DF angriber Løkke for annonce-fup: Stjæler æren for lægehelikoptere

Statsministeren har tyvstjålet æren for lægehelikoptere i en stor annonce-kampagne, mener DF og Socialdemokratiet

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har sneget sig ind på DF og stjålet æren for lægehjælp, lyder kritikken. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix)
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har sneget sig ind på DF og stjålet æren for lægehjælp, lyder kritikken. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix)

Som i en fup-annonce i Den Blå Avis har Lars Løkke (V) solgt hurtige helikoptere, selvom de ikke tilhører ham.

Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er stærkt fortørnede over, at statsministeren i en stor annonce-kampagne bruger en lægehelikopter, som Venstre ikke kan tage æren for.

Og en ekspert i politisk kommunikation giver de to partier ret.

- Budskabet i annoncen er, at Lars Løkke redder dig, hvis du falder om med hjertestop. Velfærden er takket være Lars, må man forstå, siger Klaus Kjøller, ekspert i politisk kommunikation, forfatter og tidligere lektor i sprog og kommunikation ved Københavns Universitet.

- Når man kradser i overfladen, så kan man se, at Løkkes velfærds-virkelighed ikke helt holder, vurderer han.

DF krævede helikopter
Venstres velfærds-annonce viser et billede af Lars Løkke og en akutlægehelikopter samt teksten ’240 km/t når uheldet er ude. Det er velfærd’.

På Venstres hjemmeside slår partiet fast, at ’vi’ kommer, når danskerne har brug for det.

Men den akutlægehelikopter i Nordjylland, som Lars Løkke sælger som Venstre-velfærd er slet ikke groet i statsministerens have. Den var et krav fra Dansk Folkeparti under forhandlinger om finansloven for 2018, oplyser sundhedsordfører Liselott Blixt.

- Det var vores forslag, og os der fik afsat pengene, så det er lige lovlig flot, at Venstre tager æren, siger DF-ordføreren.

Og Løkkes kaprede helikopter, som først letter i 2019, kan få betydning for relationen til støttepartiet.

- Det fordrer jo ikke det gode samarbejde, siger Liselott Blixt.

Helikopteren i luften skyldes oppositionen, mens den kommende helikopter, som Løkke skriver om, skyldes Dansk Folkeparti. Foto: Venstre
Helikopteren i luften skyldes oppositionen, mens den kommende helikopter, som Løkke skriver om, skyldes Dansk Folkeparti. Foto: Venstre

Tager æren for alle
Det er dog de færreste som læser så langt i Venstres annonce, at de ser, Løkke kun tager æren for DF-helikopteren i Nordjylland, vurderer eksperten i politisk kommunikation.

- Vælgerne ser billederne og overskriften. Ingen går ind og læser den tekst, som følger med, siger Klaus Kjøller.

Dermed får de fleste den opfattelse, at Lars Løkke står bag de lægehelikoptere, som allerede nu er i luften, vurderer han.

S: Løkke bruger vores fjer
De tre resterende helikoptere i den nuværende ordning er dog heller ikke kommet danskerne til undsætning på grund af Lars Løkke. Det er derimod oppositionens værk.

De tre helikoptere med baser i Skive, Billund og Ringsted skyldes en aftale mellem den S-ledede SSFR-regering og Enhedslisten i finansloven for 2013.

Det lige smart nok, at Lars Løkke nu kommer rendende og prøver at bilde danskerne ind, at det var ham, der indførte lægehelikopterne. Han pynter sig med lånte fjer, siger sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen (S).

Statsminister Lars Løkke (V) har ikke ønsket at kommentere historien.

Hvem har betalt lægehelikopterne?

Venstres bidrag

13-måneders forsøgsordning i Karup 2011-2012, 60 mio. kr. på finansloven 2009.

Medfinansiering af DF-krav om en fjerde akutlægehelikopter i Nordjylland, 45 mio. kr. årligt fra 2019 på finansloven 2018.

Socialdemokratiets bidrag

Forlængelse af forsøgsordninger i Ringsted og Karup frem til foråret 2013, 72 mio. kr. på finansloven 2012.

Etablering af en national lægehelikopter-ordning fra 2013, 41 mio. kr. på finansloven 2013 plus 126 mio kr. årligt fremefter.

Venstre: Der var forsøg i VK-regeringens tid
Venstre ønsker ikke at stille op til et interview om Løkkes helikopter-annonce.

På spørgsmålet om, hvordan Venstre kan sælge sig på velfærd og sige ’vi’ kommer til undsætning, selvom det reelt er DF og oppositionens helikoptere, peger sundhedsordfører, Jane Heitmann (V) på en forsøgsordning.

’Den landsdækkende helikopterordning tager afsæt i to forsøgsordninger i hhv. Ringsted og Karup under VK-regeringens tid, inden ordningen blev gjort permanent og udvidet i 2013’ skriver Jane Heitmann i en sms.

’Og sammen med DF har vi så - som det fremgår af vores annonce - udvidet med en fjerde helikopter og dermed sikret endnu bedre hjælp, der kommer med 240 km i timen, når alvorlig sygdom eller ulykker opstår’.

174 kommentarer
Vis kommentarer