Danske Bank-boss sables ned: 'Han har INGEN troværdighed tilbage'

Hvidvask-skandalen i Danske Bank er fordoblet efter nye afsløringer

Thomas Borgen. Foto:
Thomas Borgen. Foto:

Danske Banks topchef, norske Thomas Borgen, står fuldstændig afklædt tilbage uden en trevl af troværdighed.

Sådan lyder konklusionen nu fra flere sider, efter sagen om hvidvask i en af Danske Banks udenlandske filialer over natten er eksploderet til det dobbelte. Det sker med Berlingskes afsløring af suspekte pengestrømme for yderligere 28 milliarder kroner gennem bankens estiske afdeling. Dermed er der altså ifølge avisen samlet sendt mistænkelige transaktioner på svimlende 53 mia. kr. gennem den estiske filial.

Se også: Medie: Dansk Banks skandalesag om hvidvask når nye højder

- Det rigtige for ledelsen i Danske Bank nu er ikke flere forklaringer. De bør speede deres undersøgelse op og lægge sagen fuldstændig åbent frem på et tidligere tidspunkt end de planlægger i september, siger Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, til Ekstra Bladet.

- Borgen har ingen troværdighed tilbage i den her sag. Jeg kan næsten godt forstå, at Danske Bank ikke udtaler sig mere i sagen. For hver gang kommer der nye belastende oplysninger frem, siger Benny Engelbrecht som reaktion på, at den bankens øverste direktør ikke har kommentarer til de seneste afsløringer.

Den detalje er da heller ikke gået Engelbrechts partikollega, medlem af Europa-Parlamentet Jeppe Kofod, forbi. Her er meldingen direkte, at Danske Bank nu holder danskerne for nar i den historisk store hvidvask-sag.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov, der åbnede sin ministerkarriere forleden med at sende en svada af sted mod Danske Bank i sagen, er igen på banen efter de seneste historier fra Berlingske Business.

'Den gravalvorlige sag bliver kun endnu mere alvorlig, hvis de nyeste oplysninger er rigtige. Det kaster skygger af mistillid over hele vores bankvæsen, og det er ingen tjent med. Derfor skal der ryddes op, og det vil jeg tage de initiativer til, som overhovedet er mulige', skriver Rasmus Jarlov på Twitter.

Også hos erhvervsmediet Finans er reaktionen sylespids efter afsløringen af de mere end 28 mia. kroner i suspekte pengestrømme, som altså bringer det samlede antagede beløb for hvidvask op på svimlende 53 mia. kroner.

'"Skandale" er ikke længere dækkende for Danske Banks hvidvask. Det er direkte patetisk, at fmd Ole Andersen holder hånden over topchef Thomas Borgen. Patetisk at ATP ikke kræver ham fyret. Og halvpinligt for de journalister, der har lavet feel-good interviews med Borgen', skriver debatredaktør Magnus Barsøe.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Danske Bank til kritikken af topchef Thomas Borgen. Indtil videre uden held.

193 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere