Dan Jørgensen afviser manipulation i S-kampagne

S-profil er ligeglad med, hvor tit danskernes utryghed måles. Han bruger de målinger, som passer bedst ind i partiets budskab. Vi arbejder jo ikke efter Ekstra Bladets nyhedskriterier, forklarer han

Dan Jørgensen mener ikke, at vurderingen fra forskningschefen bag 'Tryghedsmålingen 2017' tager højde for analysens statistiske usikkerhed. S-gruppenæstformanden sår derfor tvivl om forskningschefens citater i Ekstra Bladet. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Dan Jørgensen mener ikke, at vurderingen fra forskningschefen bag 'Tryghedsmålingen 2017' tager højde for analysens statistiske usikkerhed. S-gruppenæstformanden sår derfor tvivl om forskningschefens citater i Ekstra Bladet. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Socialdemokraternes gruppenæstformand, Dan Jørgensen, fastholder, at partiets kampagne på sociale medier - som hævder, at ’flere og flere danskere føler sig utrygge’ - er helt korrekt og fejlfri.

Kampagnen bygger på tilbagevendende undersøgelser foretaget af Trygfonden.

Men Dan Jørgensen giver ikke noget for, at forskningschef Anders Hede - som er ansvarlig for Trygfondens 'Tryghedsmåling' - mandag afviste over for Ekstra Bladet, at flere og flere danskere føler sig usikre.

Ekstra Bladet kunne samtidig dokumentere, at socialdemokraterne manipulerer med de lagkagediagrammer (grafikker), som bliver brugt i kampagnen. Heller ikke det anser Dan Jørgensen dog som noget problem, forklarer han. (artiklen fortsætter under billedet)

S-formand Mette Frederiksen fastslog tirsdag overfor pressen, at de fejlagtige grafikker ville blive udskiftet. Det sker dog ikke alligevel, skriver partiet på Facebook.
S-formand Mette Frederiksen fastslog tirsdag overfor pressen, at de fejlagtige grafikker ville blive udskiftet. Det sker dog ikke alligevel, skriver partiet på Facebook.
 

Tryghedsmålingerne bliver publiceret hvert andet år. Som det fremgik af artiklen voksede utrygheden markant i hver eneste måling fra finanskrisen og indtil 2015. Men den seneste måling fra efteråret 2017 viser et andet billede, forklarede forskningschefen.

På Ekstra Bladets spørgsmål; ’kan man sige, at flere og flere danskere føler sig utrygge?’ svarede Anders Hede:

- Nej, det kan man ikke. Der er lige præcis ikke blevet flere utrygge. Det har stabiliseret sig. Dem der er blevet lidt flere af, det er de mellemtrygge. Der er færre helt utrygge – og der er færre helt trygge. Lidt flere mellemtrygge. Så vi er blevet mindre polariserede, end vi har været før.

Ekstra Bladet spurgte en gang mere: - Så det er forkert at skrive, at der er flere og flere utrygge danskere?

- Ja, det er det, lød svaret fra forskningschef Anders Hede mandag.

Samme dag forsøgte Ekstra Bladet forgæves at få en kommentar fra socialdemokraterne til, at partiet bruger tal fra den nyeste 'Tryghedsmåling 2017' uden at fortælle vælgerne, at utrygheden rent faktisk er stoppet med at stige. Partiets politiske ordfører ignorerede henvendelsen.

Går i rette med forskningschef
Men gruppenæstformand Dan Jørgensen (S) afviser tirsdag, at partiet spreder 'Fake News' og manipulerer med Tryg-rapportens tal.

Han mener heller ikke, at forskningschefens vurdering ligger inden for 'Tryghedsmålingens' statistiske usikkerhed. Han går derfor i rette med forskningschefen.

- Fra 2015 til 2017 ser det ud til, at der er sket et lille fald. Men det er så lille, at det kan du ikke sige inden for den statistiske usikkerhed. Så der nok nærmere tale om en stabilisering. Men faktisk kan det også godt være en stigning. Vi ved ikke, om der har været en stigning fra 2015 til 2017. Vi kan i hvert fald ikke sige, at der ikke har været det, siger Dan Jørgensen.

I Facebook-kampagnen skriver Socialdemokratiet ellers i nutid; at 'flere og flere danskere føler sig utrygge'.

Men sådan skal det ikke opfattes, ifølge Dan Jørgensen.  

- Du (Ekstra Bladets journalist, red.) har så fundet på, at det skal være sammenlignet med 2015. Vi siger så nej, det skal være sammenlignet med det, vi viser i videoen altså fra 2004, siger han.

- I skriver på Facebook: Flere og flere danskere føler sig utrygge. Er vi enige om, at det er i nutid og dermed et øjebliksbillede af en udvikling, som I beskriver?

- Nej. Tvært i mod. Der er flere og flere danskere, der over tid føler sig utrygge.

Jeg er da ligeglad
- Forskningschefen siger, at der ikke er blevet flere utrygge danskere, siden sidst de lavede rapporten?

- Men hvor er det, vi siger, at det er siden sidst, de lavede rapporten? Jeg er da ligeglad med, hvad frekvens de laver rapporten med. Jeg har da en grundlæggende pointe om, at vi har oplevet markant mere utryghed i Danmark. Det står i rapporten. Det er en konklusionerne i rapporten, at der er sket mere end en fordobling af utrygheden over en årrække.

- Hvordan er det gået fra 2015 til 2017?

- Fra 2015 til 2017 ser det ud til, at der er sket et lille fald (i utrygheden, red.). Men det er så lille, at det kan du ikke sige inden for den statistiske usikkerhed. Så der nok nærmere tale om en stabilisering.

- Og det er ikke en væsentlig oplysning, for dem, som ser jeres kampagne?

- Det er slet ikke lige så vigtigt som, at det har været så markant som fra 2004 til 2017.

- Det, at utrygheden steg markant, var jo nyt i målingerne fra 2015, 2013 og 2011?

- Det er en meget vigtig pointe. Nu skal jeg ikke leve op til nyhedskriterier som på Ekstra Bladet. Jeg er helt sikker på, at folk vil være enige – som vi synes i partiet – at det er en bekymrende tendens. At den så måske er faldet lidt på et par år, er kun godt. Men det kan vi bare ikke sige noget om endnu.

- Er der fra 2015 til 2017 flere eller færre danskere, som er bange for at mangle penge, hvis der kommer en uventet økonomisk udgift?

- Det ved jeg ikke. Det har vi ikke refereret til i denne her kampagne. Så det ved jeg ikke, hvorfor du spørger om. (artiklen fortsætter under billedet)

Fake News. Faktisk er andelen af danskere, som frygter uforudsete udgifter, faldet markant fra 2015 til 2017. Samtidig fusker partiet med grafikken, så 26 procent syner af langt mere end i virkeligheden. 26 procent er som bekendt kun lidt mere end en kvart cirkel.
Fake News. Faktisk er andelen af danskere, som frygter uforudsete udgifter, faldet markant fra 2015 til 2017. Samtidig fusker partiet med grafikken, så 26 procent syner af langt mere end i virkeligheden. 26 procent er som bekendt kun lidt mere end en kvart cirkel.
 

- Hvorfor bruger I lagkagegrafikker i videoen?

- Hvad mener du?

- Hvorfor bruger I lagkagediagrammer i videoen?

- Det burde vi måske heller ikke have gjort. Jeg synes, tallene er bedre i sig selv.

- Hvorfor brugte I dem?

- Jeg ved ikke, hvorfor man har valgt at bruge dem. Det har sikkert været for at øge forklaringskraften.

- Hvorfor manipulerer I så med forklaringskraften i præsentationen af undersøgelsen?

- Det, der står soleklart, er tallet. Tallet er rigtigt. Det lagkagediagram er med til at forvirre billedet. Det skulle vi hellere have undladt. (artiklen fortsætter under billedet)

Socialdemokratisk manipulation. Lagkagen til højre viser, hvor meget 41 procent reelt udgør - mens socialdemokraterne til venstre i den røde lagkage fusker med grafikken.
Socialdemokratisk manipulation. Lagkagen til højre viser, hvor meget 41 procent reelt udgør - mens socialdemokraterne til venstre i den røde lagkage fusker med grafikken.
 

- Er vi enige om, at den grafiske præsentation af tallene er manipuleret?

- Nej, den er ikke manipuleret. Det forudsætter, at man bevidst har gjort noget for at få noget til at se ud på en anden måde. Det har vi ikke gjort. Al den stund at det ikke er nødvendigt. Tallene taler jo for sig selv.

Uansvarligt og provokerende
De politiske modstandere fra Konservative og Venstre mener dog, at socialdemokraterne taler danskernes frygt op ved at se bort fra den positive udvikling i trygheden de seneste år.

Ifølge politisk ordfører Mette Abildgaard (K) bruger Socialdemokratiet Trygfondens undersøgelse 'bevidst forkert'.

- For at fremstille et billede af et Danmark, der er på vej ud over afgrunden. Det, synes jeg, er dybt provokerende og uansvarligt, at de taler denne her frygt op i samfundet. Det her er ekstra slemt i en tid, hvor vi diskuterer Fake News og alt muligt andet. Så har vi også internt i partierne et ansvar for at sikre en eller anden kvalitet i forhold til det, vi kommunikerer fra vores egne platforme. Det lever de ikke op til her, siger hun.

Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen er enig med sin konservative kollega.

- Jeg synes altid, det er trist, når politikere uden grund taler frygten op eller Danmark ned, siger han.

68 kommentarer
Vis kommentarer