Den røde lejesvends endelige nederlag

Vi danskere er i al hemmelighed blevet påvirket politisk af det mest succesfulde TV i det seneste årti, DR’s dramaserier.

Vi taler centrum-venstreorienteret propaganda. Det siger manden, der var chef for det hele og dermed nu går fra tidligere dramachef til nuværende dramaqueen.

’Som tidligere dramachef har jeg lov at sige: Jeg er politisk,’ erklærede den navnkundige Ingolf Gabold i Politiken forleden.

Han nævnte ’Krøniken’, ’Borgen’ og ’1864’ som noget nær subversive angreb på det angiveligt småborgerlige og bonerte Danmark.

Hertil kan man kun sige: Ja, såmænd Ingolf Gabold. Det har du lov at sige. Som seer har jeg imidlertid også lov at sige, at det har jeg altid været klar over. Det blev slået helt fast, da I indsatte Sidse Babett Knudsen som statsminister i noget, der mest af alt lignede Det Radikale Venstres vådeste drøm.

Var der skruet blot en tak mere op for graderne på den politisk korrekte varmeskala, ville Sidse Babett Knudsens radikal-lignende politiker ved navn Birgitte Nyborg Christensen formentlig eksplodere på skærmen som en overgæret speltbolle mod ruden på en ovn.

Politiken skrev da også et døgns tid efter premieren: ”Mangler vi Birgitte Nyborg Christensen i dansk politik?”

Ikke mindst i den nationalkonservative lejr har man haft armen højt oppe og markere over for Gabolds ’indrømmelse’. Den forsvarsløse danske befolkning har været udsat for systematisk indoktrinering af ’røde lejesvende’, nøjagtig som man hele tiden har hævdet.

’Tænk på ’Krøniken’ – en blæversød Palle From (alene efternavnet ...!), som var socialdemokrat og kæmpede mod den kyniske overmagt, bestående af beregnende og koldhjertede højreorienterede, som kun ønskede det danske folk alt ondt,’ skrev DF’s Søren Espersen eksempelvis i 2009.

Nu kan Søren Espersen og ligesindede sige: ’Hvad sagde vi!’

Der er imidlertid en del forbehold over for det alt sammen, vil jeg hævde.

For det første kan forfatterne til de dramaserier, Gabold nu hævder udgør hans eget personlige opgør med nationalister, ikke genkende hans beskrivelsen. Det må også være nedværdigende at få at vide, at man blot har været et redskab i den gaboldske omnipotens.

Således hævder Ingolf Gabold eksempelvis: ’’1864’ var et slag mod Dansk Folkeparti’.

Ole Bornedals (men åbenbart mest Gabolds) morale om nationalistiske mørkemænd, der fører nationen i krig og uføre gjorde sandt nok DF vrede. Netop DF havde fået afsat 100 millioner kroner ekstra på finansloven til et stort drama om nationens Waterloo.

Man fik i stedet grundlovsforfatter D.G. Monrad sindsforvirret kravlende rundt i bar røv på gulvet i søgen efter egen berettigelse. Og dertil et nutidigt spor, hvor vore dages nationalistiske krigsmageres idioti syntes underforstået.

Men både Ingolf Gabold og Dansk Folkeparti overser imidlertid den måske væsentligste mekanik i hele DR drama og de røde lejesvende-affæren.
Kunst og kultur ernærer sig ofte af den modstand, den møder. Hvorfor Dansk Folkeparti ikke kun er en fjende. Mangen en kedsommelig kunstner kunne godt bruge, at DF kom forbi og nedgjorde dem for at få lidt vægt i karrieren og blive omsluttet af egen lejrvarme.

Og dette forhold synes gensidigt. DF’ere taler om kunstnerne og DR-produktioner, som legemliggør de i fællesskab en drage, hvis blotte blik forvandler alt til beton. Formentlig for at fremmane billedet af at være oppe mod stærke kræfter, hvilket forstørrer DF’s dåd. Ingen har større interesse end DF i at fastholde den såkaldte kulturelite – hvor sølle den end måtte tage sig ud - som den store røde fare.

Virkeligheden har imidlertid blotlagt begge parters forstillelse. Hvordan stemmer Gabolds forestilling om, at han med ’1864’ – en serie, hvor mængden af tilhørende debat steg omvendt proportionalt med, at seertallet faldt – påførte DF ’et slag’ overens med, at ingen siden seriens premiere synes at have haft større politisk succes i Danmark end netop Dansk Folkeparti? Partiet har vundet alle valg – ikke mindst Europa-valg – suverænt.

Omvendt kan man ud fra samme mekanik spørge DF, hvordan deres forestilling om DR dramas indoktrinering af sagesløse seere til at hade folkepartisterne, stemmer overens med deres politiske fremgang.

Således synes også Dansk Folkeparti at udspille en fiktion, der fordrejer virkeligheden.

Men partiets kulturordfører, Alex Ahrendtsen, siger i kølvandet på Ingolf Gabold ’indrømmelsen’ til Berlingske, at det skal have konsekvenser:
’Det er befriende, at en DR-medarbejder endelig erkender, at de fører krig mod DF. Men det er også forargeligt. Jeg har tænkt mig at kalde kulturministeren i samråd, for jeg kræver svar på, hvad han synes om det, der sker i DR.’

Lad mig give kulturminister Bertel Haarder et forslag til, hvad han skal svare:

’Alex, min gode mand. Al god kunst er politisk, al politisk kunst er dårlig. Hvis der overhovedet er noget om det, Gabold påstår, hvordan ville det så være gået dig og dit parti? Manden har storhedsvanvid. De ’røde lejesvende’ er ikke lykkedes med at indoktrinere befolkningen. Tværtimod. Se dog på jeres succes. Du burde snarere bede mig om bevillinger til en fortsættelse af ’1864’.’

124 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere