De lovede guld og grønne skove: Tusindvis snydt for bonus

LANG NÆSE: Under halvdelen af de sygehusansatte har fået del i de rødes stort opslåede vintermilliard

De røde frontfigurer smilede bredt, da coronamilliarden blev en del af finansloven. Ikke alle deler glæden. Foto: Finn Frandsen
De røde frontfigurer smilede bredt, da coronamilliarden blev en del af finansloven. Ikke alle deler glæden. Foto: Finn Frandsen

Armbevægelserne var på størrelse med et supersygehus.

Med Nicolai Wammen i spidsen præsenterede regeringen og dens støttepartier en ekstra milliard kroner til de ansatte i sundhedsvæsnet i form af en såkaldt coronavinterpakke.

Finansministeren fortalte, at pengene kunne gå til alle faggrupper på sygehusene. Enhedslistens Mai Villadsen jublede med.

- Jordemødre, SOSU'er, sygeplejersker, ergoterapeuter og alle jer andre. Tak for den helt enorme indsats, lød det glade budskab fra den politiske ordfører.

Også Pia Olsen Dyhr smurte tykt på. Nu var der endelig penge til de hårdt prøvede ansatte i frontlinjen. Hele vejen rundt, måtte man forstå.

- Sundhedspersonalet har knoklet under pandemien i halvandet år og over mange år i ringe arbejdsvilkår. Det slider dem op. Den her pakke skal holde liv i hospitalerne og sygehusene og passe på dem, der passer på os, sagde SF-lederen.

Regionerne har nu fordelt pengene. Og langtfra alle ansatte på sygehusene fik andel i politikernes julegave.

Region Syd oplyser, at 10.000 ud af 26.000 på regionens sygehuse har fået del i pakken. Som udgangspunkt omkring 12.000 kroner plus en forbedret bonus for ekstra arbejde.

Mange bliver snydt
Billedet er det samme i resten af landet.

I Region Midt får blot 11.000 ud af næsten 28.000 ansatte del i pakken. På Sjælland er det cirka halvdelen af de 20.000 ansatte, som får en bid af milliarden.

Hos Region Hovedstaden er det lagt ud til de enkelte sygehuse, hvilke 'lokalt udpegede medarbejdere' der får en bonus på 16.000 kroner. Der er ikke et samlet overblik. 

Region Syd indrømmer, at langtfra alle, som har knoklet igennem, får del i pengene.

'Regionen anerkender, at der er mange medarbejdere i Region Syddanmark, der har ydet og hver dag yder en stor indsats.'

'Men selvom vinterpakken på 214 mio. kr. til Region Syddanmark er rigtig mange penge, så giver det ikke mulighed for at give fastholdelsestillæg til alle medarbejdere, hvis det skal kunne mærkes af dem, der modtager det,' lyder det i et skriftligt svar fra regionen.

Ekstra Bladet er blandt andet bekendt med, at der eksempelvis er utilfredshed blandt sygeplejerskerne på operationsgangen på Odense Universitetshospital, OUH. De er belastet af en operationspukkel, fordi fagkonflikt og corona har udskudt meget arbejde, men får ingen bonus.

Det har man gjort
Årsagen til, at mange sygehusansatte ikke får del i pengene, er, at regionerne især har prioriteret ansatte, som arbejder på skæve tidspunkter og på hårdt coronabelastede afdelinger.

- Jeg har tillid til den fordeling, man er nået frem til lokalt, siger Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen.

- Din finansminister sagde, at alle faggrupper ville få. Det virker i dag som lige lovligt store ord?

- Det mener jeg ikke. Aftalen var ikke rettet mod nogen særlige faggrupper, men mod sundhedsvæsnet. Så skulle pengene udmøntes lokalt. Og det har man gjort.

Pia Olsen Dyhr havde ikke mulighed for at stille op til interview torsdag.

Hvad med os?

Uddelingen af milliarden går blandt andet Mikael Secher Dahls næste forbi.

Han er tillidsmand og serviceassistent på universitetshospitalet i Odense, hvor han laver alt det arbejde, som sygeplejersker og læger ikke har tid til. Kører patienter rundt, gør rent og reder senge.

- Vi havde håbet, de at ville dele pengene mere ligeligt ud til alle os, der har gjort en ekstra indsats, siger han.

- Vi savner, at de ser os. Jeg er indforstået med, at vi muligvis ikke skal have det samme som de andre, men vi ville også gerne have haft en tilkendegivelse

- Troede du, der kom lidt ekstra til julegaver?

- Jeg havde håbet det lidt. Men jeg havde på fornemmelsen, at de fra starten havde en idé om, hvor pengene skulle kanaliseres hen.

- Det er jo en fastholdelsesbonus. Så der er vel en logik i at give særligt sygeplejerskerne?

- Jo, selvfølgelig skal de have. Men de har været blinde for, at der også er andre faggrupper, der har svært ved at rekruttere. Og til en vis grad har svært ved at fastholde. Vi er også hårdt ramt.

- Vi har overtaget opgaver fra sygeplejerskerne. Det giver mening, at vi ordner senge og den slags. Men vi har ikke fået mere tid eller flere folk til det. Så det er bare ekstra. Vi vil også gerne ses.

Coronatiden har hele tiden budt på nye opgaver og retningslinjer. Derfor forsikrer han om, at corona også har ramt ham og kollegerne med de praktiske opgaver.

Mikael Secher Dahl vil ikke udelukke, at enkelte af hans kolleger blandt serviceassistenterne har fået del i bonus på 12.000 kroner. Men det er meget få, siger han. Det skyldes, at mange som han selv ikke er tilknyttet en fast afdeling. Og ikke arbejder i skiftehold.

- Vi har stået forrest. Vi har hentet patienterne, vi har gjort rent omkring dem. Vi er bare tæt på hele tiden, forklarer han om presset de seneste to år.

- Hvad vil du sige til dem, som mener, I brokker jer?

- Jeg vil nu ikke sige, at vores faggruppe har brokket sig mest. Men ellers vil jeg sige, at man kan jo prøve at komme herud og se, hvor hårdt vi arbejder, slutter Mikael Secher Dahl, 44.

Mikael Secher Dahl har svært ved at forstå, at han ikke har fået bare en lille bonus efter to hårde år. Foto: Heidi Lundsgaard
Mikael Secher Dahl har svært ved at forstå, at han ikke har fået bare en lille bonus efter to hårde år. Foto: Heidi Lundsgaard
 

Mai Villadsen: Det var ment som tak til dem, som råber op

Ifølge Mai Villadsen viser oplysningerne fra regionerne om fordelingen af vintermilliarden, at der ikke var penge nok i pakken.

- Det var så langt, vi kunne komme med regeringen. Udgangspunktet var nul kroner. Vi foreslog to milliarder. For os slutter det ikke her. Der er store problemer, som ikke bliver løst med den pakke.

- Skulle I ikke have sørget for, at alle i sundhedsvæsnet havde fået lidt, så ingen følte sig snydt?

- Vi ville gerne have målrettet midlerne til de grupper, der er ramt af lavt- og ligelønsudfordringer. Det lykkes ikke.

- Så det kunne altså være gjort bedre i forhold til at sikre, at alle fik lidt?

- Næh, jeg synes, at vi gjorde alt det, vi overhovedet kunne, når man har så begrænset et beløb.

- Lod du dig personligt rive med af stemningen den dag i Finansministeriet?

- Nej, det, jeg sagde, handlede om at anerkende dem allesammen for deres arbejdsindsats. Alle dem, som råber op, dem ville jeg gerne takke. Det har gjort det tydeligt for os på Christiansborg, at der er store problemer i sundhedsvæsnet.

- Men du fik sat nogle falske forhåbninger op?

- Nej, for eftersætningen var, at vi godt vidste, at det her ikke er tilstrækkeligt.

- Vi har ikke sagt, at alle ville få en bonus. Vi har hele tiden sagt, at det var for lidt. Det var plaster på et meget åbent benbrud, lyder det fra Mai Villadsen.

Mai Villadsen lod sig ikke rive med, forsikrer hun. Foto: Jens Dresling
Mai Villadsen lod sig ikke rive med, forsikrer hun. Foto: Jens Dresling

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Hør ugens afsnit af Ingen kommentarer, hvor vi spørger Socialdemokratiet, hvad der skal til, før samfundet bliver genåbnet

Seneste nyt

Langt de fleste pampere ender heldigvis med at blive drivvåde

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.