Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

Danskerne: Thulesen Dahl er den mest magtfulde politiker

Næsten halvdelen af respondenterne i en undersøgelse mener, at DF-formanden har mest magt i dansk politik

Foto: Tariq Mikkel Khan
Foto: Tariq Mikkel Khan

Det er hverken statsminister Lars Løkke Rasmussen eller nogen af de 21 andre ministre, der har mest magt i dansk politik.

I hvert fald ikke hvis man spørger danskerne.

Det viser en undersøgelse, som Voxmeter har lavet for Ritzau forud for Folkemødet på Bornholm, der starter torsdag.

Her mener næsten halvdelen - nærmere bestemt 48,2 procent - at det er Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, der har mest magt i dansk politik.

23,5 procent peger på Lars Løkke Rasmussen som den mest magtfulde, mens 5,4 procent ser Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, som at være den politiker med mest magt.

- Jeg er selvfølgelig meget tilfreds med sådan en måling, siger DF-formanden.

- Jeg ved godt, at det er et øjebliksbillede, men det er nok også en anerkendelse af, at DF har placeret sig i en meget central position i dansk politik.

Ifølge Kristian Thulesen Dahl kan de andre partiers ageren være årsag til, at mange danskere ser DF-formanden som den mest magtfulde på Christiansborg.

- Socialdemokratiets større samarbejdsvilje i forhold til os er jo en del af forklaringen. Det, at vi kan lave politik både med regeringen og Socialdemokratiet, giver Dansk Folkeparti en unik position i dansk politik, siger Thulesen Dahl.

Det kommer ikke bag på Helle Ib, politisk kommentator for Børsen, at mange danskere peger på DF-formanden som den mest magtfulde i dansk politik.

- Dybest set handler det om, at Kristian Thulesen Dahl har været ekstremt dygtig til at placere sig et sted, hvor han får maksimal indflydelse, og hvor han på meget synlig vis formår at blokere for de ting, som Dansk Folkeparti ikke kan lide, siger hun.

Ifølge Helle Ib kan danskernes syn på DF-formanden som den mest magtfulde også skyldes, at Kristian Thulesen Dahl har formået at sætte sit parti i en situation, hvor man vil kunne få indflydelse, uanset hvordan næste valg ender.

- Han har jo længe været i gang med at opbygge en alliance med Mette Frederiksen og bringer sig selv i spil til at få indflydelse, selv hvis flertallet skulle skifte efter næste valg, siger Helle Ib.

Voxmeters undersøgelse er lavet i perioden 8. juni til 13. juni. 1036 danskere har svaret.

20,5 procent har svaret 'ved ikke'.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen