Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, skal have et nyt, samlet kæmpestort hovedkvarter ved Svanemøllens Kaserne i København. Og nu er det afgjort, hvem der skal bygge og drive det.
Det nye hovedkvarter på omkring 50.000 kvadratmeter skal nemlig ikke opføres og drives af efterretningstjenesten selv. Men som noget helt nyt via at offentligt-privat partnerskab - OPP. Og her er valget faldet på Pension Danmark. Det viser et aktstykke sendt til Folketingets Finansudvalg.
- OPP-aftalen omfatter finansiering, design, projektering, opførelse, drift og vedligeholdelse af et nyt samlet domicil til FE på Svanemøllens Kaserne, står der i aktstykket.
Sikkerhedsproblemer
Processen med at få et nyt hovedkvarter til Forsvarets Efterretningstjeneste er ikke gået over stok og sten. Beslutningen blev truffet for omkring ti år siden som led i 'Aftale på Forsvarsområdet 2013-2017.
Behovet har været der lige så længe, for lige nu er FE's lokaler spredt ud flere steder.
- FE’s nuværende bygninger lever ikke op til nutidens krav til sikkerhed, ligesom spredningen på flere lokationer ikke understøtter et dynamisk og tværfagligt efterretningsarbejde med videre.
- Placeringen af det nye domicil på Svanemøllens Kaserne, der i forvejen ejes af Forsvarsministeriet, tilgodeser FE’s ønsker og krav til adgangsveje, gode offentlige transportforbindelser og ikke mindst sikkerhed, står der i aktstykket.
Mange milliarder
Samlet vil kontrakten med Pension Danmark lyde på næsten tre milliarder kroner på de 30 år efter ibrugtagning. Kontrakten har ikke været i udbud på grund af sikkerhedshensyn.
Pengene kommer hovedsageligt fra den årlige leje og betaling for drift, der vil gå til Pension Danmark. Når kontrakten udløber, vil FE overtage bygningerne.
At indgå i et offentligt-privat partnerskab bliver set som den billigste og bedste løsning. Tidligere chef for FE Lars Findsen sagde i 2020 til Berlingske:
- Jeg tror personligt, at vi får den økonomisk bedste løsning på den måde. Så vi kan koncentrere os om det, vi er gode til. Og det er ikke at drive bygninger eller slå græs.
Projektet skal nu officielt godkendes af Folketingets Finansudvalg, hvilket må anses som en formssag, da Finansministeriet og dermed flertalsregeringen har udtrykt sin støtte.