'Det er ikke noget, jeg kan dokumentere'

Lars Løkke Rasmussen var oppe mod meget som debuttaler på Metalskolen i Jørlunde

Lars Løkke Rasmussen var i modvind som debuttaler på Metalskolen i Jørlunde. (Foto: Jakob Jørgensen)
Lars Løkke Rasmussen var i modvind som debuttaler på Metalskolen i Jørlunde. (Foto: Jakob Jørgensen)

Der blev buhet, da hans navn blev nævnt ved oplæsningen af programmet.

Publikum blev derpå bedt at tage grundlovsdagen i ed - demokratiets dag.

Lars Løkke er på udebane. Han er ikke favorit her. Tydeligvis en situation Venstres formand er vant til at stå i. Han er ankommet smilende. Iført fru Solrun og hunde.

Han går op på scenen, tager sidste trin med en vis dynamik, præsenteres som debutant til grundslovsmøde her på Metalskolen i Jørlunde. En atriumgård pakket med tilhørere ved opstillede langborde og siddende på udbredte tæpper i solbeskinnet græs klapper. De har tydeligvis taget morgenens formaning til sig.

Det skal være grundlovsdag mere end valgdag.

Lars Løkke Rasmussen taler i anledning af 100 året for kvindernes valgret om sit møde med den 100-årige Elise Andersen i Odense, der har stemt Venstre ved 27 valg i træk og nu vil gøre det for 28. gang.

’Det er ikke noget, jeg kan dokumentere. Det er noget, hun har fortalt mig,’ siger Løkke og holder en pause.

Der grines i forsamlingen og klappes.

 

Lars Løkkes tale glider over i almindeligheder. Om danske værdier. Og gør det på en måde, næppe nogen kan være uenig i.

Forsamlingen lytter måske. Måske ikke. Vanskeligt at vide, om tankerne også her vandrer, som den tydeligvis gør hos det talstærkt fremmødte pressekorps. DR, TV2, Ekstra Bladet, dagbladene. En kødrand, der lige nu hviler ører og koncentration, men om få minutter vil blævre omkring Lars Løkke, når han træder ned fra scenen og sætter sig i bevægelse. Fordi Løkke er historien over alle i valgkampen.

’Har I set den seneste,’ spørger journalisterne hinanden.

Løkke er dukket op til grundlovsmøde samme dag, som Gallup – der ellers indtil nu ikke er faldet sådan ud - i Berlingske har offentliggjort første måling, hvor Thorning og rød blok fører. Berlingskes politiske analytiker, Thomas Larsen, synes at have fået ret, da han skrev: ’Løkke er ved at tabe årtiers mest sikre valgsejr på gulvet’.

 

Lars Løkke er endda gået hen og blevet mere end et nu varslet nederlag. Satiresitet, Rokokoposten, har valgt Grundlovsdag til tillige at gøre ham til komedie. I en ’nyhedsartikel’ hævdes det, at ’sent torsdag aften opdagede det danske oppositionsparti Venstre, at der er udskrevet valg til det danske folketing.’ Åbenbart fordi Lars Løkke klikkede på ’tekst-TV for at se, hvornår der kom Hercule Poirot’ og dermed opdagede valget. Lars Løkke understreger over for Rokokoposten, at han synes, det unfair af Thorning. Men han respekterer selvfølgelig demokratiet og alle partier og så fremdeles. Også ’De Konservative, der helt har fravalgt deltagelse i både Folketing og valgkamp,’ som han ’citeres for at sige.

Socialdemokraternes valgmaskine kværner ufortrødent videre derudaf med partilederens omkvæd om, at ’valget handler om, hvem der skal være statsminister’. Herfra lader man også på denne dag citater sive fra Lars Løkkes grundlovstale i 2013.

’Tillid er som ringen i sagnet. Den er dyrebar og utrolig let at miste. Og når den først er tabt, er den næsten umulig at få tilbage. Derfor skal vi værne om tilliden i samfundet - både grundlovens tillid til danskerne, danskernes tillid til demokratiet og tilliden danskerne imellem. Alle danskere svigter fra tid til anden den tillid, de vises. Det er kun menneskeligt.

Men få kan svigte så mange, så meget og på en gang, som de politiske partier.’

Venstres formand talte naturligvis om regeringen og dens løftebrud. Men i disse dage er han ikke herre over ordene, men derimod slave af det sagte. Det vender tilbage som en anklage mod ham selv.

 

Venstreformanden står på scenen. Han glæder sig over 100 året for kvindernes valgret. Som sundhedsminister Nick Hækkerup før ham. Og konservativ eks-formand, Lars Barfoed før Løkke.

Kvinderne er heldigvis til at få øje på nu om dage, siger Løkke.

’Kigger man over i Statsministeriet sidder der – lidt endnu – en kvinde,’ siger han blandt andet.

Et udsagn, der tydeligvis modtages i den ånd, det er afsendt – som et drilleri. Men også en udtalelse, der går stik mod den virkelighed, Lars Løkke efter valgets første otte dage står midt i. Det er tillige på denne grundlovsdag, man i de fleste medier kan læse en udtalelse fra De Konservatives Tove Videbæk:

’Når vælgere på gaden spørger os, hvem vi peger på som statsministerkandidat, så siger jeg og mange andre: ’Vi peger på Venstres formand’. Og den formulering bruger vi for ikke at bringe Lars Løkkes navn op.’

Lars Løkke Rasmussen svarer bagefter på spørgsmål fra kødranden. En hel del om grundskyld. Der skal ryddes op, siger han. Men han ’kan ikke stå nu og her og love noget’.

246 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere