Dansk Folkepartis medlemmer er begyndt at tage stilling til, om de er for eller imod Morten Messerschmidt som partiets kommende formand.
Og nu melder DF-ægteparret og tidligere medlemmer af Folketinget - Kim Christiansen og Pia Adelsteen - sig under team Messerschmidt, der har proklameret sit kandidatur sammen med partiets medlem af Europa-parlamentet Peter Kofod, der gerne vil være næstformand.
- Både Pia og jeg bakker op om Morten Messerschmidt og står som stiller for ham. Konstellationen med Peter Kofod, som er et indlysende politisk talent, er rigtig godt tænkt, siger Kim Christiansen.
Den mangeårige transportordfører i Folketinget rækker telefonen til konen, så Ekstra Bladet kan få vished for ægteparrets fælles holdning til partiets fremtid.
- Jeg synes, at det er et godt makkerskab, og det er en god måde at håndtere det morads, som vi er ude i, siger den tidligere EU-ordfører Pia Adelsteen.
Ubekendte Støjberg
Morten Messerschmidt har sagt, at hvis løsgængeren Inger Støjberg ønsker at være formand for DF, så trækker han sit kandidatur tilbage.
Ægteparret - som ejer bodega og frokoststedet A'Porta i Mariager - afventer derfor også den tidligere Venstre-minister, som modtager dom i rigsretten 13. december.
- Vi ved ikke noget om Inger Støjberg, og jeg har svært ved at se andre i Dansk Folkeparti end lige præcis de to, siger Pia Adelsteen, som får opbakning af ægtemanden.
- Vi står med en ubekendt, som hedder Inger Støjberg, men som det ser ud lige nu, så bakker jeg op om formandsparret, som har meldt sig, siger Kim Christiansen.
- Folk må komme på banen, hvis de har en ambition om at blive formand, siger han. Siden har hovedbestyrelsesmedlem Merete Dea Larsen meldt sit kandidatur.
DF'er står frem: Pønser på Messerschmidt-opgør
Ikke det bedste forhold
- Hvad siger du til Marie Krarup, som ikke mener, at Morten kan blive formand med byretsdommen?
- Morten har anket, og med en betinget dom er man i princippet ren medmindre man begår noget kriminelt i den periode, hvor man har den, så det kan jeg ikke se, der er noget til hinder for, fortæller han.
Folketingsmedlem Marie Krarup mener ikke, at Morten Messerschmidt kan blive formand for Dansk Folkeparti, fordi han er dømt for EU-svindel og dokumentfalsk.
Hun er desuden bange for, at han skræmmer løsgænger Inger Støjberg væk som mulig kandidat. Men det virker ulogisk ifølge Kim Christiansen, da Inger Støjberg også selv kan ende med en fængselsdom.
- Det lugter af, at Marie Krarup og Morten Messerschmidt ikke har det bedste personlige forhold til hinanden, siger han.
- Det er fair nok, men jeg synes, man skal holde det ude af formandssnakken, der handler om, hvem der er kompetent, fortæller Kim Christiansen.
Krarup i kødet på Messerschmidt: 'Kan ikke støtte dømt formand'
Espersen: Ro på
Der er dog ingen grund til at sige for meget om, hvem der skal være ny formand i Dansk Folkeparti, før den tidligere Venstre-profil Inger Støjberg får styr på sin politiske fremtid.
Det siger DF's folketingsmedlem og tidligere næstformand Søren Espersen, der i øjeblikket ser dårlige tendenser i partiet, som skal vælge ny formand 23. januar på et ekstraordinært årsmøde.
Uroen er opstået, efter at Morten Messerschmidt - den nuværende næstformand - meldte sit kandidatur til formandsposten i sidste weekend.
- Jeg synes, at alle nu bør holde hestene. Tag det nu lige lidt med ro. Det helt afgørende er - og det har alle sagt, også dem, der stiller op - at vente at se, om Inger Støjberg gør alvor af at komme over til os.
- Det ved vi sandsynligvis, når hun har fået sin dom den 13. december, siger Espersen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Hør mere om situationen i Dansk Folkeparti i Ekstra Bladets podcast 'Ingen kommentarer'