En lærer kan ikke undervise, hvis han har købt sex.
Det mener Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen, der stiller spørgsmålstegn ved prostitutionskunders arbejdsevne i en ny bog med titlen ’Mette F’.
S-formanden møder stor kritik fra flere sider, når hun eksempelvis mener, at købesex og bestemte professioner ikke er forenelige.
’Jeg tror ikke, at en kunde hos en prostitueret bagefter kan gå ind og undervise en skoleklasse eller dømme i en retssal eller være politiker, politimand, eller hvad han er, på en måde, som er foreneligt med det, vi opfatter som ligestilling og respekt mellem kønnene’, siger hun i bogen ifølge Jyllands-Posten.
Ekstra Bladet har bedt en række danskere på gaden komme med en reaktion på Mette F's kommentar.
Christian, 25 år
- Det synes jeg ikke i udgangspunktet, hun (Mette Frederiksen red.) kan sige. Hun har selvfølgelig ret til at komme med forslag til, hvordan vi kan løse de her problemer, men hun har ikke belæg for at mene, at politimanden eksempelvis ikke kan passe sit arbejde.
- Burde hun så lovgive i stedet for?
- Ja, for det er selvmodsigende, at dømme moralsk uden samtidigt at ville forbyde købesex.
Vibeke, 47 år
- Jeg kan godt se, der kan være nogle problematikker i det for eksempelvis en politimand, for han kan jo blive sendt ud til en sted, hvor han er kommet som kunde. Så jeg kan godt se dilemmaet. Men jeg mener grundlæggende, det strider mod den enkeltes frihed.
- Er det i orden at dømme bestemte faggrupper moralsk, hvis de i deres fritid går til en prostitueret?
- Nej, jeg bryder mig ikke om at agere på den måde, så bør man forbyde prostitution i stedet. Det giver ingen mening at fælde moralsk dom over nogle bestemte faggrupper, og påstå, de ikke kan passe deres arbejde. Man må stole på, de kan skille det ad.
Jørn, 80 år
- Ikke tale om, at købesex påvirker evnerne til at passe et embede. Det er jo en indgriben i folks liv.
- Har Mette Frederiksen ikke en pointe, når hun mener, det kan være amoralsk for en politimand, at passe sit arbejde, hvis han køber sig til sex?
- Nej, slet ikke. Så længe, det er fuldt lovligt at gå til en prostitueret, kan man ikke dømme en folkeskolelærer eller en politimand for det, han eller hun foretager sig i deres fritid.
Malene, 77 år
- Jeg synes, det er en helt privat sag, hvis man går til en luder i sin fritid. Det hænger jo overhovedet ikke sammen med ens profession eller arbejdsliv.
- Er det okay, at Mette Frederiksen som politiker bestemmer, hvorvidt det er moralsk i orden at købe sex, i stedet for at lovgive på området?
- Nej, altså det svarer jo til, at man siger til en politimand, at han ikke må gå til bridge i sin fritid. Så det synes jeg da overhovedet ikke man som politiker skal blande sig i. I øvrigt kan jeg godt forstå, at hun trækker forslaget om at forbyde købesex tilbage.
Mette F. kritiseres for købesex-kommentar: Bland dig udenom
Købesex for LO-medarbejdere er no-go på tjenesterejser
Mette F.: Mænd der køber sex kan ikke passe et arbejde