilbage i manegen. Foto: Mads Claus Rasmussen
421 kommentarer
Vis kommentarer