Danmarks coronacentrum: Her er de blevet smittet

Notat udpeger en række steder i Aarhus, hvor der er sporet coronasmitte

Brug af mundbind i offentlig transport er nu et krav i fem danske byer. På mandagens pressemøde slog Søren Brostrøm dog fast, at mundbind alene ikke stopper coronasmitten. Video: Ritzau

Aarhus har udviklet sig til Danmarks coronacentrum.

Smitten i Danmarks næststørste by tog allerede fart fra 31. juli, og i sidste uge kom næsten halvdelen af samtlige nye smittetilfælde i landet fra kommunen.

Et notat fra Styrelsen for Patientsikkerhed udpeger nu en række af de steder i Aarhus, hvorfra smitten kan spores.

Som tidligere beskrevet nævnes nogle større eidfester samt en begravelse for en somalisk mand i notatet.

Den pågældende begravelse havde ifølge politiets skøn deltagelse af flere end 500 personer. Der er efter alt at dømme tale om begravelsen af den skuddræbte rapper Shmur.

Guldbryllup og barnedåb
Derudover peges der på flere andre arrangementer, hvor deltagere er blevet smittet med corona. Der er her tale om større familiesammenkomster som guldbryllup og barnedåb, ligesom der ifølge notatet har også har været smittede til tutor-arrangementer og på byens sosu-skole.

Endelige oplister notatet 'de nyeste eksempler på steder, hvortil der er relation til en smittet'. Her er der tale om:

  • Plejehjemmet Thorsgården
  • Hjemmeplejen
  • To sfo'er
  • Tre bosteder
  • Bryllup med 80 gæster
  • To fodboldskoler
  • En dansk-tyrkisk kulturforening 

Vanskelig indsats
Når smitten kommer fra så mange forskellige steder, er det sværere at få bugt med den.

Sådan lyder det fra professor og ledende overlæge ved Aarhus Universitetshospital Lars Østergaard

- Det er vanskeligere at lave en enkelt målrettet indsats for at få slukket branden. Når det er mere spredt, gør det, at man bliver nødt til at lave mere omfattende og bredt rammende indsatser, siger han.

- Når virus er spredt så mange steder, så er der risiko for, at smitten sker, uanset hvor man befinder sig og kommer tæt på andre folk, tilføjer professoren.

Om de fremtidige coronaudsigter i Aarhus lyder der forholdsvis optimistiske toner fra Lars Østergaard:

-  Det er mit indtryk, at der kommet en vis form for stabilitet, og at smitten ikke har udviklet sig så voldsomt, som man ville kunne have frygtet, hvis man ikke havde nogle indsatser. Men at sige at kurven er knækket, og at vi er på vej i den rigtige retning, synes jeg er for tidligt, siger han.  

337 kommentarer
Vis kommentarer