DF-dobbeltmandat glipper byrådsmøder

To møder i Nordisk Råd, en lang debat i Folketinget og Danmarks VM-kamp mod Frankrig kom i vejen for byrådsmøder i Hvidovre, hvor Mikkel Dencker (DF) er viceborgmester

Mikkel Dencker tjener omtrent det samme som en minister på at være landspolitiker og kommunalpolitiker på samme tid. Foto: Ritzau Scanpix
Mikkel Dencker tjener omtrent det samme som en minister på at være landspolitiker og kommunalpolitiker på samme tid. Foto: Ritzau Scanpix

Dansk Folkepartis Mikkel Dencker, som både er folketingspolitiker og kommunalpolitiker, går glip af hvert fjerde byrådsmøde. I alt har han været fraværende til 4 ud af 16 møder siden det seneste kommunalvalg, hvor han fik posten som viceborgmester i Hvidovre Kommune.

Dermed har han det højeste fravær til byrådsmøderne blandt dobbeltmandaterne i Folketinget. Det viser en optælling af byråds- og kommunalbestyrelsesmøder i perioden fra 1. januar 2018 og frem til 1. marts 2019, som Ekstra Bladet har foretaget.

Ifølge ph.d. i statskundskab og forskningschef i samfundsfag ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch er der generelt en høj mødedisciplin blandt landets kommunalpolitikere. Derfor vurderer han, at Mikkel Denckers fravær er ’meget ud over det sædvanlige’.

- Han ligger meget langt fra den gennemsnitlige kommunalpolitiker i Danmark. Det er helt klart meget højt, siger forskningschefen.  

Så Danmark mod Frankrig til VM
Sagens hovedperson erkender, at det ikke er godt nok, men forklarer, at fraværet er et resultat af ’uheldige omstændigheder’.

- Det er rigtig ærgerligt, fordi det ligger for højt. Det er normalt ikke det niveau, jeg plejer at ligge på, fordi vi laver opgørelsen engang i mellem. Jeg plejer at ligge på et noget lavere niveau, siger Mikkel Dencker.

Han gik efter eget udsagn glip af to byrådsmøder, fordi han skulle til møde i Nordisk Råd. Ved en anden lejlighed kom en længerevarende debat i Folketinget i vejen for et møde i Hvidovres kommunalbestyrelse. Den sidste fraværsdag skyldes, at Mikkel Dencker var rejst til Moskva for at se Danmark spille mod Frankrig ved VM i fodbold i Rusland sammen med sin søn.  

- Det er en vigtig ting at bakke op om landsholdet, når man har muligheden for det. Men det var også en privat tur, som jeg tog sammen med min søn. Jeg havde måske overvejet, om jeg skulle tage afsted, hvis jeg havde vidst, at de andre fravær ville komme senere. Men det havde jeg ikke forudset på det tidspunkt, siger han. 

Gruppeformand for SF i kommunalbestyrelsen i Hvidovre Anders Wolf Andresen mener, at Mikkel Denckers fravær hænger sammen med, at han både er folketingspolitiker og er kommunalpolitiker.

- Når man som Mikkel Dencker kombinerer det med en folketingsløn, samtidig med at man også er 1. viceborgmester, så kan man godt forvente mere. For alle de skattepenge, der går til en politiker som ham, kunne man godt forvente et større fremmøde. Men det er jo umuligt, hvis man er folketingsmedlem samtidig, siger Anders Wolf Andresen.

Tjener det samme som en minister
SF i Hvidovre er utilfredse med, at viceborgmesteren årligt får 1.150.641 kr. i vederlag, fordi han varetager to politiske hverv samtidig. Men selvom det rundt regnet svarer til en ministerløn, mener Mikkel Dencker ikke, at hans samlede løn er urimelig.    

- De fleste af de kommunale poster er ikke specielt højt lønnet. Det er rimelig standard, at man får løn for hvert udvalg, man sidder i. Jeg vil også sige det sådan, at jeg ikke vil begynde at sige nej til den indflydelse, som de her poster giver for at blive fri for lønnen. Det ville også være den omvendte verden, hvis man som politiker sagde nej til lønnen, siger han.

I alt har Mikkel Dencker fire udvalgsposter i Folketinget, hvor han også er energiordfører og klimaordfører for sit parti. Samtidig er han repræsenteret i tre udvalg i Hvidovre Kommune, mens han både sidder i bestyrelsen hos HOFOR og Hovedstadens Beredskabskommission. Det vidner ifølge Roger Buch om, at han har en ’meget krævende arbejdsportefølje’.

- Objektivt kan man ikke sige, at det er umuligt, men man kan sige to ting objektivt. Det er en meget stor mundfuld, han gaber over her. Og det kræver et meget effektivt – alternativt et meget arbejdsomt menneske eller en kombination af de to - at skulle håndtere en så stor arbejdsbyrde som den her, siger Roger Buch.   

På spørgsmålet om, hvorvidt de mange ordførerskaber og udvalgsposter vidner om en politiker, der gaber over en meget stor mundfuld, svarer Mikkel Dencker:

- Nej. Det mener jeg ikke, at jeg gør. Jeg mener, at jeg har et ret godt overblik over de poster, som jeg nu engang sidder med. Men jeg vil gerne indrømme, at det ikke er et job, man kan passe med otte timer om dagen. Det er klart, men det er en livsstil.

Fakta om dobbeltmandater

Dobbeltmandater sidder både i Folketinget og i en kommunalbestyrelse

I alt sidder 22 politikere både i Folketinget og i en kommunalbestyrelse

Dansk Folkeparti har 17 ud af 22 dobbeltmandater

Dobbeltmandater får udbetalt vederlag for begge hverv

SF har indført et forbud mod dobbeltmandater i partiet

Ekstra Bladet tog turen til Hvidovre Rådhus for at spørge kommunens borgere om deres holdning til Mikkel Denckers fravær.

 

Tonny Wichmann, 52 år, sygemeldt

- Min holdning er, at politikere får alt, alt for meget i løn og laver alt, alt for lidt. Det er helt i orden, når Pia Kjærsgaard foreslår at gå ind og pille ved salærer, fratrædelsesordninger og pensioner. Det er helt i orden, at der bliver gjort noget ved det, da sygeplejersker, lærere og kassedamer er underlagt et låg på lønningerne, fordi vi skal være konkurrencedygtige.

- Så sidder der nogle pampere og scorer kassen, mens vi andre knokler røven ud af bukserne. Det er for dårligt.

Vibeke Malthesen, 61 år, social- og sundhedshjælper

- Det er helt uacceptabelt. Det er ikke orden, at han får løn for to job. Kunne vi andre gøre det? Nej. Det kunne vi overhovedet ikke. Hvorfor skal politikerne så kunne gøre det? Det er simpelthen ikke i orden. Der må laves noget lovgivning på det område, så man ikke kan få løn fra to steder, når man kun passer det ene job.

- Er det ikke almindelig gængs logik, at hvis man får penge for et job, så skal man også udføre det? Jeg synes ikke, at politikerne skal have andre vilkår end os andre.

Ole Jensen, 82 år, pensioneret sømand og litograf

- Bare det var mig. Jeg synes i bund og grund nøgternt set ikke, at det er i orden. Man skal passe det arbejde, man er ansat til og får sin løn for. Hvis man ikke kan det, så må man jo sige noget op.

- Derfor er det i mine øjne ikke i orden. Det er ikke rimeligt, at han får løn for to job på samme tid, når han åbenbart ikke kan passe dem begge to.

Lea Daniel og Nora, 31 år, sygeplejerske

- Jeg synes, at politikere tjener alt for meget. Det er til grin, at man kan sidde to steder og få så meget i løn, når vi andre knokler og nærmest bliver underbetalt for det, vi laver. Nu er jeg selv sygeplejerske og synes klart, at vi inden for mit fag sagtens kunne bruge halvdelen af hans løn. Den svarer til to stillinger som sygeplejerske.

- Det bør man ikke kunne. Enten må man fokusere på lokalpolitikken, ellers må man fokusere på den på nationalt plan. 

Lone Jørgensen, 66 år, pensioneret lærer

- Det er ikke orden, når det er hans job. Det er helt forfærdeligt, at han ikke kommer, når han skal til den løn. Vi andre skal jo også møde op på arbejde, selvom vi arbejder til en løn, som er meget lavere. Man kan ikke have flere forskellige ben, når man ikke kan passe de job, der følger med.

- Man bliver dobbelt forarget, når han får en så høj løn og samtidig ikke passer sit arbejde. Det er i hvert fald ikke i orden. Det bør der gøres noget ved. De kan ikke passe to job, så man burde begrænse det til et.

 

117 kommentarer
Vis kommentarer