En husleje på ikke mindre end 4,5 millioner kroner om året er blevet for meget for den danske stat, når chefen for den danske FN-mission skal indkvarteres i New York. Derfor er luksuslejligheden med udsigt over Central Park sat til salg.
Det viser et aktstykke, der er beskrevet i mediet Finans.
- Udenrigsministeriets nuværende årlige udgifter til chefboligen i New York udgør ca. 4,5 millioner kroner, fremgår det af aktstykket, hvor det også fremgår, at lejligheden:
- Trænger til istandsættelse for skønnet 5-7 millioner kroner.
Vild luksus
Lejligheden er købt i 1968 af Danmark og lyder adressen 857, 5th Avenue, 9. sal. Det er i den absolut luksuriøse del af New York tæt på Madison Avenue. Og fra terrassen er der uhindret udsyn over Central Park.
For nuværende er det Martin Bille Hermann, der bor i lejligheden som 'Danmarks faste repræsentant ved FN'. En af de mest attraktive poster i udenrigstjenesten.
Dem, der har været heldige nok til at bo i chefboligen, har ikke manglet plads. Markante 353 kvadratmeter stor er lejligheden.
Bygningen er fredet, og det har betydet, at udgifterne til den er steget inden for de sidste par år. Og en større ekstra regningen lurer altså også på grund af 'et stigende vedligeholdelsesefterslæb'.
Salget kommer, efter at Udenrigsministeriet har 'gennemgået dets ejendomsportefølje' for at finde 'effektiviseringspotentiale'.
Samlet forventer Udenrigsministeriet at spare 5,2 millioner kroner årligt ved at flytte chefboliger i New York, Lissabon og Rom.
Ingen bolignød
Den nuværende og kommende chefer for den dansk FN-mission skal ikke frygte for at måtte bo i hverken slum eller studielejligheder.
- Der vil efter salget af den nuværende bolig skulle indgås en lejeaftale om en anden bolig til den udsendte chef til FN-missionen i New York.
- Det er forventningen at kunne finde en anden velegnet chefbolig med et huslejeniveau på 2,2-3,3 millioner kroner årligt, står der i aktstykket.
Tocifret millionbeløb
Den forventede pris for salget er holdt hemmelig i aktstykket 'af hensyn til statens forhandlingsposition'. Men lejligheden er umiddelbart sat til salg hos ejendomsmægleren Bettina Gochman til 7,5 millioner dollars - eller over 50 millioner kroner.
Her finder man også malende beskrivelser af dens utallige værelser, formelle spisestue, kæmpe køkken, pejs og et stort bibliotek. Og selvfølgeligt dørmand, elevatorbetjener og manager til bygningen.