De Radikale vil uddanne lærere i fem år

Lærernes uddannelse skal forlænges fra fire til fem år på professionshøjskoler, mener De Radikale

Lærerne skal fremover uddannes i fem år. I dag varer uddannelsen fire år. De skal også ende som kandidater på professionshøjskoler, og ikke som i dag som bachelorer.

Det foreslår Det Radikale Venstres gruppeformand, Sofie Carsten Nielsen, før partiets landsmøde i weekenden i Nyborg.

- Vi vil gerne give vores børn og lærerne de allerbedste muligheder for at udvikle skolen. Vi tror, at der skal endnu mere til end det, der i dag er på læreruddannelsen, siger Sofie Carsten Nielsen.

Hun og partileder Morten Østergaard har været uddannelsesministre. De tror ikke, at uddannelsesreform kan gennemføres lynhurtigt.

- Vi har været med til at lave læreruddannelsen. Vi tror ikke, at det nye kan gennemføres i morgen. Det skal ske i en ordentlig proces, hvor vi får alle, det handler om, med, siger Sofie Carsten Nielsen.

Ifølge De Radikale skal de studerende forske og skoles i almen dannelse efter folkeskolelovens formålsparagraf, og de skal studere mere intensivt end nu.

De Radikale vil bruge 300 millioner kroner mere årligt, når uddannelsen forlænges til fem år. Der er 100 millioner kroner til taxameter, 130 millioner kroner til mere SU og 70 millioner kroner til forskning.

Pengene skal findes ved at lade ældre gå senere på folkepension. Det er blankt afvist af Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Spørgsmål: - Hvem får I med?

- Mange har foreslået at gøre læreruddannelsen bedre. Det har Liberal Alliance, SF og Dansk Folkeparti. Der er masser af røster i Venstre, som synes, at vi skal have en bedre læreruddannelse, siger Sofie Carsten Nielsen.

I efteråret sender De Radikale et rejsehold til skoler, professionshøjskoler og andre steder for at samle idéer til en længere læreruddannelse.

/ritzau/