Demonstranter hældte 'blod' foran Christiansborg: - Sådan noget svineri

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, kalder det 'meget trist', at organisationen Extinction Rebellion tirsdag eftermiddag hældte en rød, blodlignende væske ud over trapperne foran Christiansborg i klimaets navn

Foto: Stine Tidsvilde
Foto: Stine Tidsvilde

Politiet mødte talstærkt op, da 50-70 personer fra organisationen Extinction Rebellion tirsdag eftermiddag mødte op foran Christiansborg for at demonstrere i klimaets navn.

15-20 betjente i seks udrykningskøretøjer ankom til trappen foran Christiansborg få minutter efter demonstrationens begyndelse.

Også en enkelt brandbil blev tilkaldt for at rydde op efter demonstranterne, der havde medbragt en rød, blodlignende væske, som de hældte ud over stentrappen.

Den røde væske blev hurtigt fjernet fra trappen foran Christiansborg takket være Københavns beredskabs mandskab og brandslanger. Foto: Stine Tidsvilde
Den røde væske blev hurtigt fjernet fra trappen foran Christiansborg takket være Københavns beredskabs mandskab og brandslanger. Foto: Stine Tidsvilde
 

Og den dramatiske strategi var ikke helt tilfældig, forklarer demonstrationens 22-årige pressekordinator, Kirsten Kværnø.

- Det skal jo helt klart symbolisere blod, men er sukkervand med rød frugtfarve, så det er både vegansk og let at vaske af. Men det er dramatisk, og det er også meningen. Det skal nemlig symbolisere blod fra alle de dyrearter, vi har mistet. Vi har mistet 60 procent af verdens vilde dyr, og vi lever i en boble her i Danmark, hvor vi fejrer dronningens fødselsdag, siger hun.

Demonstrationens 22-årige pressekordinator, Kirsten Kværnø, synger med på organisationens slagsange om klimaforandringer og inaktive politikere. Foto: Stine Tidsvilde
Demonstrationens 22-årige pressekordinator, Kirsten Kværnø, synger med på organisationens slagsange om klimaforandringer og inaktive politikere. Foto: Stine Tidsvilde

- Sådan noget svineri
Også mandag var Extinction Rebellion på gaden, hvor organisationen blandt andet blokerede indgangen til Christiansborg og kom i klammeri med det socialdemokratiske folketingsmedlem Kaare Dybvad.

Det får nu Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, at sætte foden i jorden.

- Hvis man tror, man får noget som helst ud af sådan noget svineri, så kan man godt tro om igen. Jeg synes, det er meget trist, at man tyer til denne slags metoder, og jeg tror også, at denne slags aktioner virker stik modsat hensigten. Der er simpelthen den forkerte måde at gøre opmærksom på et problem på, og det tror jeg, de fleste danskere er enige med mig i. Det var godt, at politiet var så hurtige til at få lukket ned for situationen, siger hun.

Morten Nordstrøm

 

- Vi er her, fordi den politiske inaktivitet truer vores allesammens eksistens. Det er mere kriminelt end alle verdenskrige, masseudryddelser og bombninger af uskyldige mennesker tilsammen, siger den 26-årige Morten Nordstrøm, der var en af de fremmødte klimaaktivister´ved tirsdagens demonstration.

Mehmet Ugur

 

- Vi har kendt til de her problemer i 40 år, men medierne bliver stadig ved med at opfordre til at købe skadelige ting for miljøet, og politikerne bliver ved med at være tavse og kriminelt inaktive. Vi er fredelige og vil aldrig angribe nogen, men vi bliver nødt til at gøre os hørt ved hjælp af civil ulydighed, sagde demonstrant Mehmet Ugur, inden han blev fjernet af to betjente, som anbragte ham ved siden af trappen foran Christiansborg.

Rasmus Paludan. Foto: Ritzau Scanpix Dansk politik - 16. apr. 2019 - kl. 14:37 Tulle kommer Paludan til undsætning: Skråplan at forbyde demoer

113 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere