Den nye klassedeling - de sunde og de usunde

Forleden morgen cyklede jeg på vej mod arbejde på Vesterbrogade i København og blev råbt an af en bagvedkørende.

’Bagfra,’ skreg han.

’For helvede,’ hvæsede den lycraklædte skikkelse derpå, da han på sin eksorbitant dyre cykel kantede sig uden om mig og mit åbenbart alt for adstadige tempo.

Han var en af ’dem’, var min første tanke. En af motionstosserne. Min næste indskydelse var at indhente ham. Og det lykkedes faktisk.

Bliver der mange flere af disse i Danmark, går landet neden om og hjem. I lykkeligste fald nøjes vi med en fordummelsesgrad, hvor ellers udmærkede hoveder skrumper til indtørrede bær oven på spændstige kroppe.

En prustende, men åndløs nation rører så at sige på sig.

Det er vi en del, der har vidst længe – samt erfaret på cykelstierne. I denne uge kom så også en bog om, at danskerne er sygeligt optagede af sundhed og motion. Om at det udgør den nye klassedeling: De sunde og de usunde - læg mærke til, hvordan statsminister Løkke behændigt synes at spejle begge grupper. Og om at det næsten ubemærket har indlejret sig så dybt i vores kultur, at det afstedkommer de mest forbløffende årsagssammenhænge.

’I dag er det jo svært at blive mellemleder, hvis ikke man gennemfører en halv- eller helmaraton’, som forfatter til bogen, ’Forbandede sunddom’, lektor i filosofi ved Københavns Universitet, Morten Ebbe Juul Nielsen, forleden sagde til Politiken.

Løb er blevet en lederkvalifikation i sig selv. Hvornår har man sidst set en valgkamp, hvor billeder af partiledere i løbetøj eller cykeloutfit kunne undgås? Winston Churchill, der efter sigende stod op efter kl 12, drak en halv flaske whiskey om dagen og røg et anseligt antal cigarer, ville aldrig blive valgt i dag.

Alle spæner rundt på stisystemer og inde i byernes parker. Man har gjort samtlige rekreative områder til arenaer for prustende dødsangst. De halser forbi med spyttet hængende om hagen i omgivelser, der ellers var beregnet til at sætte tempoet ned i. Spadserende pensionister klamrer sig skræmt til stokkene. Arbejdsfrie må stressede fjerne guldøllene, for at der kan laves strækøvelser op ad bænkene.

Alternativt samles mænd spændt op til cykel lir i trafikopstemmende grupper på landevejene. Hvilket har fået sit eget begreb på engelsk: MAMILS – ’Middle Aged Men in Lycra’ (’midaldrende mænd i lycra’). De nærmer sig de fyrre eller halvtreds, ser fedme komme snigende som en alien, der har valgt dem som værtskrop. De står over for uoverstigelige kostkrav om flerumættede fedtsyrer, der trænger sig på som grundvilkår for livet og chancen for lederposter. 

Eller som den gode mand bag K-forum, Timme Bisgaard Munk, på et tidspunkt gjorde opmærksom på, så får nutidens direktører ingen nye ideer, for de er for trætte, for udmattede og for udsultede. De sidder blot på deres kontorer og venter på, de kan komme ud og cykle. ’Godt skjult for medarbejdere og aktionærer lever mange af disse ekstremt højtuddannede, højtlønnede nu et liv som deltidsansat, mentalt fraværende sportsidioter til fuld løn,’ som Bisgaard Munk så præcist skrev, hvorefter han ikke undlod at gøre opmærksom på, at der faktisk er tale om tyveri af shareholder value.

’Vækst og virksomhedsudvikling er gået i stå, fordi alle er ude at cykle, svømme, løbe, crossfitte.’

’Cycling is the new golf,’ som en britisk avis skrev for nylig. Og jeg var straks klar over, hvad det betød. Jeg kendte engang en direktør, der spillede golf. ’Get away golf, som han kaldte det. Det tager en dag at gennemføre 18 huller. Man er væk fra konen, ungerne og alt det andet, og så kan man tilmed bilde folk ind, at det er slags sport. Selvom det egentlig er et spil. Rigtig sport kan ikke udføres i plusfour og pullover i en eller anden fesen farve. I golf kan man have mistet udsynet til sin manddom og stadig være god nok til at vinde en Europa Tour.

Men læg vel mærke til, at golf er blevet demokratiseret. De har haft golfkøller på tilbud i Netto. Lad de fattige få spillet! Sand velfærd og rigdom består i carbon cykler til 50-60.000 kroner – uden ringeklokke - og rigeligt med ’healthies’ - som selfies rettelig hedder i løbe- og cykeløbsgenren - til at plastre sin profil på de sociale medier til med.

Jeg læser opdateringers saliggørelse af al legemsudfoldelse som en trosbekendelse. Vantro trues med evig fortabelse i blodtryksmedicinens helvedeslabyrint, hvilket er hele omkvædet i disse års sundhedspolitik fra konkurrencestaten.

Cykellynet den morgen på Vesterbrogade havde tilsyneladende ligget i enkeltstartsposition siden Jyderup. Men selv carbonaderyttere må standse for rødt. Hvilket han gjorde nede ved Føtex, hvorpå jeg rullede op på siden af ham. I urbane vendinger gjorde jeg ham begribeligt, at byens cykelstier ikke er til lycra, og at næste gang jeg så to MAMILs på samme tid, ville jeg gnide dem mod hinanden, hvorpå den oparbejdede statiske elektricitet ville række til at klistre dem op inde på Føtex’ opslagstavle til spot og spe.

Jeg gav ham det, man kalder en overhaling.

39 kommentarer
Vis kommentarer