Det bliver en kamp op ad bakke for Morten Messerschmidt at skabe ro i Dansk Folkeparti.
Allerede i minutterne efter hans sejr i Herning søndag eftermiddag stod taberne straks klar i kulissen med de lange knive. De stoler simpelthen ikke på, at han er den fredsskabende leder, han selv fremstiller sig som.
To rutinerede kvinder gik direkte i kødet på den nyvalgte formand.
- Han har ikke de store lederevner. Han har gjort, hvad han kunne for at undergrave den tidligere ledelse. Det er ikke et godt generalieblad at have, buldrede folketingsmedlemmet Marie Krarup.
Artiklen fortsætter efter videoen ...
Hun har meddelt sit exit fra Folketinget efter næste valg, men er stadig en toneangivende stemme i partiet, blandt andet i kraft af sit ophav, DF-kæmpen og præst Søren Krarup.
Tvivler på samling
Og Marie Krarup var ikke ene om at gå i flæsket på Messerschmidt fra første færd.
- Én ting er, at han vil samle baglandet, men jeg har endnu ikke hørt, hvordan han vil samle folketingsgruppen, sagde mangeårig sundhedsordfører Liselott Blixt, der har været en vægtig stemme igennem to år under coronakrisen.
- Stoler du på ham, når han lover, at der ikke kommer nogen repressalier?
- DF har bedst af, at der ikke er nogen, der bliver smidt ud. Hvis de ikke ønsker mig i gruppen, smider de mig bare ud, lød det fra Liselott Blixt.
Noget rod
- Stoler du på din nye formand, ja eller nej?
- Jeg stoler på, at alt, hvad der er sket, ikke giver repressalier. Det er nok mere, hvad der sker i fremtiden.
- Vi står foran et år, hvor der vil være overskrifter over Dansk Folkepartis formand, der skal i retten igen. Nogle DF'ere siger én ting, nogle siger noget andet. Det er noget rod. Jeg ved ikke, om jeg vil være med i den del af gamet mere.
- Jeg har været med i 14 år. Men det var ikke med intriger og bagholdsangreb.
Ved, hvem det er
- Er det Morten Messerschmidt, som står bag de ting?
- Morten siger, at han ikke har noget med det at gøre, men vi ved, hvem det er.
- Hvem er det, du taler om?
- Man kan jo bare se, at Anders Vistisen (Messerschmidt-støtte, red.) var den første, så kan man jo selv regne resten ud.
- Messerschmidt siger, at han ikke har noget med det at gøre. Hvorfor ikke stole på det?
- Fordi han drager dem tættere ind til sig. Noget for noget, sagde Liselott Blixt.
Pinligt
Marie Krarup fortsatte i samme rille. Hun rettede en hård kritik mod partistifteren, Pia Kjærsgaard, som helhjertet har støttet Messerschmidt igennem valgkampen.
- Pia Kjærsgaard siger, at de udsagn, der er kommet fra bl.a. dig og Liselott Blixt og andre, de er uanstændige ...
- Jeg synes bare, det er pinligt. Jeg synes, Pia har været utrolig pinlig i den her valgkamp. Hun går og skælder andre folk ud, når man tænker, hvad hun selv har gjort for at undergrave det tidligere lederskab, lød det fra Marie Krarup.