Danmark åbner grænsen til Norge

Den norske regering har indgået aftale med Danmark om at åbne for fritidsrejser, oplyser Norges statsminister Erna Solberg og Mette Frederiksen

Få et overblik over pressemødet her. Video/redigering: DR/Emma Svendsen

Norge og Danmark har indgået en aftale om at åbne for fritidsrejser.

Det fortæller Erna Solberg, Norges statsminister, på et pressemøde i Oslo fredag eftermiddag, hvor hun samtidig oplyser, at åbningen vil ske 15. juni.

- Vi åbner for turistrejser mellem vores lande fra 15. juni. Det er op til turisterne i begge land selv at orientere sig om nationale regler. De er nødvendigvis ikke de samme, siger hun.

Samme oplysning har Mette Frederiksen netop offentliggjort på et pressemøde i Statsministeriet.

- Vi er begge to glade for, at vi kan åbne grænsen til Norge, siger Mette Frederiksen.

Derudover tilføjer hun, at Danmark også åbner grænsen til Island, ligesom grænsen delvist åbner mod Tyskland.

Grænsen mod Sverige vil dog fortsat være lukket.

- Vi har tæt dialog med vores broderland Sverige. Vi har et tæt forhold, det vil vi også have i fremtiden.

- Vi står forskellige steder i forhold til corona. Vi har et stærkt ønske om at finde en løsning. Det kan være en regional løsning, siger Mette Frederiksen.

95 kommentarer
Vis kommentarer