Den hellige 'Ricardo'

I disse dage kan man i biografer landet over se en bondsk og messiansk ydmyg Richard Møller Nielsen trodse omverdenens hån, spot og latterliggørelse og vinde EM i fodbold til Danmark.

Vi taler selvsagt om den nye, danske ’storfilm’ kaldet ’Sommeren 92’.

Men var det så sådan, det var? Lige som vi ser i filmen?

’Sommeren 92’ cementerer en trend. Man fortæller i disse år i film og TV-serier ivrigt den nære samtidshistorie på hollywoodsk facon. ’Sommeren 92’ er klassisk gentagelse af beretningen om det lille, umage, helst lidt enfoldige, provinsielle og som prügelknabe udsete hold, hvis musketer ånd og godhed alligevel vinder dagen. Og dermed trykker tilskueren i tårekanalerne. Vanligvis når klimaks dukker op i slowmotion.

Jakob Kvist, journalist, forfatter og i dag forlagsdirektør hos People’s Press, anser filmen for at være et revisionistisk skønmaleri af Richard Møller Nielsen. Denne fremstilles ’nærmest spirituel ophøjet skikkelse’, der ikke bærer nag. Hvilket forfatteren gerne vil borge for ikke er helt korrekt. Kvist var medforfatter til bogen ’Europamestre, fodboldmiraklet i Sverige’, der forholdt sig kritisk til landstrænerens måde at spille fodbold på.

’Den film, jeg har set, giver Richard Møller Nielsen entydigt ret, alene fordi han vandt EM. Resultatet afslutter simpelthen samtalen, og kritikerne reduceres til enten krukker, som Michael Laudrup, eller idioter, som Frits Ahlstrøm (DBU’s daværende informationschef, red.). Og på den led er ’Sommeren ’92’ mest af alt en børnefilm, fordi den trivialiserer begivenhederne og insisterer på at fortælle eventyret om ’Den Grimme Ælling’ eller ’Klods-Hans’ for 117. gang,’ siger Jakob Kvist til Jyllands-Posten.

Vores opfattelse af historien læner sig oftest op ad populærudlægninger snarere end fakta. 

Da en anden film i genren ’baseret på virkelige hændelser’, filmen ’Spies & Glistrup’ havde gallapremiere, nægtede Mogens Glistrups børn at møde op til gallapremieren. Instruktør og forfatter Christoffer Boe havde taget sig så mange dramaturgiske friheder, at virkeligheden var forsvundet, hævdede de.

Filmen var et drama, hvor Spies af hensyn til egen forretning og indtjeningsevne svigter Glistrup i dennes krig mod myndighederne. Hvilket ikke skete.

’For at bygge op til den konflikt, som aldrig har fundet sted, var instruktøren nødt til hele vejen igennem at ændre begge personligheder og deres format, som i øvrigt overhovedet ikke kommer frem i filmen – det er bare pik og patter,’ udtalte Glistrups søn, Jørgen Glistrup.

Men det er naturligvis fiktionens frie valg. FBI opklarede heller ikke, som i filmen ’Mississippi Burning’, Ku Klux Klan-mordene på tre sorte borgerrettighedsforkæmpere, mens statens sorte befolkning nøjedes med at bede og synge i angst. Mordene blev opklaret af sorte borgerrettighedsforkæmperne. Og sådan kunne man blive ved med ikke mindst amerikanske films populærversioner af virkelige hændelser og skikkelser i historien.

Banalisering er som regel resultatet, når fiktionen leger med virkeligheden. I værste fald historieforfalskning. Hvilket Ole Bornedal som bekendt blev beskyldt for med sin ’1864’. Muligvis endda afstedkommet af den klichéform, der anvendes af filmkonsulenter på alle danske film. Hvor man forlanger ethvert filmmanus forsynet med et vist antal vendepunkter, et skæbnesvangert personligt valg samt åbenbare skurke. Så ser man pludselig grundlovsforfatter D.G. Monrad sindsforvirret kravle rundt i bar røv på gulvet i søgen efter egen berettigelse i åbningen af ’1864’.

Men vil vi have sandheden, eller vil vi have en god historie?

’Sommeren 92’ har tilsyneladende givet sit klare bud.

Svaret på det spørgsmål, EM-sejren i 1992 oprindeligt opstillede for dansk fodbold, er nu skåret til efter skabelon. Instruktør af ’Sommeren 92’, Kasper Barfoed, har ikke lagt skjul på, at ’Ricardo’ blev valgt som hovedperson, fordi han var den, ’der udviklede sig mest’. Hvilket er en narrativ grundregel, hvis et drama skal fungere optimalt.

’EM-helten’, Henrik ’Store’ Larsen, sagde forleden til Politiken, at han ville være ked af det, hvis folk husker EM 92, som det fremvises i filmen.

’Det giver lidt stof til eftertanke. Om det nu også er sådan, tingene er foregået. Jeg tænker også på filmen om Dirch Passer og den om Spies og Glistrup. Der vil jeg nok tænke mig om et par gange, før jeg tænker, at det er sandheden. For det er det jo ikke,’ lød det fra Larsen.

Der er således uklarhed om autenticiteten af ’Sommeren 92’. Alle synes enige om - trods dramaturgiske friheder – at man kan unde Richard Møller Nielsen en posthum hyldest. Men få vil tale om, hvorvidt en helgenkåring ikke er lige lovlig overdrevet. Der var vel en grund til, at en af verdens bedste fodboldspillere i 1992, Michael Laudrup, ikke ønskede at spille med?

EM-holdets daværende anfører, Lars Olsen, der ikke rigtig medvirker i filmen, i øvrigt lige som resten af kollektivet, der stod bag Dansk Idræts måske mest betydelige bedrift nogensinde, under også ’Ricardo’ en mindesten. Bedt af Ekstra Bladet om en umiddelbar anmeldelse, svarer anføreren dog diplomatisk: 

’Der er mange faktuelle ting, der halter lidt. Der kunne godt have været lavet lidt bedre research, så det ender på fire stjerner.’

36 kommentarer
Vis kommentarer