'De saver benene væk under ham'

Der er for alvor lagt op til åben krig i Dansk Folkepartis ledelse, efter formand Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup har undsagt deres næstformands forklaring i Meld- og Feld-retssag

'De saver benene væk under ham'

Følg med i Ekstra Bladets live-dækning af retssagen under artiklen ...

Morten Messerschmidt står stort set mutters alene tilbage med sin forklaring om, at der udspandt sig en EU-konference - som blev støttet med 100.000 EU-kroner - under Dansk Folkepartis sommergruppemøde i 2015.

Det står klart, efter DF-formand Kristian Thulesen Dahl og gruppeformand Peter Skaarup mandag har vidnet i retssagen om fusk med partistøttemidler og dokumentfalsk mod næstformand Morten Messerschmidt.

Begge afviste, at der under sommergruppemødet i Skagen i 2015 var en særskilt EU-konference afholdt af Meld.

Og det er en opsigtsvækkende udvikling i sagen, vurderer Ekstra Bladets politiske kommentator Hans Engell.

- Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl saver benene væk under Morten Messerschmidt med deres vidneudsagn. De saver simpelthen benene væk under ham ved at slå fast, at de i hvert fald ikke kendte til nogen særskilt EU-konference i 2015, siger Hans Engell.

Artiklen fortsætter under billedet ...

 

- Dermed er det efterhånden svært at se, hvad der skal overbevise retten om, at Morten Messerschmidt har ret i sit forsvar. For det er rigtig nok, at der tit bliver talt EU på sommergruppemøder. Men ikke som særskilte konferencer, lyder det fra Hans Engell.

Åben krig
Ifølge den politiske kommentator åbner de to DF-topfolks vidneudsagn for det helt store spørgsmål:

- Hvis der ikke var tale om en EU-konference, hvad så med de 100.000, der blev givet i støtte? Hvilken kasse er de faldet i?

- Og så bliver det spændende at se, hvordan Morten Messerschmidt nu vil tage til genmæle. Vi kan godt stå over for, at der udbryder åben krig i partiledelsen. Og selvom de to sager ikke kan sammenlignes, så har jeg erfaring med, hvor opslidende det kan være i et partis ledelse fra Tamilsagens tid i de konservative.

Artiklen fortsætter efter videoen ...

Messerschmidt står alene tilbage med sin forklaring efter dagens vidneudsagn i byretten. Foto: Ernst van Norde
Messerschmidt står alene tilbage med sin forklaring efter dagens vidneudsagn i byretten. Foto: Ernst van Norde
 

På dagens retsmøde i Lyngby slog både Thulesen Dahl og Peter Skaarup fast, at de ikke kendte til Messerschmidts påståede EU-konference:

 - Jeg havde ikke nogen Meld-konference på tapetet under sommergruppemødet i 2015, sagde Peter Skaarup blandt andet..

I Kolding i 2014 besøgte DF Koldinghus - og her var der ifølge Thulesen Dahl et særskilt arrangement. Men det var der ikke året efter i Skagen.

- I 2014 er der ingen tvivl om, at der er et særskilt arrangement. Vi flytter os til andet sted fysisk, og der er specielle bannere. Det er der ikke i 2015. Så et EU-arrangement vil i givet fald været foregået sideløbende, lød det fra Kristian Thulesen Dahl i retten.

Anklagemyndigheden mener, at Morten Messerschmidt som formand for Meld har søgt og fået støtte til en EU-konference samtidigt med DF's sommergruppemøde, uden at det reelt fandt sted. Hvilket vil være svig med EU-midler.

Overblik: Fra intern strid til straffesag

LIVE