Covid-vending

I Aarhus bliver der ingen fest alligevel. Byens borgmester er vendt på en tallerken

Jacob Bundsgaard trykker dronningen i hånden, da hun åbnede festugen for nogle år siden. I år bliver der ingen fest. Arkivfoto: Axel Schütt/Ritzau Scanpix
Jacob Bundsgaard trykker dronningen i hånden, da hun åbnede festugen for nogle år siden. I år bliver der ingen fest. Arkivfoto: Axel Schütt/Ritzau Scanpix

Han ikke bare slingrer ned ad Vestergade.

Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard er vendt om og gået den helt anden vej.

Torsdag morgen afviste han at aflyse Aarhus Festuge, da han var igennem hos P1 Morgen.

- Aarhus Festuge har en række egne arrangementer, som bliver gennemført

- Er der arrangementer, som kan gennemføres uden en sundhedsmæssig risiko, så er der ikke nogen grund til at aflyse dem, lød det fra borgmesteren.

Tre timer
I radioen kunne man dog godt høre, at borgmesteren ikke længere var så stålsat på festivitas som tidligere på ugen, hvor han hårdnakket har forsvaret gennemførelsen af den årlige begivenhed, som almindeligvis tiltrækker en halv million deltagere.

Der skulle da heller ikke gå mere end tre timers tid fra udsendelsen i radioen, til kovendingen var fuldbyrdet.

- Vi har fået en klar anbefaling om at foretage en aflysning, og det vil vi naturligvis efterkomme, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S), der også er formand for festugens bestyrelse, med henvisning til en konkret anbefaling fra sundhedsmyndighederne.

- Det er den rigtige beslutning i den nuværende situation, hvor epidemien fortsat hersker i byen, lyder det fra borgmesteren i en pressemeddelelse.

En hån
Meldingen kommer, efter at blandt andet Venstre i Aarhus foretog samme uskønne U-vending. Fra Enhedslisten på Christiansborg lød usædvanlig krads kritik af borgmesterens stædighed.

'Det vil være en hån mod de sårbare og udsatte borgere, det er så afgørende at passe på!,' blev det sagt i en skriftlig kommentar fra sundhedsordfører Peder Hvelplund (EL).

Sophie Løhde, Venstres politiske ordfører, glæder sig over, at borgmesteren i Smilets By er kommet til fornuft.

'Jeg synes, det er godt, at borgmesteren dropper at stå alene med synspunktet om at afvikle festugen. Der var både flertal uden om borgmesteren, og myndighederne kunne heller ikke anbefale det. Så det er godt, at han nu også vil aflyse,' skriver hun pr. sms.

Jacob Bundsgaard har ikke besvaret Ekstra Bladets henvendelse torsdag.

Se også: Festugen vakler: - En hån mod de sårbare

Se også: Aarhus vil feste igennem: - Lyder mærkeligt

Se også: Aarhus Festuge er aflyst efter stigende smitte

 

199 kommentarer
Vis kommentarer