Corona Ekstra: Opråb fra coronaoverlæge på Riget

Sundhedspersonale mistænkt for at være inficeret med corona er ikke blevet testet for sygdommen. De skal have symptomer - også efter nye retningslinjer. Det fortæller coronaoverlæge på Rigshospitalet og sygeplejersker på tværs af landet

Fik du ikke set Corona Ekstra? Overlæge på Rigshospitalet og sygeplejersker på tværs af landet fortæller Ekstra Bladet, at de ikke bliver testet for corona, som de ellers skal behandle danskerne for. Flere medarbejdere er allerede sendt hjem med corona eller mistanke om smitte. Se programmet her.

Se dagens afsnit af Corona Ekstra over artiklen

Mens de ansatte i det danske sundhedsvæsen knokler røven ud af bukserne for at behandle et stadig stigende antal coronaramte danskere, må de selv se langt efter at blive testet.

Ekstra Bladet kan torsdag fortælle, at sundhedspersonale på tværs af landet, der ubeskyttet har været i kontakt med personer ramt af den smitsomme virus, har store problemer med at blive testet for den frygtede virus.

Har du et tip?

Har du et tip til en coronahistorie, vi skal kigge på? Skriv direkte til holdet bag her. Du kan også kontakte os på den krypterede beskedtjenesten Signal via ID: 29411313

Dermed kan de risikere at forlænge smittekæden langt ind i hjertet af det danske sundhedsvæsen, hvor de kan smitte patienter og kolleger i et allerede hårdt presset sundhedsvæsen.

Overlæge Arash Afshari på Rigshospitalets anæstesi- og operationsklinik, der allerede tager imod mange patienter med coronavirus, fortæller, at det er meget besværligt at blive testet, hvis man har mistanke om, at man er blevet smittet. Han og kollegerne vil have bedre adgang til at kunne testes:

Overlæge Arash Afshari
Overlæge Arash Afshari
 

- Vi har de samme udfordringer med at blive testet som andre, så det er ret svært for os at sige, hvor mange af vores medarbejdere der er blevet ukampdygtige på grund af corona, siger Arash Afshari til Ekstra Bladet.

Selv efter de nye retningslinjer bliver der i en henstilling til personalet på Rigshospitalet her til morgen ikke åbnet for testning, hvis man ikke har symptomer:

'Personale med symptomer på luftvejsinfektioner (snottet næse, hoste, ondt i halsen, vejtrækningsbesvær, hovedpine og feber) skal IKKE henvende sig i Traumecentret, men hjemsendes efter aftale med egen læge'.

Kolleger smittet
Skrækscenariet, hvor sundhedspersonale smitter patienter og hinanden, har Sundhedsstyrelsen - med direktør Søren Brostrøm i spidsen - oplyst, at man for alt i verden vil undgå.

Alligevel har overlæge Arash Afshari allerede nu syge kolleger på Rigshospitalet. Uden at han selv eller kolleger bliver testet, uden at de har klare symptomer:

- Vi har kolleger, som er verificerede coronasyge, og nogle som vi mistænker for at være coronasyge, men som ikke er blevet testet, fordi de på lige fod med resten af samfundet er blevet sendt hjem i karantæne.

Ring til egen læge
Og selv på den afdeling, der skal behandle coronasyge danskere på landets mest kendte hospital, bliver læger eller sygeplejersker sendt den slagne gang i telefonkøen hos egen praktiserende eller lægevagten.

- Vi kan ikke selv blive testet. Vi skal ligesom alle andre ringe til egen læge eller 1813.

Sundhedsstyrelsen har onsdag opdateret deres retningslinjer for sundhedspersonale, så det skal blive lettere for 'medarbejdere, der har milde symptomer på coronavirus'. Ifølge formand for Danske Regioner, Stephanie Lose (V) 'kan man få en hurtig afklaring af, om det bare er en let forkølelse, eller om der er tale om Covid19'.

Kæresten smittet: Fortsæt arbejdet
Men sundhedspersonale har i flere uger været eksponeret for coronapatienter uden at kunne få adgang til testning. Og de skal fortsat efter nye retningslinjer have symptomer for at komme i betragtning til at kunne testes.

Ekstra Bladet har ud over overlægen fra Rigshospitalet talt med en række sygeplejersker på adskillige danske sygehuse. Her har mange oplevet afvisninger af tests på samme vis.

En sygeplejerske fra hovedstadsområdet, hvis kæreste er konstateret smittet med coronavirus, fortæller til Ekstra Bladet, at hun er blevet beordret på arbejde uden at have været i nogen form for isolation eller at være blevet testet. Men selvom den pågældende sygeplejerske ikke selv har symptomer, kan hun sagtens være smittet. Inkubationstiden er nemlig 14 dage.

- Jeg arbejder med patienter der er ældre og yderst skrøbelige. Jeg skal ikke selv testes for covid-19, selvom jeg har været i tæt kontakt med min kæreste, der er smittet, siger sygeplejersken, der ønsker at være anonym, men hvis identitet er Ekstra Bladet bekendt.

Svært at få adgang til tests
Derudover har mange ansatte i de sidste kritiske dage og uger kæmpet for at kunne få adgang til tests, mens de har været udsat for smittede patienter og risikeret at smitte andre uden corona:

En sygeplejerske på Aarhus Universitetshospital, der af hensyn til sin fremtidige ansættelse ønsker at være anonym, fortæller til Ekstra Bladet, at hun onsdag morgen meldte sig syg fra sit arbejde i den kritiske del af det sundhedsfaglige beredskab.

Hun havde i løbet af natten havde fået feber, tør hoste, ondt i halsen og hovedpine.

Altså flere af de symptomer, som Sundhedsstyrelsen opfordrer resten af befolkningen til at være særligt opmærksomme på.

Men da sygeplejersken ringer til sin praktiserende læge og deler sin mistanke om, at hun kan være smittet med corona, får hun at vide, at hun ikke kan blive testet.

- Det er fuldstændig grotesk. Hvis jeg har corona, kan jeg have smittet mine kollegaer. Det kan ligge afdelingen ned, hvis ikke der handles i tide. Hvis ikke jeg er smittet, betyder usikkerheden, jeg skal blive længere væk end højest nødvendigt, siger sygeplejersken.

Sådan reagerede sygeplejersken

Da sygeplejersken onsdag opdager, at hun er syg med coronasymptomer, tager hun kontakt til sin egen læge. Hendes læge opfordrer hende til at blive hjemme, men oplyser hende, at hun ikke kan blive testet, da hun ikke har kritiske symptomer. Dertil får hun at vide, at hun skal blive hjemme i 48 timer, efter hun føler hun er rask igen.

Efterfølgende ringer hun til den danske coronalinje, der vejleder hende på samme måde, som hendes egen læge.

Herefter ringer hun til sin afdelingssygeplejerske, der beder hende følge hendes praktiserende læge samt coronalinjens vejledning.

Brostrøm: Pas på sygehusvæsenet
Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm har understreget, at man skal gøre alt for at begrænse smittespredning i sundhedsvæsnet.

- Det er ekstremt vigtigt, at vi tester de patienter, der har kontakt med sundhedsvæsnet, så vi begrænser spredning inden for sygehusvæsenet, sagde Søren Brostrøm.

Styrelse: Ikke hensigtsmæssigt at teste

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få et interview med Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, sundhedsminister Magnus Heuincke samt Styrelsen for Patientsikkerhed.

Sundhedsstyrelsen skriver i et skriftligt svar til Ekstra Bladet, at det ikke er 'hensigtsmæssigt at teste personer, der ikke har symptomer':

Overlæge ved styrelsen, Bolette Søborg, uddyber over for Ekstra Bladet:

- Det, vi ikke ved så meget om er, hvor smitsom man er i perioden, hvor man ikke udviser symptomer. Det, vi ved med sikkerhed, er, at man er smitsom, når man har symptomer. 

- Vores retningslinjer er ud fra den betragtning, at der, hvor du udgør en risiko, er der, hvor du smitter. Altså der hvor du hoster og nyser. Og det forventer vi, at sundhedspersonalet tager hensyn til.

Fik du ikke set Corona Ekstra? Overlæge på Rigshospitalet og sygeplejersker på tværs af landet fortæller Ekstra Bladet, at de ikke bliver testet for corona, som de ellers skal behandle danskerne for. Flere medarbejdere er allerede sendt hjem med corona eller mistanke om smitte. Se programmet her.

212 kommentarer
Vis kommentarer