Dansk Folkepartis administrationschef Jeanie Nørhave blev angiveligt vildledt til at skrive under på den kontrakt, som nu har udløst en anklage om dokumentfalsk og svindel med EU-midler mod partiets næstformand Morten Messerschmidt.
På kontrakten fremstår hun som chef på Color Hotel i Skagen, selvom hun har været partiansat på Christiansborg de seneste 15 år.
- Jeg blev kontaktet af en betroet medarbejder, som forklarede mig, at min underskrift var en formalitet i forbindelse med, at jeg havde stået for kontakten mellem EU og hotellet. Jeg skrev derfor under på sidste side uden at løbe dokumentet, som var på engelsk, igennem. På den måde blev jeg vildledt, forklarer Jeanie Nørhave til sin lokale avis Ringsted Dagblad.
Ariklen fortsætter under billedet ...
Nørhave er samtidig partiets lokalformand i Ringsted - og har både i 2014 og 2015 med sin underskrift udgivet sig for at være chef på jyske hoteller.
Men hun havde altså ikke tænkt på at læse kontrakterne igennem - og undrede sig ikke over, at der på første side i begge tilfælde stod, at der var tale om kontrakter mellem hotellerne og partialliancen Meld.
Artiklen fortsætter under den omstridte kontrakt, som Jeanie Nørhave skrev under på og som nu har bragt Messerschmidt og hans medarbejdere i fedtefadet:
Fandt aldrig sted
I interviewet spørger dagbladets journalist ikke ind til, hvad 'kontakten mellem EU og hotellet' nærmere gik ud på.
Heller ikke hvorfor der stod, at Color Hotel i Skagen skulle forberede og tilrettelægge en Europa-konferencerne for Meld 4.-5. august 2015. Herunder skulle hotellet sørge for at invitere konference-deltagerne, lave en dagsorden, deltagerliste - og fotodokumentere begivenheden overfor Meld.
Uddrag af kontraktens § 2:
En konference, som Bagmandspolitiet (Søik) vurderer slet ikke fandt sted, fordi der reelt var tale om DF's årligt tilbagevendende sommergruppemøde.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Glad Nørhave
Jeanie Nørhave fortæller, at hun er meget glad for, at der ikke rejses tiltale i mod hende i Meld-sagen, hvor Bagmandspolitiet nu kræver fængselsstraf til Morten Messerschmidt.
I artiklen står, at Bagmandspolitiet kun rejser tiltale mod Messerschmidt. Men det er ikke korrekt. Ifølge det udkast til anklageskrift, som er sendt til Folketinget, fremgår det nemlig, at endnu en person tiltales.
Nemlig den 'betroede medarbejder', som ifølge Morten Messerschmidt, har været DF-næstformandens tidligere personlige assistent.
Artiklen fortsætter under billedet:
Var aldrig i København
Året før - i forbindelse med DF's sommergruppemøde 2014 - var Messerschmidt kun vicepræsident i Meld. Derfor var det den daværende midlertidige polske Meld-formand, Jacek Wlosowicz, som ifølge en tilsvarende kontrakt skrev under ved siden af Nørhave, der med sin underskrift fremstod som chef på Hotel Koldingfjord.
Af kontrakten fra 2014 fremgår det, at polakken og Jeanie Nørhave sammen underskriver aftalen på et møde i København få dage før Europaparlamentsvalget i maj samme år. Men Jacek Wlosowicz har afvist overfor Ekstra Bladet, at han nogensinde har været i Danmark - og kan altså derfor ikke have mødtes med Jeanie Nørhave.
Blanke papirer
Den samme assistent for Messerschmidt forsøgte i 2015 at presse det tidligere DF-medlem af Europa-Parlamentet Rikke Karlsson til at sætte sin underskrift på helt blanke papirer med Meld og Felds brevhoveder. Underskrifterne skulle dokumentere, at hun havde deltaget i møder, hvor hun aldrig havde været til stede.
(Artiklen fortsætter under billedet)
I efteråret 2015 fortalte Rikke Karlsson, at Morten Messerschmidts assistent i Europa-Parlamentet bad hende som at sætte sin underskrift på de tomme A4-sider, som han så selv kunne udfylde efterfølgende.
- Messerschmidts assistent kommer ind på mit kontor med to helt blanke stykker papirer ligesom dit A4-ark og siger, at jeg skal skrive under. På det ene står Meld og på det andet står Feld, forklarede Rikke Karlsson i et interview med Ekstra Bladet i Bruxelles.
- Så siger assistenten, at hvis jeg skriver under, så kan vi få de der penge fra Meld og Feld. Det nægter jeg, uddybede hun - og i oktober samme år forlod hun partiet, fordi hun ikke kunne få indblik i aktiviteterne i Messerschmidts to nu skandaleramte, tvangslukkede konkursboer.
Morten Messerschmidt nægter sig skyldig i politiets anklager.