Derfor endte værnemidler fra Danmark i Afrika

En stor sending værnemidler er blevet sendt fra Danmark til Mali i Afrika. Sendingen er blevet fragtet af det danske forsvar, men den kommer fra FN og UNICEF og ikke den danske stat

ARKIVFOTO: Gorm Olesen/Ritzau Scanpix
ARKIVFOTO: Gorm Olesen/Ritzau Scanpix

Danmark mangler værnemidler i coronakrisen, og derfor vakte det også undren, da en stolt minister for udviklingssamarbejde Rasmus Prehn lørdag berettede om, hvordan et dansk militærfly netop var i gang med at fragte værnemidler ud af landet og til Mali.

Men det er der en særlig grund til oplyser Udenrigsministeriet til Ekstra Bladet.

For værnemidlerne ombord på flyet er slet ikke ejet af den danske stat, men derimod FN og UNICEF.

'Den nødhjælp, der i dag (lørdag, red.) er sendt af sted til Mali, kommer fra UNICEF’s varelager i København, der er verdens største humanitære varelager og udskiber ca. 120.000 pakker nødhjælp hvert år til verdens fattigste. UNICEF er verdens største børneorganisation og hører ind under FN. Danmark yder et betydeligt bidrag til FN’s respons på COVID-19-krisen,' lyder det i mailen fra Udenrigsministeriet.

7,5 tons
Det er en anmodning fra UNICEF, der gør, at de cirka 7,5 tons nødhjælp og værnemidler skal fragtes med det danske militærfly.

'Forsvaret sendte et fly til Bamako i Mali fra Flyvestation Karup med nyt dansk personale til det danske militærbidrag til FN’s fredsbevarende Mission i Mali. Udskiftningen af personale er en del af en fast rotation.

Efter anmodning fra UNICEF, og i lyset af COVID-19-relaterede transportrestriktioner, medbringer flyet ekstraordinært endvidere ca. 7,5 tons medicinsk udstyr fra UNICEF’s nødvarelager i København til COVID-19 indsatsen i Afrika, herunder antibiotika og medicin og udstyr til behandling af underernærede børn. Samtidig medbringer flyet ni civile danskere hjem.'

Som en sidste opgave skal flyet samtidig bringe ni civile danskere, der indtil nu har opholdt sig i Mali, hjem.

Alt andet flytrafik i Mali er lukket ned.

I opslaget her fortæller Rasmus Prehn kort om opgaven:

196 kommentarer
Vis kommentarer