Den folkekære dilettant

Anker var elsket for sin djærve beskedenhed og folkelige mangel på stil, men politisk traskede han fra fiasko til nederlag

Danmark har haft 41 statsministre siden den frie forfatning i 1849. Anker Jørgensen er den eneste, som folket har været på fornavn med. I dag døde han, 93 år gammel.

I en nation, hvor jordbunden beskedenhed anses for en dyd, skabte Ankers overordentligt jævne livsførelse popularitet. Folk elskede, at han og konen Ingse (hans kælenavn for Ingrid) i 49 år blev boende på Borgbjergsvej 1 i Københavns Sydhavns-kvarter med et natværtshus som nabo.

Statsminister-residensen Marienborg? Nej, tak.

Den politiske drøm
Den lille lejlighed, hvori de opdrog fire børn, rummede pæne, arkitekttegnede møbler fra FDB, mange bøger og kunst på væggene. Ministerbilen, som han arvede fra Jens Otto Krag, skiftede han ud til en Ford, fordi han ikke ville køre i samme prangende bilmærke som Adolf Hitler: Mercedes.

Anker blev 93 år. Her ses den tidligere statsminister da han i 2009 modtog Peter Sabroe Klubbens hæderspris på PH Caféen i København Foto: Finn Frandsen Dansk politik - 20. mar. 2016 - kl. 16:46 Anker Jørgensen er død

Anker Jørgensen personificerer den socialdemokratiske drøm om social opstigning fra proletariatet til det højeste embede. Samme tur som Thorvald Stauning tog 50 år tidligere.

Drømmen gik i opfyldelse og gentages næppe nogensinde. Det er stort. Men den ubarmhjertige sandhed er, at fortællingen er større end manden. Som statsminister traskede Anker Jørgensen fra fiasko til nederlag. Han løste ikke opgaven.

Tidligt forældreløs
Anker var søn af en kusk, som døde i 1923, da drengen var et år. Hans mor gjorde rent og døde, da han var fem. En onkel og tante i Christianshavns slum overtog hans opdragelse sammen med Vajsenhusets Skole.

Cykelbud. Lagerarbejder i Brugsen. Arbejdsløs. Men så fulgte en flot, faglig karriere i Lager og Pak. I 1968 formand for Arbejdsmandsforbundet. Ved siden af etablerede Anker sig som politiker: 1961-64 i Københavns Borgerrepræsentation og fra 1964 som medlem af Folketinget.

Selv om han ikke spillede førsteviolin på tinge, var han altså rimeligt rutineret, da Jens Otto Krag besluttede at træde tilbage 3. oktober 1972 – dagen efter folkeafstemningen, hvor 63 pct. af vælgerne stemte Danmark ind i Fællesmarkedet.

Krags kup
Krag havde morgenen efter valgnatten tilkaldt partiets inderkreds samt LO-formand Thomas Nielsen og overrumplede alle med beskeden om, at han gik af – og med sit forslag om, at Anker skulle være statsminister. Thomas Nielsen sagde straks ja – i glæde over at slippe af med besværlige Anker i LO-toppen. Derefter var det umuligt for de andre at pege på sig selv eller hinanden.

Her ses Anker Jørgensen med Jens Otto Krag. Foto: Lars Hansen/POLFOTO
Her ses Anker Jørgensen med Jens Otto Krag. Foto: Lars Hansen/POLFOTO
 

Nu blev Anker selv kaldt til statsministerkontoret, hvor Krag omgivet af sit hof fortalte ham om sin godkendte plan. Uden særlig betænkningstid svarede Anker: ’Jeg tager det’. Derefter var godkendelsen i partiets ledende organer en formalitet.

Den ugudelige præst
Folketingsgruppen gjorde et halvhjertet, kikset forsøg på at pege på Orla Møller i stedet. Han blev kaldt ’den ugudelige præst’ af partifællen Svend Auken og den radikale Niels Helveg Petersen. De sagde om ham, at han altid sloges mod sit bedre jeg – men vandt hver gang!

Krags tanke var, at Anker kunne slutte fred mellem S-lejren og fagbevægelsen, hvor EF-striden rasede. Men han opnåede det modsatte: Åben krig mellem S og LO. Thomas Nielsen behandlede den nye statsminister nedladende brutalt. Engang overværede jeg, at LO-bossen rasende forlod et møde i Folketinget, hvor Anker orienterede om sit seneste fortvivlede indgreb.

’Den lille lort’, hvæsede Thomas Nielsen – og så var forsiden hjemme. Derimod har jeg aldrig hørt Anker tale nedsættende om den grove LO-boss, som i sølvskinnende habit og stor cigar i kæften lignede en parodi på en kapitalist.

Krise efter krise
Det mest bemærkelsesværdige ved Ankers statsministerperiode er, at han formåede at holde sig i stolen i sammenlagt otte år og ni måneder. Der var krise uafbrudt. Jordskredsvalget i 1973 rensede ud i de fem gamle partier og gav plads til fem nye, bl.a. Fremskridtspartiet med Mogens Glistrup i front. Socialdemokraterne gik fra 70 til 46 mandater.

Økonomisk var betingelserne også hårde. Energikriser pressede betalingsbalancen. Inflationen var gigantisk. Dyrtidssystemet forværrede løbende statsfinanserne og konkurrenceevnen.

Anker Jørgensen havde hverken politisk styrke, personlige lederegenskaber eller økonomisk indsigt til at rydde op.

Statsministerens beskedne begreb om økonomi forblev en hemmelighed for mange. Pressen var nemlig dengang yderst kulant mht. at omskrive Ankers forkerte og forvirrede udtalelser, så de kom til at rumme en vis mening. I dag var en så famlende statsminister blevet slagtet på stedet – blot ved en ordret gengivelse af hans forveksling af millioner og milliarder.

Bramfri dumhed
I 1978-79 dannede Anker desperat historiens eneste arbejder-bonde-regering, som vaklede af sted i et halvt år med den begavede men bagbundne Henning Christophersen som udenrigsminister. SV-regimet druknede i ministrenes kontrol af hinanden. Bedre blev stemningen ikke, da Anker uklogt betroede nogle journalister, at han ikke kunne udstå synet af Christophersen.

De økonomiske reformer, der var påkrævet, blev aldrig til andet end sniksnak. Ankers mest brugte finansminister var Knud Heinesen, en blød akademiker, blottet for politisk råstyrke.

Anker søgte et par gange radikal afstivning. Efter valget 8. december 1981 var R klar til en SR-regering. Men to timer før de radikale skulle råde dronningen, ringede Anker afbud til Niels Helveg: Fagbevægelsen havde nedlagt veto mod R i regeringen.

I august 1982 søgte Anker igen at få de radikale med i regeringen og inviterede den politiske leder Niels Helveg op sit beskedne sommerhus i Melby. Helveg fik stukket et udkast til regeringsprogrammet i hånden, men konstaterede omgående, at det ikke rummede ét ord om økonomiske reformer og skrotning af dyrtidsreguleringen. Det kunne der ikke være tale om – af hensyn til fagbevægelsen, meddelte Anker. Med udsigt til et statsunderskud på 70 milliarder kr. gav Helveg ham notatet tilbage og sagde farvel. Altså ingen SR-regering.

Derefter opgav Anker ævred og gik af uden valg – også uden at ville vælge en borgerlig statsminister. Dermed blev de radikale stemmer udslaggivende. De pegede på Poul Schlüter – og få uger senere var dyrtidssystemet afskaffet.

Ukorrupt og elskelig
Anker Jørgensen knyttede sig kun tæt til få partifæller, især den lange akademiker Svend Auken, der til gengæld brugte venskabet som en karrieretrappe.

For andre var Anker venlig, men svær at komme rigtigt tæt på. Han virkede ufri, som om han havde komplekser over andres viden, uddannelse og sprogkundskaber. Han tog nogle nødtørftige timer i engelsk og søgte at indhente tabt land ved intens læsning og interesse for kulturlivet. Han kunne have været en glimrende kulturminister.

Men det var statsminister, han blev, og der er kun tre resultater at notere ham for: Efterlønnen, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og den femte ferieuge.

Men lige til sin død som 93-årig på plejehjemmet Langgadehus på Valby Langgade i København skaffede hans joviale gemyt ham et positivt eftermæle som den jævne mand, enhver kunne komme i lag med på gaden. Aldeles ukorrupt, elskelig, ligefrem og med hjertet på rette sted. Mange så stort på, at hans otte år og ni måneder i Statsministeriet ikke kastede megen glans af sig.

Anker Jørgensen blev 93 år. Se hans liv i billeder her.
Anker Jørgensen blev 93 år. Se hans liv i billeder her.
Se Anker Jørgensens liv i billeder her.

130 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere