DF: Drop Tour de France over Storebæltsbroen

Dansk Folkepartis transportordfører mener ikke, at der skal gives dispensation til, at Tour de France kan køre over Storebæltsbroen 

Det er Erhvervs- og Vækstministeriets ønske, at Tour de France-feltet skal krydse Storebæltsbroen, hvis det lykkes at få Tour-starten til Danmark. Men det bliver ikke med DF's gode vilje. Foto: Christophe Ena, AP
Det er Erhvervs- og Vækstministeriets ønske, at Tour de France-feltet skal krydse Storebæltsbroen, hvis det lykkes at få Tour-starten til Danmark. Men det bliver ikke med DF's gode vilje. Foto: Christophe Ena, AP

Dansk Folkepartis transportsordfører, Kim Christiansen, har kæmpet for, at der skal lukkes ned for motionsløb over de store broforbindelser herhjemme.

Nu har han fået sin vilje, og transportminister Ole Birk Olesen (LA) har lukket ned for, at Storebælts- og Lillebæltsbroen fremover kan krydses af eksempelvis løbere og cyklister.

Dog understreger Ole Birk Olesen, at der kan dispenseres i helt særlige tilfælde, som hvis det lykkes at få Tour de France-start i Danmark.

Men på spørgsmålet om, hvorvidt DF's transportordfører er enig i, at Tour de France-feltet skal have dispensation til at køre over Storebæltsbroen, svarer han:

- Nej, det er jeg egentlig ikke.

Kim Christiansen skynder sig at understrege, at der er tale om et hypotetisk spørgsmål, da det endnu ikke er besluttet, om den store sportsbegivenhed skal til Danmark.

Men under alle omstændigheder mener DF'eren fint, at der kan findes andre alternativer, hvis der skal køres Tour de France i landet.

- Jylland fra nord til syd kan der også laves en fornuftig Tour de France-etape ud af, siger han.

Kim Christiansen. Foto: /ritzau/Katinka Hustad
Kim Christiansen. Foto: /ritzau/Katinka Hustad
 

Spiller vigtig rolle
Storebæltsbroen spiller ellers en vigtig rolle i forsøget på at få Tour de France til Danmark. I det officielle danske bud, som bl.a. Erhvervs- og Vækstministeriet står bag, skal Tour de France-feltet krydse broen på 2. etape fra Roskilde til Odense.

Og i en video, der skal gøre reklame for det danske Tour-bud, bliver der direkte spillet på, at rytterne skal krydse det storslåede bygningsværk.

Men for Kim Christiansen handler det mest af alt om, at trafikken over Storebælt ikke bør stoppes:

- Jeg forholder mig til, at vi nu får stoppet de her motionsløb og motionscykelløb på vores store broforbindelser. Og det, synes jeg, er glædeligt, siger han og roser Ole Birk Olesen, som han ellers tidligere har taget nogle hårde kampe med:

- Jeg synes, det er en god beslutning, og det er selvfølgelig noget, vi har diskuteret på diverse møder. Jeg synes, at med den stigende trafik, vi har, skal de store infrastrukturprojekter, der forbinder landsdelene, forbeholdes biltrafik - og der skal ikke laves motionsløb, cykelløb og så videre, siger Kim Christiansen.

Se også: Minister om skrottede broløb: 'Det gik ud over forældre med grædende spædbørn'

Se også: Minister skrotter populære motionsløb efter timelange køer

112 kommentarer
Vis kommentarer