De udvistes ø: Politi-patruljering døgnet rundt

En patruljevogn skal fremover køre rundt i døgndrift på havnen i Kalvehave

Det bliver en broget forsamling, der fremover skal optage de 100 til 125 pladser på Lindholm.

Den største gruppe bliver de knap 70 udviste kriminelle, der lever i Danmark på såkaldt tålt ophold, fordi de ikke kan sendes hjem efter endt afsoning. De er blandt andet dømt for mord, narkokriminalitet, bankrøveri og voldtægt.

Og mange af dem fortsætter den kriminelle løbebane. Et tidligere svar til Folketingets retsudvalg viste, at 24 ud af 67 på tålt ophold i løbet af en femårig periode havde begået ny kriminalitet som tyveri, vold, narkokriminalitet og hæleri.

En af de mest omtalte er Danny Abdalla, der senest - mens han var på tålt ophold - havde været involveret i fire skyderier, begået to voldtægter, overdraget kokain og været i besiddelse af våben. Det kostede ham tidligere i år 12 års fængsel.

Når Danny Abdalla løslades, skal han ud på Lindholm, hvis øen stadig fungerer som udrejsecenter på det tidspunkt. Foto: Jesper Mortensen
Når Danny Abdalla løslades, skal han ud på Lindholm, hvis øen stadig fungerer som udrejsecenter på det tidspunkt. Foto: Jesper Mortensen
 

De skal bo der

Udlændinge på tålt ophold.

Udlændinge, der er udvist som følge af kriminalitet eller af hensyn til statens sikkerhed m.v.

Fremmedkrigere.

Afviste asylansøgere, der dømmes for overtrædelse af straffeloven, våbenloven, knivloven og lov om euforiserende stoffer på eller omkring et udrejsecenter.

De nye beboere skal som udgangspunkt bo og overnatte på øen (opholdspligt), men de er ikke frihedsberøvet. Det vil sige, at de kan forlade stedet, men de skal underrette myndighederne, hvis de ikke opholder sig på indkvarteringsstedet i tidsrummet mellem klokken 23.00 og 06.00. (underretningspligt.). Herudover skal de møde hos politiet på bestemte tider (meldepligt).

I den nye Finanslovsaftale er straffen for at bryde opholds-, meldepligt - og underretningspligten samtidigt blevet skærpet markant.

I følge Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, kan beboerne i lokalområdet dog sove trygt om natten. Politiet vil således ifølge finanslovsaftalen være til stede døgnet rundt på øen, og der etableres detentionsfaciliteter, hvor anholdte kan opholde sig i kortere tid, indtil de kan transporteres væk fra øen.

– Beboerne kan bestemt sove trygt om natten. Meningen er jo, at de udviste kriminelle skal opholde sig ude på øen – og skulle de tage færgen ind og lave ballade, så vil der være lokalpoliti på stedet. Det har vi også sat penge af til i finansloven.

- Vi så jo gerne, at dem der skal bo derude sad indespærret, men det må man ikke. Vi må dog godt øge sanktionerne markant, hvis de ikke overholder meldepligten, så det har vi gjort, hvilket betyder de kommer i et lukket fængsel i længere tid, hvis de overtræder den, siger han.

Koster over 700 mio. kr.

- De første beboere på Lindholm skal efter planen flytte ind i 2. halvår 2021, og samtlige beboere ventes overflyttet inden udgangen af 2021.

- Der etableres 100 pladser med mulighed for yderligere 25 pladser (bufferpladser).

- Fra 2019 til 2022 skal der samlet bruges 759 mio. kr. til bl.a. etablering og drift af udrejsecentret samt øget operativ kapacitet til politiets indsats.

- Kriminalforsorgen vil på vegne af Udlændingestyrelsen være operatør af centeret.

Kilde: Finansloven for 2019.

Ifølge Peter Skaarup er det endnu ikke fastlagt, præcis hvor mange politibetjente der vil være på øen og i området.

– Det bliver et anseligt antal både fængselsbetjente og politi, der skal være på øen fast, når det kommer op at køre. Men også lokalt i nærområdet. Her vil der blandt andet være en fast patruljevogn, der hele døgnet vil køre rundt inde på land omkring Kalvehave, siger han.

- Men prisen bliver på over 700 mio. kr. Er det ikke lidt voldsomt? 

– Jeg tror, det er en god investering. Mit gæt er, at med udsigten til, der kommer en ø, så vil nogle tage hjem og på den måde spare det danske samfund for en masse penge, siger Peter Skaarup. 

--

Borgmester: Rigtig dårlig idé

 

Det nye udrejsecenter Lindholm ligger under Vordingborg Kommune – og her er borgmester Mikael Smed (S) langtfra begejstret. Han fik først beskeden sent fredag eftermiddag ved offentliggørelsen af finansloven.

– Det er en rigtig dårlig idé. Man flytter et problem fra en landsdel til en anden uden at løse det. I stedet kunne man jo have skærpet indsatsen for, at de overholder opholds- og meldepligten, hvor de bor nu, og tilført ressourcer til øget politipatruljering. Det ville heller ikke have kostet et treciftret millionbeløb.

– Jeg forstår heller ikke processen, at man træffer så vigtige beslutninger uden at inddrage dem, der bliver berørt, siger han.

800 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere