Derfor boykottede vi Pia K.: - Hun er racist og xenofob

Island fejrede onsdag 100-års dagen for deres uafhængighed fra Danmark. Til fejring var Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, inviteret, men et af Islands største partier boykottede hende

Piratpartiet kunne ikke støtte op om Pia K. Foto: Bragi Þór Jósefsson
Piratpartiet kunne ikke støtte op om Pia K. Foto: Bragi Þór Jósefsson

18. juli er en festdag i Island, hvor man fejrer landets uafhængighed fra Danmark. I år er det endda 100 år siden.

Til festdagen havde det islandske Altinget inviteret Pia Kjærsgaard (DF) til at holde en festtale ved en særligt arrangement ved Thingvalla 40 kilometer fra Reykjavik.

Men faldt ikke i god jord hos alle islandske partier.

- Vi valgte at boykotte mødet, fordi Pia Kjærsgaard skulle holde en tale ved 100-årsdagen for vores selvstændighed.

- Vores uafhængighedsdag skal ikke stå i skyggen af nationalisme, racisme og xenofobi, som hun står for, siger formanden for Piratpartiet, Thorhildur Sunna Ævarsdóttir til Ekstra Bladet.

Piratpartiet har seks medlemmer i det islandske Altinget, hvor der i alt sidder 63.

I sidste øjeblik
Selvom det er 100 år siden, at Island i 1918 fik deres selvstændighed, oplyser Piratpartiet, at det først var i tirsdag, at de fik at vide, hvem den danske repræsentant skulle være.

- Når man lader Pia Kjærsgaard holde en tale, så mener vi, at man legitimerer hendes holdninger. Den form for politik, som hun står for, den kan vi ikke bakke op om, siger Thorhildur Sunna Ævarsdóttir.

- Pia Kjærsgaard blev inviteret til Altinget, fordi hun er formand for det danske folketing. Men hun er også stifteren af et af de mest inhumane partier i Norden, og det at hun er formand for det danske folketing, det er dybt bekymrende, forklarer Thorhildur Sunna Ævarsdóttir.

Pia Kjærsgaard kommer som repræsentant for Danmark, og hun er officielt inviteret af jeres Altinget, hun kommer ikke som en repræsentant for Dansk Folkeparti, hvorfor er det ikke i orden?

- Vi kan ikke bakke om det, som hun står for, siger Thorhildur Sunna Ævarsdóttir.

- Pia Kjærsgaard er ikke længere formand for DF, og partiet er det næststørste i Danmark. Partiet beskriver heller ikke sig selv, som hverken racistiske eller xenofobiske, hvad er dit grundlag for det?

- Det er meget åbenlyst syntes jeg. Det burde ikke være foreneligt med en Islands festdag, hvor man fejrer alle i landet uanset race og religion, det er skandaløst, siger hun.

Ifølge Thorhildur Sunna Ævarsdóttir valgte andre medlemmer af Altinget af bære badges med skriften 'Nej til racisme'. Derudover fortæller hun, at Socialdemokratiet i Island og Reformpartiet heller ikke ønskede, at Pia Kjærsgaard skulle deltage, men de valgte ikke at boykotte festtalen.

Artiklen forsætter under billedet...

Kender dem ikke
Pia Kjærsgaard kendte overhovedet ikke til Piratpartiets boykot, og hun har heller ikke meget tilovers for Piratpartiet.

- Det, jeg kan forstå, er, at piratpartiet udeblev, men det lagde jeg ikke mærke til. Hvordan skulle jeg vide, at de ikke var der, når jeg ikke kender de forskellige folketingsmedlemmer. De er vist kun seks eller sådan noget.

- Jeg noterede mig godt, at der var en socialdemokrat, som var ude med snøren, men det blev bare ignoreret, og der var ingen, der tog notits af det, så det gjorde jeg heller ikke, siger Pia Kjærsgaard til Ekstra Bladet.

388 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere