Corydon hånes efter debut i nyt job: 'Hvor er det sørgeligt'

Savner Margrethe Vestager: Spindoktor i Finansministeriet, tidligere debatredaktør på Børsen Christopher Arzrouni, giver ætsende kritik af den tidligere finansministers første artikel som chefredaktør på Børsen

Bjarne Corydon tiltrådte som Børsens chefredaktør 1. januar. Eks-socialdemokratens første forsøg ved tasterne får ikke ros af Børsens tidligere lederskribent, som i dag er spindoktor i Finansministeriet. Børsens bestyrelse burde have ansat Margrethe Vestager, lyder det. Foto: ritzau/Jens Dresling
Bjarne Corydon tiltrådte som Børsens chefredaktør 1. januar. Eks-socialdemokratens første forsøg ved tasterne får ikke ros af Børsens tidligere lederskribent, som i dag er spindoktor i Finansministeriet. Børsens bestyrelse burde have ansat Margrethe Vestager, lyder det. Foto: ritzau/Jens Dresling

Tidligere finansminister Bjarne Corydon debuterede i går som lederskribent i erhvervsavisen Børsen, hvor den forhenværende socialdemokrat netop er tiltrådt som ny chefredaktør.

Corydons længe ventede debut på egen hånd i spalterne slap den forhenværende toppolitiker dog ikke videre godt fra, ifølge en anmeldelse på kommunikationsforum.dk.

Anmeldelsen af Corydons første chefredaktionelle manifest er skrevet af Børsens tidligere debatredaktør, Christopher Arzrouni, som i dag er spindoktor i Finansministeriet for Kristian Jensen (V). 

'Hvor er det sørgeligt, at Børsen risikerer at ende som et mumlende talerør for offentlige embedsmænd. Måske skulle Børsens bestyrelse have overvejet at gøre Margrethe Vestager til Børsens sideordnede chefredaktør', lyder den giftige konklusion fra Christopher Arzrouni, som ikke overraskende er varm tilhænger af lederlinjen under avisens tidligere chefredaktør Anders Krab-Johansen.  

’Corydon er stadig en slags politiker – bare dén slags, der ikke har nogen politik’, lyder det blandt andet i anmeldelsen under overskriften: ’Her er Bjarnes fem fejl’.

Christopher Arzrouni er kendt som en skarp liberal ideolog og debattør, der bl.a. har være rådgiver og taleskriver for flere Venstre-ministre. Men han har også været erhvervsjuridisk chef i Dansk Industri, som Børsen på lederplan ret ofte er enig med.

Tænk, hvis han skulle erklære sig liberal
I anmeldelsen kalder Christopher Arzrouni den mangeårige socialdemokrat for ’forbavsende ukonkret’, fordi Corydon i sin tiltrædelsesleder blandt andet undlader at redegøre for, om Børsen stadig ønsker topskatten afskaffet, kapitalbeskatningen lettet og SU-systemet ændret markant.

Ifølge Christopher Arzrouni demonstrerer den tidligere finansminister i øvrigt, at han ikke forstår, hvordan erhvervsfolk tænker og handler.

Bjarne Corydon skal fremover være chefredaktør og administrerende direktør på Børsen. Foto: Jens Dresling Dansk politik - 23. nov. 2017 - kl. 10:36 Corydon i vildt jobskifte: Bliver chefredaktør

Samtidig efterlyser Christopher Arzrouni, at Corydon forholder sig konkret til Børsens liberale udgivelsesgrundlag.

’Det er han tydeligvis ikke meget for. Tænk, hvis han skulle erklære sig som liberal i overensstemmelse med Børsens historiske udgangspunkt. Her lider han tydeligvis af frygt for at blive latterliggjort af sine gamle venner i Socialdemokratiet’, skriver den ærkeliberale Arzrouni, der også i sin tid som debatredaktør og lederskribent på Børsen har hudflettet Corydon.

Det har Corydon ikke evnet
Ifølge anmelderen burde det være nemt for Børsens nye chefredaktør at skrive i klart sprog, om han eksempelvis mener, at erhvervslivet skal have lavere skatter og lettere adgang til kvalificeret arbejdskraft.

Men her skøjter den politisk drevne Corydon hen over, hvad han egentlig mener om erhvervslivets rammevilkår.  

’Det burde ligge lige for at skrive det. Men det har Corydon enten ikke ønsket eller evnet. Man kunne frygte, at han ikke selv er helt klar over det’, konstaterer Christopher Arzrouni, der heller ikke føler sig klogere på, om Børsen fremover skal lave mere finansstof, dybdeborende regnskabsanalyser eller om avisen vil være erhvervslivets Billede Bladet med ’reportager fra generalforsamlinger og årsmøder'.

Corydon, en slagen mand
Christopher Arzrouni har tydeligvis stærke følelser for både Corydon og sin gamle arbejdsplads, hvor han som lederskribent i marts 2014 kiggede i krystalkuglen.

Under overskriften 'Bjarne Corydon taler som en slagen mand' gav Arzrouni sit - og dermed Børsens - bud på, hvad den daværende finansminister egentlig kunne bruges til uden for politik.

'Måske han kan begå 'en Carsten Koch'? Forlade politik, arbejde i den finansielle sektor, og vende lejlighedsvis tilbage til Slotsholmen som formand for diverse kommissioner, nedsat af en blå regering?', lød det på side 2 i Børsen.

Den lederside har pragmatikeren Corydon i dag overtaget, mens ideologen Arzrouni nu bøvler i Finansministeriet med en nedsmeltet skattereform, Dansk Folkeparti og høj vækst i det offentlige forbrug.

Ekstra Bladet har forgæves via Børsens redaktion forsøgt at få en kommentar fra Bjarne Corydon til 'anmeldelsen' af hans leder.

Se også: Tror ikke Børsen kommer til at skrive så meget om DONG-salget nu

279 kommentarer
Vis kommentarer