DF er Pia-fornærmet

Kilder i Dansk Folkeparti: Løkke burde allerede have ringet og tilbudt Pia Kjærsgaard posten som Folketingets formand

Pia Kjærsgaard ønsker posten som Folketingets formand. (Foto: Philip Davali)
Pia Kjærsgaard ønsker posten som Folketingets formand. (Foto: Philip Davali)

Hvis Pia Kjærsgaard skal være formand for Folketinget, skal hun have serveret posten på et sølvfad båret af Lars Løkke Rasmussen.

Det er efter Ekstra Bladets oplysninger holdningen i Dansk Folkeparti.

– Hvis Lars Løkke Rasmussen havde været klog, så havde han allerede i fredags ringet til Pia Kjærsgaard og tilbudt hende at blive formand for Folketinget. Det ville have været en flot gestus, hvis vi nu sikrer ham posten som statsminister, siger et ledende medlem af Dansk Folkeparti.

Ligeløn

Posterne som statsminister og formand for Folketinget er ifølge rangfølgen de højeste politiske poster i Danmark, og der er ligeløn mellem posterne, nemlig 1.464.148 kroner om året.

Pia Kjærsgaard skal efter Ekstra Bladets oplysninger have nikket ja til, at Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup ikke ’skal sælge ud af politiske holdninger’, for at hun kan blive formand efter Mogens Lykketoft (S).

– Hvis Venstre får statsministerposten, er det vel naturligt, at det største borgerlige parti får posten som formand for Folketinget, fastslår et ledende medlem af Dansk Folkeparti.

God vilje

Et andet ledende medlem af Dansk Folkeparti understreger, at Lars Løkke Rasmussen kunne have vundet lidt god vilje hos DF, hvis han havde vist sig som en stærk leder og tilbudt Pia Kjærsgaard posten.

– Hvis det ender med at blive en ren Venstre-mindretalsregering, som får støtte af os, så ville det også have klædt Lars Løkke Rasmussen, hvis han dagen efter valget havde ringet til Pia og tilbudt hende at blive formand for Folketinget, lyder forklaringen.

Pia Kjærsgaard skriver i en sms til Ekstra Bladet, at hun ikke vil kommentere sagen, så længe regeringsforhandlingerne er i gang.

326 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere