Da Nikita ville kramme Uffe...

 

Nikita Klæstrup, Konservativ Folkepartis ubestridt største - og vel også eneste - politiker med gennemslagskraft, vil gerne give Elbæk en krammer. For Uffe er sød, som Nikita forleden meddelte i Ekstra Bladets TV-studie.

Hvilket leder til nøglen til at forstå Alternativet og Uffe Elbæk. Partiet er tilsyneladende en følelse.

For ikke mange måneder siden troede stort set ingen, at Uffe havde en chance – for slet ikke at nævne, at statsministeren overhovedet var i besiddelse af muligheden for genopstandelse. Men Elbæk og kompagni står som bekendt, ifølge målinger, i dag i den centrale position, hvor de er på vej ind i Folketinget og dermed giver Helle Thorning-Schmidt fire år mere.

Ikke at jeg er imod Thorning. Jeg er – som trofaste læsere vil vide – ligeglad med, hvem der bliver statsminister.

Men Elbæk er noget særligt. Jeg har kendt Uffe længere end de fleste. Som jeg skrev i Berlingske, da Alternativet dannedes, har jeg kendt ham godt en tre årtier samt en ministerpost eller deromkring. Det begyndte tilbage i Århus. Eller ’Aarhus – Danish for Progress’, som det staves nu om dage. Hvilket formentlig skyldes, at nogle af Elbæks efterladte protegéer i kommunen i et ubevogtet øjeblik fik lov at lege med byens brevpapir.

Vi kom begge i noget, der hed Fronthuset i Mejlgade. Hvor Uffe opfandt ’Frontløberne’. Der senere blev ’Kaospiloterne’. Og vi var nogle, der allerede dengang tænkte, at den mand giver ingen mening. Men så længe man giver ham midler, er mening åbenbart heller ikke nødvendigt, måtte vi konstatere. Og derpå sandet lige siden.

Der findes realpolitik. Det er den, de andre partier er tvunget til at føre i Folketinget. Og så findes der drømmepolitik. Eller urealistisk politik. Hvilket definerer sig selv. Og hvad angår sidstnævnte, får man næppe en mere renlivet repræsentant i Folketinget end Uffe Elbæk og Alternativet.

Som partichefen udtalte til Jyllands-Posten, der tirsdag refererede en række økonomer for, at hans politik ville medføre ’græske tilstande i Danmark’: - Det er 10 gange mere interessant for Alternativet, at livskvaliteten stiger, end at vi har økonomisk vækst.

Enkelte vil måske her fremføre, at det med at tro, andre mennesker lykkeligt vil dele alt med en, eller at privat ejendomsret er forkert, eller at man kan tomle den til Woodstock med 25 øre på lommen, hvorefter hæren må bringe mad og vand, er en vildfarelse. Det har allerede været prøvet. Og nok var det en fest, det var dog også en ringe rollemodel for et samfund.

’Men er det egentlig ikke meget godt, det de siger,’ hører jeg stemmer indvende. Lad os – for redelighedens skyld - se, hvad Alternativet rent faktisk siger. De siger 30 timers arbejdsuge, bæredygtig (hvilket de siger ret mange gange) og kontanthjælp uden medfølgende krav. De siger, at offentlige overførselsindkomster ikke er ’en udgift, men en investering’. Tænketanken Kraka siger, det koster 270 milliarder kroner i alt. Alternativet har svaret: ’Det går nok.’

I Zetland udgivelsen ’En alternativ begyndelse’ udtrykte Uffe, hvad han mener, det egentlige problem med Christiansborg er: ’Tager jeg min politikerhat af og min organisations-og ledelseshat på, er Christiansborg defineret ved, at der er 170 mennesker, som er ensomme. Og de konkurrerer mod hinanden samtidig.’

Jeg spurgte i den anledning: ’Hvem er eksempelvis de ni folketingsmedlemmer ud af de 179, som ikke er ensomme? Er Alternativet et parti eller en sekt? Hvor mange hatte har Uffe Elbæk, og er en af dem tilfældigvis en tænkehat?

Jeg synes stadig, jeg mangler svar.

Uffe Elbæks politiske erfaringssum er i det hele taget interessant. Elbæk har med egne ord i en opdatering på Facebook redegjort for sit kaosløb fra Fronthuset i Århus til Folketinget:

’Selv nåede jeg at snuse til bo-ml (bolig marxister leninister, hvor jeg var med i en studiegruppe), DKU (Danmarks Kommunistiske Ungdom, som jeg efter et år meldte mig ud af igen, pga af moderpartiets dogmatisme), VS (Venstresocialisterne, som jeg først syntes var skarpe, for bagefter at blive for slappe), KF (Kommunistisk Forbund, som jeg lærte rigtig meget af) for at vende tilbage til VS igen (fordi KF fusionerede tilbage til VS – som KF oprindelig var en udbryder-gruppe fra). Det hele nåede jeg fra 1972 til 1981. Der skulle gå næsten 17 år før jeg igen meldte mig ind i et parti. Denne gang Det Radikale Venstre.’

Og nu har vi så Alternativet.

Det er en naturlig udvikling, forstår jeg. Og en god følelse. En behagelighed, der omslutter sin vælger med den forestilling, at samfundet er staten. Faktisk er Uffe ikke bare ’sød’. Han er ’helt enormt sød,’ som min kone, der er fotograf, den anden dag kom hjem og sagde efter at have foreviget ham. ’Hvorfor er det lige, at man ikke skal stemme på ham,’ spurgte hun.

Jamen, det skal man da også bare gøre. Følelserne taler åbenbart for det. Og så bestemmer man selv, hvad man synes, partiet skal være. Lidt lige som hvis man leger med tøjdyr: ’Så siger vi, at denne her hedder Uffe Elbæk og er kulturminister…’.

Her svarer Uffe Elbæk på, hvordan han vil realisere sine planer.

1 af 2 
2 af 2 
39 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere