Danmarkshistoriens mest misforståede statsminister

 

I går sad landets statsminister på et pressemøde og sagde, at hans og regeringens forslag om at konfiskere flygtninges smykker er blevet ’det mest misforståede i danmarkshistorien’.

Det minder mig om noget.

Lad os se – hvad har vi? Løkke, ’misforståelser’, ’danmarkshistorie’ …Jo!

Vi har eksempelvis ’nulvækst’. Lars Løkke Rasmussen talte meget om det i valgkampen. Faktisk talte han om det i flere år forinden valgkampen. Som en del af sin og Venstres 2020-plan. ’Ufravigeligt krav,’ sagde Løkke endda - inden han blev statsminister.

Men også her blev Løkke åbenbart misforstået. Nulvækst er siden droppet. Han mente noget andet, viste det sig, da han i sommer satte sig i Statsministeriet.
- Det offentlige forbrug kommer til at vokse på nogle prioriterede områder - ældre, sundhed og tryghed. Det afgørende for regeringen er, at de styrbare offentlige udgifter holdes i ro. Det kan lade sig gøre, hvis man har modet til at prioritere, udtalte Løkke.

’Styrbare offentlige udgifter’, hvad er det så? Der må så også findes ’ustyrlige offentlige udgifter’ eller hvad? Det var måske dem, der drillede under Venstreregeringen i 00’erne, hvor den offentlige sektor blev øget med 20 procent?

Men lad os se – hvad har vi mere? Jo, måske da Løkke under sin seneste bilagssag sagde, at han ikke kunne genkende det billede, der blev tegnet af ham.

Vi havde alle sammen (læs: pressen (læs: Ekstra Bladet, red.)) tilsyneladende misforstået ham. Men det har vi faktisk været igennem så mange gange nu, at vi lader det fare.

Men hvad så med ’straksopbremsning’? Statsministeren blev spurgt om det på et pressemøde i sidste uge. Han svarede irriteret uden om, og kort efter var pressemødet slut. Og så selvom han havde slæbt både integrationsministeren, trafikministeren og justitsministeren med, og de slet ikke havde fået lov at sige noget.

Hele seancen ridsede sig ned over statsministerens nytårstale om, at ’vi skal have en bedre og mere ordentlig samtale’, som en gaffel trækkes ned over en tavle:

’Vi har brug for en bedre samtale med hinanden. Hvor vi lytter, også – ja, måske især – til dem, vi er uenige med. Hvor vi erkender, at en sag har flere sider. Det vil jeg gerne yde mit bidrag til,’ som det hed i nytårstalen.

Her blev statsministeren vel så også misforstået? Hvad han så egentlig mente, med sin tale, med sin opbremsning eller for den sags skyld med sine tavse ministre, er blot endnu ikke opklaret, men han kommer vel og sætter det på plads.

Eller hvad med da Lars Løkke Rasmussen lige før jul i opdateringen d. 23. dec. på sin julekalender på Facebook nærmest gjorde det til Helle Thornings skyld, at han i sin tid fløj på første klasse, fordi hun skjulte rejsereglerne i GGGI indtil 2 dage efter kommunalvalget:

’Jeg har lavet mine fejl - det har jeg. F.eks. var jeg for langsom med at ændre de rejseregler, den daværende regering havde godkendt i GGGI. Men ændret, det blev de nu - også før Ekstrabladet skrev om dem. Til gengæld kom Thorning-regeringens rolle i sagen først frem et par dage efter kommunalvalget i 2013 - og da var interessen ligesom forduftet, og jeg var sat i bås’.

Som enhver kan se, var der også her tale om en misforståelse. Hvis ikke ligefrem udspekuleret ondsind fra Thornings og Ekstra Bladets side.
Og vi har alle åbenbart tillige misforstået statsministerens og regeringens ’smykkeforslag’.

Vi har endda misforstået det i en grad, så det er ’danmarkshistoriens mest misforståede’.

For hvis alle har fået ’indtryk af, at når folk ankommer til grænsen, skal de vendes på hovedet, og så vil vi forsøge at ryste den sidste mønt ud af lommen på dem’, så er det, ifølge statsministeren på pressemødet i går, ’fuldstændigt forkert.’

Hvorefter en blandt de tålmodigt lyttende journalister naturligt nok sagde:

Prøv at beskrive præcist, hvad det så er, du forventer, at politiet skal beslaglægge eller tage rådighed over hos asylansøgere?

- Det spørgsmål må rejses over for integrationsministeren. Jeg er ikke resortminister, og jeg kan ikke alle regeringens lovforslag i alle detaljer. Men den politiske ambition i dette forslag, som jeg tror er meget misforstået, det er at sikre i princippet den samme grad af rimelighed, som også gælder for vores kontanthjælpsmodtagere: Hvis man er nødlidende dansk statsborger, så afvises man på sit ønske, hvis man har en fri formue på over 10.000 kr.,’ svarede Lars Løkke Rasmussen og lovede derpå, at integrationsministeren vil komme med et ændringsforslag til det forslag, der ellers er helt i orden, men dog er blevet voldsomt misforstået.

Overtegnede har foreløbig forstået, at præcis sådan er loven faktisk i forvejen. Jeg har tillige forstået, at det dertil er sandsynligt, at integrationsminister Inger Støjberg kommer med et ændringsforslag, der dårligt kan betegnes som en ændring i forhold til, hvordan alt var, inden alt det her smykkehalløj begyndte.

Eller også har jeg misforstået det. I så fald må jeg undskylde på forhånd.

Jeg kan godt se problemet. Hvis bare der fandtes en måde at formulere sin politik på, så man ikke bliver misforstået hele tiden.

I december var Inger Støjberg i Ekstra Bladets studie for at forsvare forslaget om at tage værdigenstande fra flygtninge. Det endte med at gå heftigt for sig. Se med her.

1 af 2 
2 af 2 
247 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere