Derfor stemte vi DF

Dansk Folkeparti fik over 21 procent af stemmerne, men de geografiske forskelle var enorme. Ekstra Bladet besøgte to modpoler

Bruno Vozny stemte på Dansk Folkeparti ligesom 39,5 procent af vælgerne i den sønderjyske by Hjordkær. Foto: Claus Bonnerup
Bruno Vozny stemte på Dansk Folkeparti ligesom 39,5 procent af vælgerne i den sønderjyske by Hjordkær. Foto: Claus Bonnerup

– Nu er vi et rigtigt folkeparti.

Sådan lyder det fra formand Kristian Thulesen Dahl oven på Dansk Folkepartis markante fremgang ved valget.

Mere end hver femte stemme gik til Tulles tropper, men de faldt meget ujævnt landet over. I Sønderjylland lå DF i flere valgkredse klart over 30 procent, og formanden selv fik over 57.000 personlige stemmer.

DR-serien ’Da krigen kom til Toftlund’ satte tidligere på året asylcenteret i den sønderjyske by på danmarkskortet, men selv om der var få lokale flygtninge-kritikere på skærmen, så fik DF solide 30,4 procent af stemmerne i den lille by.

Omvendt verden
På Nørrebro i København er der også mange med en mørkere hudfarve, men her trækker liste O nærmest nul stemmer. Til gengæld er det populært i den såkaldt ’kreative klasse’ at fortælle vennerne via Facebook og Twitter, at man er klar til at flytte til udlandet, fordi det demokratiske valgs resultat ikke faldt i ens egen smag. Noget som de DF-glade sønderjyder kun kan ryste på hovedet ad.

Tag med Ekstra Bladet en tur til stenbroen og Sønderjylland og få vælgernes svar på, hvorfor Dansk Folkeparti kan få 39,5 procent af stemmerne i Hjordkær, men blot 3,6 på Nørrebro, mens det nærmest er omvendt for Alternativet, Enhedslisten og Radikale Venstre.

---------------------

Sønderjyderne:

De har aldrig haft en skovl i hånden

Bruno Vozny er en af de vælgere, der sikrede Dansk Folkeparti 39,5 procent af stemmerne i Hjordkær.

– Jeg stemte på Peter Kofod, yes. Han er jordnær. Sådan er det bare, siger den selvstændige vognmand, der har dette råd til de øvrige partier:

– Få styr på bilagene og lade være med at lyve.

Den 58-årige sønderjyde siger med et grin, at han selv er 3. generations indvandrer, men antyder alligevel, at Dansk Folkepartis popularitet nok skyldes, at de sætter danskerne først. Og derfor høvlede de stemmer ind i Hjordkær.

– Vi er den type her, at vi ikke gi’r penge til andre, før vi selv har penge, og det er Pia Kjærgaards politik.

Vozny kan ikke forstå, hvis ’kreative københavnere’ skammer sig over DF, og mener i det hele taget, at de fine folk fra storbyen og Christiansborg skal stikke fingeren i jorden og fornemme folkestemningen.

– De er jo for det meste akademikere, der aldrig har haft en skovl i hånden, siger vognmanden, der er iført arbejdshandsker og har en indkørsel, som vidner om, at han gerne selv tager fat.

Der er mange fra Syrien

Julie Iversen stemte på DF. Foto: Claus Bonnerup
Julie Iversen stemte på DF. Foto: Claus Bonnerup
 

Julie Iversen bor lige uden for Toftlund, hvor over 30 procent har stemt på DF.

- Det kan godt falde sammen med, at vi har fået mange fra Syrien, der indlogeret her i byen og at vi bor tæt på grænsen, siger den 23-årige sygeplejestuderende, der også satte sit kryds ud for liste O. Ved valget i 2011 gik hendes stemme til Socialdemokraterne.

- DFs udlændingepolitik har da spillet ind, deres grænse-politik og deres ønske om et dyrepoliti. Jeg synes, at DF tænker bredt, men de andre partier er mere smalle, siger Julie Iversen, der ikke selv fulgte med i ’Da krigen kom til Toftlund’.

- Men mine forældre så det, og de syntes, at flygtninge-kritikere blev vist frem som byens tosser. Det var ikke et retvisende billede.

Vi har mange indbrud

Camilla Sørensen overvejede DF, men valgte Enhedslisten. Foto: Claus Bonnerup
Camilla Sørensen overvejede DF, men valgte Enhedslisten. Foto: Claus Bonnerup
 

- Dansk Folkepartis popularitet i Toftlund har måske lidt at gøre med, at vi har fået et asylcenter, og at vi er tæt på grænsen og har mange indbrud her i byen, siger Camilla Sørensen, der netop er blevet færdig som pædagog.

Hun har set de fleste afsnit af ’Da krigen kom til Toftlund’ og synes, at DF-folkene i serien fyldte for meget - også selv om 30 procent af byen altså stemmer på partiet.

- Vi vil jo gerne hjælpe flygtningene. Der har været indsamlinger og jeg har også selv været nede med ting. Så jeg synes, det er synd, at der to, der kommer med nogle uheldige synspunkter i serien, siger den 25-årige sønderjyde, der selv stemte på Enhedslisten.

- Det er fordi, de vil have pædagoger. Jeg er imod nulvækst. Jeg kunne godt have stemt på DF, men så havde det været en stemme på Lars Løkke, og det brød jeg mig ikke om

---------------

Stenbroen:

Meget frustreret

Jeppe Dyrberg tror på mangfoldighed. Foto: Jonas Olufson
Jeppe Dyrberg tror på mangfoldighed. Foto: Jonas Olufson
 

– Jeg blev meget frustreret, da jeg hørte, at Dansk Folkeparti var blevet så store. Jeg tænker, at det ikke kan passe, at danskerne ikke kan se længere ud end deres snudeskaft, siger Jeppe Dyrberg.

Den 32-årige forsker tror, at partiets lave opbakning på Nørrebro skyldes byens mangfoldighed.

– Nørrebro er multikulturelt. Her kan folk se de gode ting i at have naboerne, som ikke har blå øjne og lys hud. Her har man indvandrere tæt ind på livet og man kan se, at de har noget at bidrage med..

Trist

Natascha Hamann stemte konservativt. Foto: Jonas Olufson
Natascha Hamann stemte konservativt. Foto: Jonas Olufson
 

Den 23-årige Natascha Hamann stemte selv på de konservative, men er ærgerlig over, at Dansk Folkeparti har fået over 20 procent af stemmerne.

– Jeg synes umiddelbart, at det er trist, at vi ikke mere åben-sindede overfor andre folk. Jeg tror ikke, at det er fornuftigt på længere sigt, siger hun, der mener, at den daglige kontakt med udlændinge på Nørrebro gør, at vælgerne er mere kritiske overfor Dansk Folkeparti.

– Folk her kan se, at alle mennesker lige. I Sønderjylland hører de kun dårlige historier om indvandrere.

Fredag eftermiddag til dronningerunden fortalte Thulesen Dahl, at han ikke vil være statsminister

567 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere