Danskerne syd for grænsen er i oprør over fyringen af generalkonsulen i Flenborg, som skal gøre plads til Bertel Haarder.
Henrik Becker-Christensen er nemlig en højt skattet skikkelse som på ingen måde fortjener at blive smidt på porten. Slet ikke for en endnu ældre model.
Sådan lyder det i 'usædvanligt mange' læserbreve, som danskere i Slesvig har sendt til Flensborg Avis, forklarer chefredaktør Jørgen Møllekær.
- Nyheden kom som et lyn fra en klar himmel for os alle sammen.
- Alle hernede i Flensborg og omegn studser over, hvorfor i alverden skal en afholdt generalkonsul, der sammen med sin kone har lagt en kæmpe indsats på mange niveauer, få så uværdig en afgang. Det har folk svært ved at forstå, siger han.
Plaster på såret
Chefredaktøren undrer sig over, at posten som generalkonsul overhovedet indgår som en del af en dansk ministerrokade.
- Det er min vurdering, at Løkke ikke bare ville sige farvel og tak til en mand, som har været minister i så mange år. Han skulle have et plaster på såret, siger Jørgen Møllekær.
Generalkonsul Bertel flytter alene i pragtvilla
Bertel Haarder skælder Løkke ud: Jeg blev snydt
Advokat klager til Ombudsmanden over Haarders nye job
Bertel Haarder lægger da heller ikke skjul på, at han fik generalkonsulstillingen tilbudt i samme telefonsamtale, hvor Løkke fyrede ham fra kulturministerposten.
- Da Lars Løkke ringede søndag aften, så spurgte han, om jeg havde lyst til at blive generalkonsul i Flensborg. Og det skulle jeg så lige sove på, og næste morgen sagde jeg til ham, at det vil jeg gerne, fortalte Bertel Haarder om sin afgang som kulturminister i forrige uge.
Jørgen Møllekær mener, at Bertel Haarder med sin gennemslagskraft som kendt politiker kan ende med at blive en gevinst for mindretallet som generalkonsul. Men den gæstfrie tone er ikke kommet til udtryk i de læserbreve, som er tilflydt redaktionen på den lille dansksprogede avis syd for grænsen.
Bertel Haarder har ikke reageret på flere henvendelser fra Ekstra Bladet.
Ekstra Bladet har også forgæves forsøgt at få en kommentar fra afgående generalkonsul Henrik Becker-Christensen.